Star Wars: The Clone Wars
21. Jul 2008 21:03, Vang
- Kæmpede du i Klonkrigene?, spørger en tydelig imponeret Luke Skywalker jediridderen Obi-wan Kenobi i George Lucas' sci-fi-fantasy-klassiker "Stjernekrigen" fra 1977.
Sådan en sætning var noget, der kunne sætte fantasien i gang hos os drenge: Hvad var Kraften for noget? Var Dødsstjernen større end Månen? Hvor meget kunne et lyssværd skære igennem? Og hvad var klonkrigene for noget? Klonkrigene. Det lød både mystisk og sejt. "Stjernekrigen" var fyldt med sådanne åbne, spændende detaljer, der gav fantasien frit spil efter filmen.
I dag skal enhver nuance og detalje i "Star Wars"-universet uddybes og forklares, og for en gang for alle at lægge låg på fantasien om Klonkrigene (tidligere udforsket i den animerede tv-serie "Star Wars: clone Wars"), kan vi i midten af august få syn for sagen, når "Star Wars: The Clone Wars" åbner i de danske biografer. Og som noget helt særligt er der tale om et computergenereret animationseventyr i spillefilmslængde.
Min første reaktion var skepsis, men traileren er ganske flot og da "Star Wars" universet med de seneste film har nærmet sig et udpræget legetøjslook, så er dette måske det næste naturlige skridt på Mælkevejen? Jeg er ikke sikker, men du kan i hvert fald være sikker på, at undertegnede til premieren står klar i billetkøen for at svinge lyssværdet sammen med børn, barnlige sjæle og resten af de "Star Wars"-glade nørder.
"Star Wars: The Clone Wars" er instrueret af David Filoni og er produceret og skrevet af George Lucas. Filmen distribueres i Danmark af Sandrew Metronome, og har premiere over hele landet d. 15 august.

