Seks biografpremirer i de danske biografer i denne uge: "Youth in Revolt" (Scanbox), "Dragejægerne" (Angel films), "The A-Team" (20th Century Fox), "Metropia" (Sandrew Metronome), "Nanny McPhee med nye tryllerier" (UIP), men først og fremmest gør Erik Clausen et skuffende comeback med "Frihed på prøve" (Nordisk Film), der alligevel er strøget ind på førstepladsen over mest sete film. Det kan vi vist takke medlemmerne i Biografklub Danmark for.

 Jeg har anmeldt "Frihed på prøve" og "The A Team" her: http://www.fyens.dk/shop?aid=1619746 og http://www.fyens.dk/shop?aid=1619806

Fire biografpremierer i de danske biografer i denne uge: "Sex and the City 2" (Sandrew Metronome), "Franske forviklinger" (Camera Film), "Rød som Himlen" (ØFP) og den danske mobbefilm "Min bedste fjende" (Scanbox).

Jeg har anmeldt "Franske forviklinger" og "Rød som himlen" i Fyens Stiftstidende her: http://www.fyens.dk/shop?aid=1614522 og http://www.fyens.dk/shop?aid=1614209

Fem premirer i de danske biografer i denne uge. "Toystory 2" (Disney) relanceres i 3D. Af nye film er der Lasse Hallströms mislykkede krigsdrama "Dear John" (Nordisk Film), den Oscar-belønnede "The Blind Side" (Sandrew Metronome), "The Joneses" (SF Film) og den israelske krigsfilm "Libanon" (Miracle Film), der ser ud til at være den mest interessante af flokken.

Jeg har anmeldt "Dear John" her: http://www.fyens.dk/article/1594655:Film--Krigsfilm-for-toeserne

Seks biografpremierer i denne uge. Først og fremmest er der "Iron Man 2" (UIP), "Cold Souls" (Miracle Film) metafilm-sci-fi med det surmulende weltschmerz-menneske Paul Giamatti i hovedrollen og kunstnerportrættet "Gainsbourg" (SF Film). Desuden er der "Øjnenes hemmelighed" (Sandrew Metronome), som jeg glæder mig meget til at se og for børnene "Winx Club: Det fortabte kongerige" (Scanbox) og relanceringen af "Toy Story" (Disney) i 3D.

Jeg har anmeldt "Gainsbourg" her: http://www.fyens.dk/shop?aid=1589665

De danske biografpremierer byder på en fremragende dansk debutfilm, "Broderskab" (Nordisk Film), fra Nicolo Donato. Selve setuppet om bøsser og nynazister lyder fortænkt, men på lærredet fungerer det fint. Ikke mindst takket være fine præstationer fra Thure Lindhardt og David Dencik, der så småt er ved at gå hen og blive min danske favoritskuespiller.

Og så er der overdådig og glinsende drengerøvsaction i Louis Leterriers "Clash of the Titans" (Sandrew Metronome), som udsendes i både 3D og normal 35 mm film. Holder man af bulder, brag, digitale effekter, fantasy-action og pumpede mænd i sandaler, må dette være årets filmoplevelse.

Jeg har anmeldt "Broderskab" her: http://www.fyens.dk/shop?aid=1573898

I ugen op til påskeugen er biograferne pakket med nye film. Ikke mindre end seks danske biografpremierer er det blevet til, men filmene er delt pænt ud over alle familiesegmenterne. Noget for børnene, noget for far, noget for mor og noget for de gammeldags.

Øverst på min egen hitliste er Roman Polanskis stærke thriller-comeback "Skyggen" (sf film) med Ewan McGregor og Pierce Brosnan. Sigtet er godt nok politiske, men filmen føles som en intim og personlig fortælling. Fremragende. På actionfronten er der Paul Greengrass lidt skuffende "Green Zone" (UIP), hvor Matt Damon spiller frustreret amerikansk officer, der forgæves leder efter masseødelæggelsesvåben i det nyligt invaderede Irak. Kan det være at USA og deres allierede er blevet sendt i krig på en løgn? Thomas Vinterberg gør også comeback med narkomanfilmen "Submarino" (Sandrew Metronome), der skulle være stærkt seværdig. Må nok hellere fange den ved lejlighed.

For ungerne er der "Karla og Jonas" (Nordisk Film), 3D-animationsfilmen "Sådan træner du din drage" (UIP) og til tøserne er der komedien "The Bounty Hunter" (Disney) med Jennifer Aniston og Gerard Butler.

Jeg har anmeldt "Green Zone" og "Skyggen" i Fyens Stiftstidende her http://www.fyens.dk/shop?aid=1565280 og her http://www.fyens.dk/shop?aid=1565359. Links kræver abonnement.

Flere læsere har efterlyst links til mine anmeldelser fra avisens online-udgave, så jeg vil frem over samle links til anmeldelser fra fyens.dk på Filmkavalkaden for et par uger ad gangen. Så slipper du for at lede efter dem på sitet, for et typisk argument har været, at sitet er uoverskueligt og man ikke ved, hvor man skal kigge.

Her en håndfuld DVD reviews fra uge 9 og 10: Jacob Bitsch' danske komediedrama "Camping" (Sandrew Metronome) http://www.fyens.dk/article/1556294:Film--Soergmunter-komedie, Kathryn bigelows Oscar-belønnede krigsfilm "The Hurt Locker" (Nordisk Film), http://www.fyens.dk/article/1556347:Film--Moed-soldaterne-i-oejenhoejde, Steven Soderberghs sære og lidt krævende fødevareindustrikomedie "The Informant" (Warner), http://www.fyens.dk/article/1556293:Film--Let-fordoejelig-komedie, Duncan Jones' fremragende science fiction "Moon" (Pan Vision), http://www.fyens.dk/article/1549894:Film--Staerkt-sevaerdig-sci-fi, den computeranimerede apokalypse-sci-fi "9" (Sandrew Metronome), http://www.fyens.dk/article/1548631:Film--Jordens-fascinerende-undergang og endelig den uartige "Jomfruen og Menneskedyret" (Another World Entertainment) http://www.fyens.dk/article/1550520:Film--Berygtet-skandalefilm-nu-paa-dvd.

Ugens oplevelser i biografmørket byder på en ny dansk komedie med Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Søren Pilmark "Parterapi" (Nordisk Film) som jeg desværre kom for sent til. Jeg missede den første halve time, men tror ikke det gjorde den store forskel om jeg havde set hele filmen. Uinteressant og lige til glemmebogen. Der er også en ny film, "Invictus" (Sandrew Metronome), fra den hyperproduktive Clint Eastwood. Den autentiske historie om, hvordan Nelson Mandela fik hjælp fra et rugbyhold. Ser drivende banal og sentimental ud. Tror, jeg gemmer den til DVD.

Langt mere spændende ser franske Jacques Audiards fængselsdrama "Profeten" (Disney) ud. Fængselsfilm er ellers ikke ligefrem min kop te, men Audiard har det med at trylleuventede følelser og spænding ud af de mest usandsynlige ting. Fx i "Det slag mit hjerte sprang over". Den glæder jeg mig til at se.

God er ihvert fald Louie Psihoyos' dokumentarfilm "The Cove" (Miracle Film) om delfinslagteri i den lille japanske fiskerby Taiji og miljøaktivisten Ric O'Barry, der blev verdenskendt for at træne delfinerne til tv-serien "Flipper". Nu havde jeg godt nok varslet, at filmanmeldelser fra Fyens Stiftstidende ikke længere var online på fyens.dk, men det kan være, at redaktionen har ombestemt sig. I hvert fald kan mit review læses her: http://www.fyens.dk/article/1542810:Film--Den-blodige-bugt

Først og fremmest byder uge 6 på Disneys med længsel ventede animationsfilm "Prinsessen og frøen" (Buena Vista). Selskabet droppede efter den svage "De frygtløse - The Muuhvie" fra 2004 den klassiske håndtegnede animation. Efter en årrække med computeranimerede film leverer de nu en klassisk eventyrfortælling med prinsesser (både en sort og en lyserød en af slagsen) og det er svært ikke at lade sig rive med af begejstreing alene fordi det er kvalitetstegnefilm af den gode gamle slags.

 Min datter på fem vil elske den. Hun er i dag inde at se den med bedstemor og jeg melder tilbage i morgen, hvordan det forløb. Men jeg er helt sikker på, at den går rent ind i pigesindet.

Desuden byder filmugen på voksen romantik i form af Garry Marshalls romantiske ensembledrama "Valentine's Day" (Sandrew Metronome) samt en lidt mere dyster romance i hollænderen Jan Kounens franske "Coco Chanel & Igor Stravinsky" (Camera Film) med danske Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Turen går til "Harry Potter"-land i eventyrfilmveteranen Chris Columbus' "Percy Jackson & Lyntyven" (20th Century Fox), hvor en ganske almindelig amerikansk teenager opdater at han er halvt gud halvt menneske. Ser overdådig og lidt fjollet ud. Sikkert lige noget for mig.

Desuden er der Joe Johnstons lidt for actionfyldte og lidt for skuffende genindspilning af "The Wolfman". En middelmådig actiondrevet gyserfilm, der dog beviser at det er gode gamle makeupeffekter, der fungerer bedst, og byder på en rigtig flot varulv, som det meste af tiden er af hår, latex og plastiktænder. Pointen om at det næsten altid er fysiske specialeffekter, som gør størst indtryk er fint illustreret i scenen, hvor vi møder en computergenereret bjørn. Og er lige ved at grine i stedet for at gyse.

Jeg har anmeldt "Prinsessen og frøen" i fyens stiftstidende her: http://www.fyens.dk/article/1421095:Film--Tilbage-til-de-klassiske-dyder og "The Wolfman" her: http://www.fyens.dk/article/1421106:Film--Ulvemanden-hyler-igen

Torsdag er den nye biografpremieredag. Det skal give færre udsolgte sale over åbningsweekenden samt et løft i billetsalget. Selvom der aldrig er solgt så mange biografbilletter som nu. Hvis man altså ser bort fra de danske film, der efter en succesårrække hænger med røven i vandskorpen.

Ugens premierer byder på en håndfuld komedier, "Did You Hear About the Morgans" (Sony Pictures), den computeranimerede "Planet 51" (Scanbox) og "The Men Who Stare at Goats" (Sandrew Metronome), der ser ud til at være den mest interessante af flokken. Desuden er der norsk krigsdrama med frihedskæmpere i "Frihedskæmperen Max Manus" (Nordisk Film).

Jeg har anmeldt den flotte, men også noget karakter- og plotsvage "Planet 51" her: http://www.fyens.dk/article/1398424:Film--Rumvaesner-af-rette-stoebning

Før Enzo G. Castellaris "Inglorious Bastards" og Quentin Tarantinos "Inglourious Basterds", begge film om en håndfuld hårde negle på hemmelig mission bag fjendens linjer, var der Robert Aldrichs "Det beskidte dusin" fra 1967. En indflydelsesrig krigsfilm, der nok er bedst kendt for en række stjerner, bl.a. Lee Marvin, John Cassavetes, Telly Savalas og Charles Bronson, i de atypiske roller som afskum, der får mulighed for benådning, hvis de lader sig kaste ned bag fjendens linjer. Her skal de under ledelse af major Reisman (Marvin) angribe et rekreationssted for tyske officerer. Hvis de er heldige, slipper de levende fra, hvad der åbenlyst er en selvmordsmission.

Aldrichs tager sig rigtig god tid med en laaang, men, synes jeg, nødvendig, opbygning til selve missionen, og filmen kan godt føles en smule lang, hvis man ikke er forberedt. Velegnet til de sene timer, hvor man har mod på en film, der tager sig tid og kommer godt omkring det forholdsvis store persongalleri. Der er masser af boblende kemi mellem skuespillerne og velfungerende spændinger mellem fangerne, der er en tilpas broget flok, med Savalas stjernepsykopat som gruppens farligste mand og en klods om benet på missionen. Cassavetes er velvalgt som repræsentant for den utilpassede og utilfredse ungdom i en tid, hvor USA kæmpede en hård kamp med selvopfattelse og store kulturelle forandringer. Antiautoritær på en troværdig måde.

"Det beskidte dusin" er en klassisk krigsfilm for hårde drenge i alle aldre. Men med kant, en antiautoritær grundtone og et par barske scener. Der fulgte en Oscar for bedste lydeffekter samt en række nomineringer, bl.a. for bedste klip og lyd, samt til Cassavetes for bedste birolle. Ernest Borgnine fortæller i DVD'ens introduktion til filmen, at den sandsynligvis havde modtaget en Oscar for bedste film, hvis det ikke havde været for den grimme scene, hvor dusinet overdøser forsvarsløse tyske officerer med benzin og håndgranater. Men Aldrich holdt på, at krig er grim ting, så en Oscar-statuette blev det altså ikke til.

Senere fulgte et par sequels," Det beskidte dusin: Den næste mission" (1985), "Det beskidte dusin: Den dødelige mission" (1987) og "Det beskidte dusin: Den fatale mission" - jeg har ikke set nogen af dem, men hvis der er en, der er af samme høje kvalitet som originalen, så skriv endelig, så jeg kan få den set - og en tv-serie, "Dirty Dozen: The Series" (10 episoder), i slutningen af 80'erne.

”The Dirty Dozen” (DK-titel: ”Det beskidte dusin”), USA 1967. Instr.: Robert Aldrich. Prod.: Kenneth Hyman.  Manus.: Nunnally Johnson, Lukas Heller efter E.M. Nathansons roman. Foto: Edward Scaife. Musik: Frank De Vol. Klip: Michael Luciano. Medv.: Lee Marvin, John Cassavetes, Ernest Borgnine, Charles Bronson, Jim Brown, Richard Jaeckel, George Kennedy, Trini López, Ralph Meeker, Robert Ryan, Telly Savalas, Donald Sutherland, Clint Walker, Robert Webber. Spilletid: 142 min. DK-dist.: Sandrew Metronome. Set på DVD.

Godmodigt, småtrist, introspektivt og alligevel kærligt drama om ensomhed, forsoning, sorg og kunst. Det lyder måske lidt prætentiøst og langhåret, men manuskriptet i den instruktørdebuterende Adam Rapps ”Winter Passing” er skarpt og karaktererne usædvanligt velspillede med fokus på et lille skævt firkløver, som skal få det bedste ud af situationen, da datteren til to kunstnere vender hjem for at hente en stak breve. Breve, der måske vil indkassere en større sum penge hos et forlag, men samtidig betyder besøget, at hun skal konfrontere en far, hun føler altid har svigtet hende.

Omslaget til Sandrew Metronomes DVD-udgivelse viser en gruppe personer, der ser ud til at være presset sammen i et alt for lille rum. Og det er den følelse af afmagt og indelukket desperation som filmen effektivt fører videre til seeren. Den unge, stofmisbrugende skuespillerinde Reese Holden (Zooey Deschanel) har svært ved at slå igennem på skuespillerscenen i New York. Hun mangler penge og plages af et uforløst forhold til sine berømte forældre, forfatteren Don Holden (ED Harris) og moderen, der begik selvmord for et par år siden.

Da Reese tilbydes en større sum penge for en brevkorrespondance fra forældrenes unge dage beslutter hun sig for at rejse hjem til det vinterkolde, triste Michigan. Her møder hun faderen (Ed Harris, der som altid er velspillende), som siden konens død har isoleret sig og nu opvartes af en tidligere elev fra universitetet (Amelia Warner) og den hjemløse Corbit (Will Ferrell, der for en gang skyld er underspillet og udholdelig), som drømmer om en fremtid som rockstjerne.

Filmen forløser sit triste emne med kærlig og lun humor og især samspillet mellem Harris, Deschanel og Ferrell er prisværdigt. Rørstrømsk og sentimentalt bliver det dog aldrig idet Rapp troværdigt formidler sorgen og de mange modsatrettede følelser der udspiller sig i en familie, der har mistet den måske stærkeste af medlemmerne. Hvad skal der nu ske med resten?

”Winter Passing”, USA 2005. Instr.: Adam Rapp. Prod.: David Koplan, P. Jennifer Dana. Manus.: Adam Rapp. Foto: Terry Stacey. Musik: John Kimbrough. Klip: Meg Reticker. Medv.: Zooey Deschanel, Ed Harris, Amy Madigan, Will Ferrell, Amelia Warner. Spilletid: 98 min. DK-dist.: Sandrew Metronome. Set på DVD.

Hvordan pokker sælger man et dystert engelsk drama om fire fortabte skæbner? Man smækker et ”Lækker futuristisk thriller”-mærkat på DVD-omslaget. Så er den ged barberet. Til gengæld kan man også være sikker på at 99 procent af dem, der lejer den som en brainy ”Donnie Darko meets The Matrix”-thriller vil blive slemt skuffede: Filmen handler om virkelighedsflugt, mordtanker, selvmordstanker, desperation, tab og fortvivlelse. Dystre emner, der ikke uden forberedelse egner sig til en fredag aften med popcorn og cola. Heldigvis havde jeg gjort mit hjemmearbejde, set traileren et par gange og læst en anmeldelse af filmen, så jeg vidste nogenlunde, hvad der ventede, da jeg smækkede filmen i afspilleren.

Det tungsindige og småkryptiske ensembledrama udspilles omkring fire figurer: Milo (Sam Riley, der var glimrende som Ian Curtis i ”Control”), som lige har mistet kæresten og nu tilfældigvis løber ind i en barndomsveninde. Emilia (Eva Green), kunststuderende, besat af selvmordstanker og et kunstprojekt, hvor hun iscenesætter sit eget selvmord og følger edter forskellige mennesker. Peter Esser (Bernard Hill) leder efter sin søn blandt Londons hjemløse. Og endelig er der den maskerede outsider Jonathan Preest (Ryan Philippe). Maskeret selvtægtmand i en gotisk fremtidsverden, hvor det er forbudt ikke at have en religion. Desperat søger folk tro i det mest absurde. En neglelakfarve-menighed eller en trosretning, der følger vaskeanvisnigner i tøj. Efter fire års fangenskab får han muligheden for at få hævn over sin gamle ærkefjende The Individual, som stod bag drabet på en ung pige.

Ideen om at forskellige fantasifostre (fantasi, vanvid, tro, kunst mm.) deler en fælles virkelighed et sted i periferien af den menneskelige erkendelse, fandt jeg ganske interessant, men der arbejdes ikke rigtig i dybden med konceptet når de obligatoriske overraskelser først er faldet. ”Franklyn” er ikke dårlig, men småirriterende, da der grundlæggende virkelig er kød på manuskriptet og figurerne og filmen sikkert ville have vokset i hænderne på en mere erfaren instruktør. Ærgerligt.

”Franklyn”, England / Frankrig 2008. Instr.: Gerald McMorrow. Prod.: Jeremy Thomas. Manus.: Gerald McMorrow. Foto: Ben Davis. Musik: Joby Talbot. Klip: Peter Christelis. Medv.: Eva Green, Bernard Hill, Ryan Phillippe, Sam Riley. Spilletid: 94 min. DK-dist.: Sandrew Metronome. Set på DVD.

Englænderen Garth Jennings havde store problemer med at få humoren og fortællingen til at klikke i filmatiseringen af ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, der, i hvert fald for undertegnede, var en jævn skuffelse. Lidt bedre ser det ud i den sørgmodige og lune ungdomsfilm ”Son of Rambow”. Lige dele kækt ungdomsdrama om to drenge, og lige dele kærlighedserklæring til filmmediet, og popkulturen og hvordan de former vores liv. Og sidstnævnte har der jo allerede været nogle gode af. Fx Bertoluccis ”The Dreamers” og Michel Gondrys ”Be Kind Rewind”.

Vi befinder os i 80’ernes England. Lee Carter (Will Poulter) har røven fuld af penge og er overdrevet sansestimuleret med alt hvad hjertet kan begære af materielle goder, men fraværende forældre og en storebroder, der ikke interesserer sig for ham. I den første scene, vi møder Lee Carter, er han ved at videofilme ”Rambo” i biografen. Denne film får hans ’ven’, det seneste mobbeoffer, Will Proudfoot (Bill Milner) at se. Will er en kvik, nørdet dreng, der lever en osteklokketilværelse sammen med den dybt religiøse moder, der isolerer børnene fra popkultur og det moderne livs decadence. ”Rambo” ryster Will i hans grundvold og han digter hurtigt en ny historie, hvor han (Rambos søn) skal redde den fangede far (Rambo) fra det onde fugleskræmsel. Sammen beslutter drengene sig for at skyde filmen for at vinde BBC-programmet Screen Test, hvor unge filmmagere kunne vise deres hjemmelavede film, og det bliver starten på et langt og besværligt venskab.

Men det bliver mere detaljerne, end det store schwung i fortællingen om de to knægtes søgen efter faderskikkelser og rollemodeller, der gør filmen seværdig. Fx scenen, hvor Will nynner Depeche Modes synthklassiker ”Just can’t get enough” i sengen og hurtigt holder kæft, da den asketisk anlagte moder dukker op, føles ægte og varm. Men lige så snart filmen skal vise drengenes gavtyvestreger rækker den over i det konstruerede og utroværdige.

Apropos musik, skal der lige falde en stor ’tommelfinger opad’ til det gode soundtrack med bl.a. Depeche Mode, Gary Numan og Duran Duran. Det fanger midtfirserstemningen perfekt, men selvom miljøet, stemningen og figurerne er fint på plads, så kniber det for Jennings at komme i dybden. Jeg har svært ved at mærke hans interesse for karaktererne? Denne slags film ville normalt få mig til at knibe en tåre. Om end ikke andet, så af nostalgi, men den virkede forbavsende uengageret og rutineret eksekveret. Ærgerligt. Der skulle være skåret ind til benet, men i stedet strækkes spilletiden ud til over halvanden time, når ”Son of Rambow” i virkeligheden kun skulle ha’ varet omkring en time og givetvis havde fungeret bedre som novellefilm.

Alle børn holder af en god godnathistorie. Mine egne får gerne flere bøger i rap, men det er sjældent, at man hører et ’Læs den igen’ lige med det samme. Det gjorde jeg i aftes, hvor vi læste Maurice Sendaks fascinerende og (man skulle tro, det var løgn...) småkontroversielle korte, illustrationsrige børnebog ”Villy Vilddyr” om drengen Villy, der klæder sig ud som ulv, uartigt hamrer et søm i væggen, jager hunden med en gaffel og svarer sin mor næsvist igen. Så ryger han i seng uden aftensmad. Og mens han surmulende sidder på sit værelse vokser en skov, et hav og en ø, fyldt med vilddyr, frem. Her bliver Villy konge, for han er det vildeste vilddyr af dem alle.

Bogen, der i øvrigt har originaltitlen ”Where the Wild Things Are”, filmatiseres af Spike Jonze, der stod bag ”Being John Malkovich” og ”Orkidé-tyven”. Den har dansk biografpremiere d. 27. november under titlen ”Villy Vilddyr og landet med de vilde krabater”, og ser ud til at ramme bogens stemning perfekt. I hvert fald er traileren vildt charmerende og fortryllende.

Du kan se filmens trailer på youtube.com og her kan du også finde uddrag fra John Lasseters kortfilm baseret på samme fortælling.

Suveræn combat movie fra Hollywood-legenden Raoul Walsh, der også iscenesatte gode, solide mandfolkefilm som ”High Sierra”, ”De der kom tilbage” og ”Hvidglødende”. ”Operation Burma”, oprindeligt udsendt i Danmark under titlen ”Junglens musketerer”, er en krigsfilm uden nutidens kritiske blik eller pacifistiske undertoner. Holder man kun af krigsfilm, der under overfladen er antikrigsfilm og tager afstand til krigshandlinger, skal man holde sig væk. Men kan man goutere en film med hår på brystet, der ikke lægger skjul på, at den uforbeholdent hylder soldaternes krigsindsats og ser temmelig entydigt på fjenden, the japs, så er det absolut en af genrens allerbedste film.

Handlingens nøgleord er sammenhold og offervilje. Errol Flynn spiller kaptajn Nelson, i spidsen for en deling faldskærmssoldater, der danner spydspids for de allieredes tilbagevenden til Burma. Sammen med de erfarne mænd kastes Nelson og krigskorrespondenten Williams (Henry Hull) ned bag fjendens linjer for at ødelægge en radarstation i junglen. Angrebet går godt, men da delingen bevæger sig tilbage gennem junglen for at blive hentet ud, falder de i baghold og snart er den ellers så vellykkede mission en tur til helvede.

Det er Sandrew Metronome, der står for den danske udgivelse af ”Objective, Burma!”. Filmen står nydeligt i sort/hvid (fullscreen) med god kontrast og naturlig skarphed. Ikke nævneværdige ridser eller støv på printet, men et par jumpcuts, der givetvis skyldes en beskadiget master. Filmen er i det ’lange’ cut og som bonusmateriale får vi den ganske interessante beredskabsfilm ”The Rear Gunner” (Ray Enright, 1943) med Burgess Meredith (Pingvinen) og Ronald Reagan (præsidenten) samt den ret fjollede og overjoviale ”The Tanks are Coming” (B. Reeves Eason, 1941), hvor vi bl.a. får at vide, at de amerikanske kampvogne, så vidt jeg kan se den lette kampvogn af typen M2, har verdens bedste pansring. Fnis.

I dag har multitalentet Anders Matthesens spillefilmsdebut, ”Sorte kugler” dansk biografpremiere. Og i går var jeg inviteret i studiet hos TV2 Fyn (kulturhjørnet Flux/AOS - Alt om Syddanmark) for at give den to minutters kritik lige fra hoften.

Det var meget hyggeligt at være i studiet, men det havde været sjovere, hvis man havde valgt en film, jeg kunne lide. Fx Henry Selicks suveræne stopmotion-animationseventyr ”Coraline”, der også har premiere i denne weekend. Men det er jo Matthesens komedie ”Sorte kugler”, mange har været spændt på, så det var den vi skulle tale om.

”Sorte kugler”s filmplakat signalerer lystspil fra 60’erne, men filmen ligner nu mere 90’ernes selvransagende komedier. Ja, den er morsom. Matthesen er kanongod til sarkasme og til at belyse de små ting, der irriterer os i hverdagen. Man kan godt se, han er stand-up-komiker. Men desværre knaldes filmens pointer om at middelklassens jævne danske mand generelt er kørt af sporet i falskhed, et facademenneske, som aldrig tør være sig selv, i med syvtommersøm. Den moderne danske mand er en knude af angst der lever i evig selvfornægtelse, for sæt nu man signalerede de forkerte ting over for vennerne og samfundet! Når man nu hellere vil synge Video Video og Tue West end at høre smart elektro a la Trentemøller. Hvad så? Vi ved godt der skal finde en indre kamp, en forvandling og en erkendelse sted, men hen mod de sidste tyve minutter mases man nærmest flad af alvorstunge pointer.

Når ”Sorte kugler” fungerer, er den let og dynamisk i tonen. Bedst i familiescenerne, hvor både Linda P som svigerinde, men også Iben Dorner som kæresten, er velfungerende. Når den er værst er den tung og belærende, hvilket løftes en anelse af Søren Rislund som den drilske quizvært Lurifax, der i et limbo udfordrer Alex Kleins dårlige og gode sider. Med mindre røret med sorte kugler bliver fyldt først, kan Klein vinde livet tilbage (han ligger i koma efter et biluheld) igen. Rislund kører sin rolle på rutinen og det fungerer, mens Matthesen som Klein klemmer pointerne for hårdt i gennem, og det får filmen til at fremstå temmelig selvhøjtidelig.

Men er den alligevel ikke værd at se? Tja, hvis du i forvejen synes, at der er for mange jævne danske komedier, så spring den over. En biograftur for to plus det løse løber jo gerne op over 400 dask efterhånden og det kan man altså få mange gode film til hjemmebiografen for. Men hører du til dem, der er ved at falde ned af stolen, bare Anden åbner munden, så kyl bare spareskillingerne gennem billetlugen.

Du kan besøge AOS’ hjemmeside på www.aos.dk og TV2Fyn på www.tv2fyn.dk. Indslaget fra tv skulle vist nok ligge der som mediastream et eller andet sted. God jagt. Du kan også besøge ”Sorte kugler”s hjemmeside på www.sortekugler.dk. Du kan også læse min anmeldelse af ”Sorte kugler” på www.fyens.dk/nu

”Sorte Kugler”, Danmark 2009. Instr.: Anders Matthesen. Spilletid: 82 min. Dist.: Sandrew Metronome. Set i biografen.

Jeg har altid holdt meget af Jens Okking som skuespiller, og slutningen af 70’erne bød på tre af mine favoritter med skuespilleren. Mellem de fremragende ”Strømer” og ”Slægten” (begge effektivt iscenesat af Anders Refn) var der den mere spændingsprægede, men faktisk ganske habile ”Skytten”. Påbegyndt af Franz Ernst og fuldendt af Tom Hedegaard efter at førstenævnte ragede uklar med filmholdet. Manuskript af Anders Bodelsen.

Okking har godt nok ikke helt hovedrollen, men stjæler alligevel opmærksomheden som den sympatiske idealist, der vælger at bruge terror for at tvinge sine politiske synspunkter igennem. Ikke-parlamentarisk aktivisme kaldes det, så vidt jeg husker, i filmen. Set gennem den konventionelle filmoptik skal der nok være bred enighed om, at tiden tand ikke har været god ved ”Skytten”, især dialogen virker en smule tung og mekanisk, men filmen får sine pointer ganske fint igennem og den er tilmed ganske stemningsfuld med flot fotografering af Michael Salomon.

Det er ikke ligefrem en film, jeg vil stille mig op og forsvare, men den gjorde stort indtryk, da jeg som barn så den i tv. Et par gensyn siden har faktisk ikke spoleret filmen om journalisten Niels Winther, der i et tv-program (med Ole Michelsen som ordstyrer) forsvarer brugen af vold, hvis man ønsker at standse åbningen af et dansk atomkraftværk. Den sympatiske bademester (Okking) tager Winther på ordet, og lader sig inspirere til at plaffe tilfældige mennesker ned rundt omkring i København. En massakre, der kulminerer med nedskydningen af fodboldspilleren Allan Simonsen i Idrætsparken. Hvem bliver den næste?, er det ydre spændingsmoment, som leder filmen, men forholdet mellem Winther og skytten ender faktisk med at være det, der holder interessen fast.

”Skytten”, Danmark 1977. Instr.: Tom Hedegaard. Spilletid: 81 min. Dist.: ”Sandrew Metronome”. Set på DVD.

Fredag den 13. står ligesom i gysets og mystikkens tegn. Flere kulturer har tradition for at fredag den 13. er en uheldig dato, men i filmsammenhæng fik Sean S. Cunninghams film sat lighedstegn mellem datoen og morderiske psykopater, der slagtede sig gennem liderlige teenagere ved Camp Crystal Lake.

I dag har Marcus Nispels genindspilningen af filmen danske premiere, så den vil jeg snige mig ned og se nu her til den første forestilling i Biocity. Forvent et minireview her senere på dagen, og mon ikke der kommer noget op på Uncut i løbet af weekenden? Det tror jeg nok, der gør.

Hvad er i øvrigt dit bud på fem gode gysere til en videoweekend? Ja, jeg er lidt gammeldags, hvad det angår, men for mig hedder det stadig videoforretning, videoaften, videoweekend og videomarathon uanset om det er på blu-ray og dvd fremover.

Her er et par bud, efter et par hurtige snuptag på video/dvd-hylden, til et par gode gyserfilm film jeg vil forsøge at få genset set i løbet af weekenden. Der er på ingen måde tale om en favoritliste, men en håndfuld film, jeg fik lyst til at se igen, da blikket løb over filmsamlingen.

VOKSKABINETTET

USA/Australien 2005, Dist.: Sandrew Metronome.

Den originale med Vincent Price er suveræn, men Jaume Collet-Serras semi-remake af ”House of Wax” (ude på dansk DVD fra Sandrew Metronome) er faktisk ikke helt skidt. Væk er det sindrige plot fra Price-versionen og i stedet får vi noget med psykopater i en lilleby. Fed surrealistisk slutning i øvrigt. Og så aflives Paris Hilton med en ordentlig moppedreng af en kæp gennem skallen. Så vidt jeg husker. Bestemt et gensyn værd.

DE FORTABTE BØRNS BY

Frankrig/Spanien/Tyskland 1995, Dist.: Universal

Ikke rigtig en gyserfilm, men stemningen i denne franske genrehybrid fra makkerparret Jean-Pierre Jeunet og Marc Caro er helt speciel og læner sig godt op ad genren. Handlingen er for sær til at jeg kan huske den i detaljer, men det er vist noget med en vanvittig videnskabsmand (Krank, tror jeg han hedder) og hans cyborgzombier, som vil stjæle børns drømme. Den gjorde stort indtryk med sin idérigdom og det er alt for længe siden, jeg har set den. På mystisk vis minder filmens univers mig om Jacques Tardis fantastiske tegneserier om Adele Blanc-Sec. Som jo i øvrigt bliver filmatiseret med Luc Besson ved roret. Jeg glæder mig ustyrligt.

TENEBRE

Italien 1982, Dist.: OnAir

Dario Argento er der jo altid plads til. Han har bestemt lavet bedre film, men ”Tenebre” blander fornemt et tricky seriemorderplot med den fede mareridtsagtige logik, der er kendetegnende for den italienske horror-auteurs film. Og den slags må man naturligvis ikke gå glip af. Plottet tager afsæt i en forfatter, der stalkes af en morder, som inspireret af forfatterens litteratur, begynder at slagte sig gennem Roms lesbiske kvinder. Politiet er på sagen, men har problemer med efterforskningen.

THE HUNGER

England 1983, Dist.: Warner.

Catherine Deneuve og David Bowie i en film om vampyrmelankoli og evigt liv. Så kan det kun være artsy fartsy. På den gode måde, hvis man er i rette humør. Med rette kaldt den mest prætentiøse vampyrfilm nogensinde (Mikkel Harris fra Uncut), men efter at have set den fremragende svenske vampyrungdomsfilm ”Lad den rette komme ind”, fik jeg lyst til at se den igen. Plottets grundelementer minder nemlig meget om den svenske gyser. Filmen er, så vidt jeg ved, ikke ude på DVD i Danmark, men kan fås på amerikansk DVD fra Warner.

WHO CAN KILL A CHILD?

Spanien 1976, Dist.: Dark Sky Films

Snigende spansk gyser, originaltitel ”Quién puede matar a un niño”, af Narciso Ibáñez Serrador, der desværre ikke har lavet mange film. Så denne for mange år siden og kunne ikke glemme den, så det var rart, at få købt den amerikanske DVD-udgivelse fra Dark Sky Films. Der har ligget og ventet lige ind til NU!!
   Plottet følger et ægtepar, der tager på ø-ferie, da det går op for dem at noget er galt. Tilsyneladende er der kun børn på øen. Hvor er de voksne blevet af? Forklaringen er simpel og langt fra overraskende, men filmen tager sig god til at etablere stemning og sympati for sine aktører. Helt speciel i mine øjne.

Det var så mine fem, lige fra hoften. Lad mig høre, hvordan din liste på fem film til fredag den 13.-weekenden ser ud. Måske er der noget imellem, jeg ikke har set eller får lyst til at gense. Og frisk på noget nyt/ukendt er jeg altid.

- Kæmpede du i Klonkrigene?, spørger en tydelig imponeret Luke Skywalker jediridderen Obi-wan Kenobi i George Lucas' sci-fi-fantasy-klassiker "Stjernekrigen" fra 1977.

 Sådan en sætning var noget, der kunne sætte fantasien i gang hos os drenge: Hvad var Kraften for noget? Var Dødsstjernen større end Månen? Hvor meget kunne et lyssværd skære igennem? Og hvad var klonkrigene for noget? Klonkrigene. Det lød både mystisk og sejt. "Stjernekrigen" var fyldt med sådanne åbne, spændende detaljer, der gav fantasien frit spil efter filmen.

I dag skal enhver nuance og detalje i "Star Wars"-universet uddybes og forklares, og for en gang for alle at lægge låg på fantasien om Klonkrigene (tidligere udforsket i den animerede tv-serie "Star Wars: clone Wars"), kan vi i midten af august få syn for sagen, når "Star Wars: The Clone Wars" åbner i de danske biografer. Og som noget helt særligt er der tale om et computergenereret animationseventyr i spillefilmslængde.

Min første reaktion var skepsis, men traileren er ganske flot og da "Star Wars" universet med de seneste film har nærmet sig et udpræget legetøjslook, så er dette måske det næste naturlige skridt på Mælkevejen? Jeg er ikke sikker, men du kan i hvert fald være sikker på, at undertegnede til premieren står klar i billetkøen for at svinge lyssværdet sammen med børn, barnlige sjæle og resten af de "Star Wars"-glade nørder.

"Star Wars: The Clone Wars" er instrueret af David Filoni og er produceret og skrevet af George Lucas. Filmen distribueres i Danmark af Sandrew Metronome, og har premiere over hele landet d. 15 august.

Engelske Nicholas Roeg var uden tvivl en visionær instruktør, og hans værker var fra allerførste film, ”Flip ud” med Edward Fox og Mick Jagger, toneangivende for 70’ernes grænsesøgende krydsninger mellem arthouse- og mainstream-film. Præcis som vi kan lide dem.

Mandens fjerde film, ”Manden som faldt ned på Jorden” baseret på Walter S. Tevis’ kultdyrkede 1963-roman, havde excentrikeren David Bowie i en uforglemmelig rolle som rumvæsnet Jerome på en mission for at redde sin tørstende familie på hjemplaneten Anthea. Jerome opbygger et industriimperium med det mål at bygge et rumskib, der kan føre ham tilbage til planeten, men desto mere menneskelig han bliver, desto mere fjern forekommer hans opgave.

Som man næsten kan forestille sig af ovenstående synopsis og konceptet med at sætte Bowie og Roeg på samme film, er ”Manden som faldt ned på Jorden” en helt speciel filmoplevelse, man ikke glemmer lige med det samme. Så jeg ser frem til et gensyn med filmen, når den lander på dansk ”Special Edition”-DVD fra Sandrew Metronome den 8/7-2008. Filmkavalkaden kigger helt sikkert nærmere på udgivelsen, når den dumper ind af brevsprækken.

Den er måske ikke ligefrem en dansk filmklassiker, men Morten Arnfred og Henning Kristiansens ”Mig og Charly” fra 1978 gjorde stort indtryk på mig, da jeg så den i teenagerårene. Så i min bog ryger den helt derop sammen med Nils Malmos’ ”Kundskabens træ”, Bille Augusts ”Zappa” og Søren Kragh-Jacobsens ”Vil du se min smukke navle”, som for mig alle hører til de uforglemmelige af periodens danske ungdomsfilm og generationsportrætter.

Allan Olsen og Kim Jensen spiller det skæve makkerpar Charly og Steffen, der fulde af ungdommeligt gåpåmod og vildskab ramler sammen i et dansk provinsmiljø. Mødet mellem den pæne dreng og roden er klassisk og kan skæres i næsten enhver genre, og her er det altså gjort i et realistisk dansk drama, hvor fokus ligger på hverdagsportrættet og 70’ernes frisind.

Jeg husker filmen som genuint bevægende og spillet med en helt fantastisk optimisme - ikke mindst Allan Olsens storbyknægt er uforglemmelig - så du kan bande på, at jeg skal ud at have mig et eksemplar. ”Mig og Charly” er nemlig netop udgivet på dansk DVD af Sandrew Metronome og skulle findes i de fleste musik og filmforretninger, hvor udvalget er nogenlunde bredt.