Her gik jeg og troede, at danske parforholdskomedier havde nået et nyt lavpunkt med den gennemført umorsomme og ucharmerende "Parterapi" (Nikolaj Lie Kaas og Sidse Babett Knudsen plus Søren Pilmark som uoverbevisende kussetyv fanget i årtiets mest kedsommelige ægteskabskrise), da "Simon & Malou" og den dansk-svenske "Original" (begge distribueret af SF Film og begge med den svenske stjerne Tuva Novotny, ouch!) dumpede ind gennem brevsprækken.

Jeg havde gemt "Simon & Malou" til en søvnig søndag eftermiddag, hvor selv det værste kan glide nogenlunde smertefrit gennem afspilleren, men selvom forventningerne var presset helt i bund (bl.a. fordi man ikke har ønsket at kreditere instruktør Lasse Spang Olsen på omslaget) var det en tung omgang at komme igennem.

En mere genretypisk og uinspireret romantisk komedie skal man lede længe efter, og så gør det jo ikke sagen bedre, at had/kærlighedsforholdet mellem Simon og Malou er rent postuleret. Der er ikke skyggen af kemi mellem Novotny og Dejan Cukics karikaturer. Og hvis der er, er det i hvert fald ikke lykkes Spang Olsen at fange det på film.

Handlingen udspiller sig omkring en smart, svensk karriereadvokat (Novotny), der scorer et drømmejob i København og derfor bliver nødt til at dele lejlighed med en uorganiseret børnebogsforfatter (Cukic). Selvsagt kan de to ikke udstå hinanden. Du ved hvordan det ender, for du har set det hele hundredvis af gange før. Bare ikke leveret så mekanisk, stereotypt og uinspirerende som her.

Danmark er en lille filmproducerende nation. Faktisk ikke stor nok til at producere så mange film, som vi faktisk gør, men når vi nu har en håndfuld talentfulde filmskabere, der brænder efter at lave film, som kan profilere vores filmproduktion stærkt, er det ufatteligt at man blæser penge af på uduelige film, som slavisk følger den amerikanske formular og derved kommer til at fremstå endnu mere kejtede, overflødige og forfejlede. Humor er jo som bekendt en smagssag, men jeg vil vove den påstand, at der er meget få jokes i "Simon & Malou", der fungerer. Hvis jeg gir dig en femmer for, hver gang du griner, er jeg sikker på, at der ikke engang er til bussen hjem. Med mindre du synes det er vanvittigt morsomt, at en mand skal have hjælp med at tisse (hvad der umuligt kan være morsomt… med en vigtig undtagelse i Von Triers "Idioterne"). Så kan du nå helt fra Hovedstaden til Skagen.

"Simon & Malou", Danmark 2009. Instr.: Lasse Spang Olsen (ukrediteret). Prod.: Eva Juel Hammerich, Nina Lyng. Manus.: Lars Mering. Foto: Jens Schlosser. Klip: Morten Højbjerg. Musik: Kasper Winding. Medv.: Tuva Novotny, Dejan Cukic, Mille Dinesen, Robert Hansen, m.fl. Spilletid: 94 min. DK-dist.: SF Film. Set på DVD.

Hvorfor regner ulykkerne ned over den stakkels Larry Gopnik? Det er et godt spørgsmål, men der er ingen lette svar i Joel og Ethan Coens herlige og kulsorte forstadskomedie om professoren (Michael Stuhlbarg), der synes at befinde sig i et slags limbo, hvor prøvelser og fristelser vælter i en lind strøm ned over staklen og hans jødiske familie bosat i de amerikanske 60'er-forstæder med perfekt klippede plæner og hårdtarbejdende familiefædre: Konen vil skilles, jobbet hænger i en tynd tråd, den homoseksuelle onkel Arthur (fantastisk spillet af Richard Kind) dukker op, datteren vil have en næseoperation, nabokonen er perfekt solbrændt og en desperat fader forsøger at bestikke Gopnik. Der godt kan bruge pengene til sønnens bar mitzvah.

Som altid med Coen-brødrene er det ikke en film, der opfordrer til latterorkaner. Humoren er sort og den bibelske parallel til Jobs bog giver stof til eftertanke. Stemningen er tænksom, stilfærdig og mindre rørstrømsk end vi kender den fra traditionelle Hollywood-komedier: Som f.eks. i scenen, hvor det efterhånden må være gået op for familien, at forældrene skal skilles. Sønnen kaster sig ikke tårevædet i armene på faderen eller klager over livets uretfærdigheder, men brokker sig blot højlydt over, at fjernsynet ikke kan modtage krigskomedieserien "F Troop".

"A Serious Man", USA / England / Frankrig 2009. Instr.: Joel Coen, Ethan Coen. Prod.: Joel Coen, Ethan Coen. Manus.: Joel Coen, Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. Klip: Joel Coen, Ethan Coen. Musik: Carter Burwell. Medv.: Michael Stuhlbarg, Richard Kind, Fred Melamed, Sari Lennick, m.fl. Spilletid: 102 min. DK-dist.: SF Film. Set på DVD.

Flere læsere har efterlyst links til mine anmeldelser fra avisens online-udgave, så jeg vil frem over samle links til anmeldelser fra fyens.dk på Filmkavalkaden for et par uger ad gangen. Så slipper du for at lede efter dem på sitet, for et typisk argument har været, at sitet er uoverskueligt og man ikke ved, hvor man skal kigge.

Her en håndfuld DVD reviews fra uge 9 og 10: Jacob Bitsch' danske komediedrama "Camping" (Sandrew Metronome) http://www.fyens.dk/article/1556294:Film--Soergmunter-komedie, Kathryn bigelows Oscar-belønnede krigsfilm "The Hurt Locker" (Nordisk Film), http://www.fyens.dk/article/1556347:Film--Moed-soldaterne-i-oejenhoejde, Steven Soderberghs sære og lidt krævende fødevareindustrikomedie "The Informant" (Warner), http://www.fyens.dk/article/1556293:Film--Let-fordoejelig-komedie, Duncan Jones' fremragende science fiction "Moon" (Pan Vision), http://www.fyens.dk/article/1549894:Film--Staerkt-sevaerdig-sci-fi, den computeranimerede apokalypse-sci-fi "9" (Sandrew Metronome), http://www.fyens.dk/article/1548631:Film--Jordens-fascinerende-undergang og endelig den uartige "Jomfruen og Menneskedyret" (Another World Entertainment) http://www.fyens.dk/article/1550520:Film--Berygtet-skandalefilm-nu-paa-dvd.

Nick Vallelongas simple hævnfilm fremstår som prototypen på en dårlig actionfilm af den type, man finder frem lørdag formiddag, når hovedet dunker af tømmermænd og skriger på cola og grillsnask. Men undervejs sker der noget mærkeligt. Man kommer til at holde af karaktererne og - vigtigst af alt - bekymrer sig efterfølgende også for, hvad der mon skal ske. Også selv om Vallelongas instruktion er uinspireret og farveløs og Paul Sloans manuskript tramper rundt i genrens allerværste klicheer. At filmen fungerer må være skuespillernes fortjeneste. Alle spiller røven ud af bukserne, hvilket uden tvivl giver denne lille, ellers ganske anonyme og uinteressante genrefilm et nydeligt løft. Der er rutineprægede, hæderlige præstationer fra de gamle arbejdsheste Tom Berenger, William Forsythe og Tom Sizemore, men særligt gode er gamle Michael Biehn og søde Amanda Brooks (som i hvert fald i mine ører overbevisende håndterer en klingende London-accent). De er glimrende som håndlangere, der fortrænger irritationen over at være overgangsterens skødehunde med småkæresterier.

Til gengæld virker Stana Katic (kendt fra tv-serien "Castle") en anelse fejlcastet i hovedrollen som den iskolde hitman (woman?) Raina, der i bedste "Kill Bill"-stil pløjer sig gennem gangsterunderverdenen som en varm kniv gennem smør. Troværdig i de scener, hvor der ikke kræves meget andet end øretæver, actionkoreografi og simpel posering, men det kniber når der skal vises følelser. Paul Sloan, som også har stået for filmens manuskript, er ganske effektiv som strømer, der er dybt i lommen på gangsteren Virgil Vadalos (Berenger) og hyres til at finde Raina, inden hun (igen) jager en kniv i røvhullet.

Omslaget til Warners DVD-release angiver billedratio til 1,78:1, men filmen gengives korrekt i OAR 2,35:1. Derudover er billedkvaliteten ikke prangende, men for en film af denne kaliber går det såmænd nok an. Lydsporet er i enten Dolby Digital 2.0 eller DTS 5.1.

Det er altid rart, når filmselskaberne vælger at genudsende ældre filmtitler i fine nye udgaver til hjemmebiografen. John Guillermins småselvhøjtidelige, tunge, gammeldags, men også ganske fornøjelige og robuste skyskraberkatastrofefilm "The Towering Inferno" har fået kongebehandlingen af Warner Bros. Entertainment, som har udsendt filmen i en laber 2-disc release med alt, hvad hjertet kan begære, hvis man som undertegnede er en hund efter solide katastrofefilm af ældre dato. Altså den type, der gør brug af miniaturer, optiske effekter og kulisser med en fysisk fremtoning frem for den slags ufarlige, computergenerede effekter, som dominerer genren i dag.

Manuskriptet, baseret på bøgerne "The Tower" og "The Glass Inferno", er måske ikke det mest sindsoprivende, og følger katastrofegenrens regler til punkt og prikke ligesom den underliggende mismodige atmosfære og pessimistiske tone, der vender efterkrigstidens teknologioptimisme på hovedet, svært lader sig strække ud over den 158 minutter lange film. Alligevel er det ikke rigtig til at stå for det imponerende galleri af stjerner, der i hvert fald i min optik gør filmen ekstra seværdig. Især Paul Newman og veteranen William Holden yder glimrende pingpongspil i rollerne som arkitekt og entreprenør, der ser deres skabning (og en masse mennesker) gå op i røg på åbningsaftenen af den uhyrlige hightech-skyskraber.

Redningen kommer i form af Steve McQueen. Gravalvorlig og hærdet i rollen som San Franciscos brandchef, der iværksætter en sindrig plan, hvor han vil sprænge bygningens vandreserver i toppen. Det vil sandsynligvis slukke ilden, men så er der til gengæld også gode chancer for at de mange stakler fanget i bygningen drukner, skylles ud af vinduerne eller bliver mast af faldende murbrokker.

"Det tårnhøje helvede" (Originaltitel: "The Towering Inferno"), USA 1974. Instr.: John Guillermin. Prod.: Irwin Allen. Manus.: Sterling Silliphant baseret på Richard Martin Sterns "The Tower" og Thomas N. Scortias "The Glass Inferno". Foto: Fred J. Koenekamp. Klip: Harold Kress, Carl Kress. Musik: John Williams. Medv.: Steve McQueen, Paul Newman, William Holden, Faye Dunaway, Fred Astaire, Susan Blakely, Richard Chamberlain, Jennifer Jones, O.J. Simpson, Robert Vaughn, Robert Wagner, m.fl. Spilletid: 158 min. DK-dist.: Warner. Set på DVD.

De fleste danske distributører af film til hjemmebiografen satser på nyheder. Fint nok, men hvad med alle os, der rent faktisk også holder af film af ældre dato? De store selskaber målretter deres markedsføring mod aktuelle titler og udsender spredt en klassiker fra bagkataloget i ny og næ. For blot fem-seks år siden så det sjovt nok anderledes ud. Masser af spændende film fra bagkataloget, mens der i dag primært satses på nye film, der isagens natur er lette at sælge. Det er sikkert (også) finanskrisen skyld.

Et af de små danske selskaber som målrettet går efter at udsende ældre film på det danske DVD-marked er Another World Entertainment. I mange anmelderes øjne associeres selskabet med splatter og patter, men det er altså en sandhed med modifikationer. AWE-gutterne har givet os bagkatalogfilm af filmskabere som Andrej Tarkovskij, Mika Kaurismaki, Christian Braad Thomsen, Vittorio De Sica, Pier Paolo Pasolini. Og det er der altså ingen af de store selskaber, der kan prale af.

Nu udsender selskabet så tre af den franske filminstruktør Francois Truffauts senere film, "Bruden var i sort" (1968), "Den falske brud" (1970) og "Manden der elskede kvinder" (1977). Forvent omtale af udvalgte titler på filmkavalkaden lige så snart filmene lander i butikkerne.

Besøg AWE på websitet http://www.anotherworldent.com

En pensioneret og fraskilt CIA-agent (Liam Neeson) får brug for alt, hvad han har lært i tjenesten da datteren bliver nappet (ikke nappet som i kidnappet, men nappet som i brugt i hvid slavehandel) under en rejse gennem Europa. Knap er tøsen og veninden ankommet til Paris før de antastes af en flink ung fyr, der lokker deres opholdsadresse ud af pigerne. En time senere er de begge i kløerne på albanske gangstere. Farmand er ond i sulet og iværksætter sin egen redningsaktion og forsøger at opspore pigerne inden de sendes af sted til Østeuropa.

"Taken" er simpel, ensporet actionunderholdning, der ikke uventet fik den samlede danske anmelderstab på nakken da den kort var oppe at vende i de danske biografer. Negativt ladede ord som indpakket racisme, grufuld og uinspireret haglede ned over filmen, og medgivet, der er ikke mange nuancer at komme efter, men i det rette humør er det rart med en hævnfilm, der målrettet går efter at udradere så mange badguys som muligt. Den slags ser vi efterhånden meget sjældent, fordi nutidens maskuline helte skal fremstilles som komplekse, følsomme mænd i krise og helst ikke skal fremstå alt for afstumpede og usympatiske.

I bund og grund er der tale om en cautionary tale - en slags moderne "Rødhætte og ulven"… en af filmens figurer læser sågar højt af Grimm-brødrenes kanoniserede folkeeventyr - hvor jægeren (Neeson) skal redde tøsen, som til gengæld får sig en livslektion, hun sent glemmer: Du må nok hellere høre på, hvad mor og far siger! Manden med kameraet er franskmanden Pierre Morel. En god actionfilmhåndværker, der stod bag den beslægtede "District B13" og har signeret den kommende "From Paris with Love" og eftersigende skulle være ombord på det kommende remake af Frank Herberts "Dune".

"Taken", Frankrig 2008. Instr.: Pierre Morel. Prod.: Didier Horarau. Manus.: Luc Besson, Robert Mark Kamen. Foto: Michel Abramowicz. Klip: Frédéric Thoraval. Musik: Nathaniel Mechaly. Medv.: Liam Neeson, Leland Orser, Maggie Grace, Famke Jannsen, Olivier Rabourdin, m.fl. Spilletid: 91 min. DK-dist.: Scanbox. Set på DVD.

Både John Goodman og Tommy Lee Jones er bogstaveligt talt forfriskende usminkede i Bertrand Taverniers hæderlige filmatisering af James Lee Burkes kriminalroman med den mystiske og pirrende titel ”In the Electric Mist with Confederate Dead” (DK=”Genfærdsgeneralen”), der så vidt jeg kan se er den sjette bog i romanrækken om strømeren Dave Robicheaux. Goodman ligner en sæk lort og Jones en gammel nedslidt cowboysaddel, men det matcher fint stemningen og den afslappede, realistiske (europæiske) tone i dette lille krimidrama, der udspilles i New Orleans og de omkringliggende sumpområder.

Plottet åbner da et filmhold (hold øje med en lille cameorolle af instruktøren John Sayles som gnaven filminstruktør) som skyder en film om borgerkrigen i sumpene opdager et opløst lig i lænker. Der væves tråde til Robicheaux barndom og snart er det ikke kun en seriemorder, der dræber unge prostituerede, som plager ham, men også nogle mærkværdige syner af gamle sydstatssoldater.

Jeg kan ikke hævde, at jeg har set mange af Taverniers film, men det er blevet til et par thrillerdramaer fra 90’erne, mest interessant var ”L627: Gadens lov”, samt den fascinerende sci-fi-drama-hybrid ”Deathwatch” fra 1980. ”In the Electric Mist” indfriede mine forventninger til filmen, men jeg var et eller andet sted glad for, at jeg på forhånd var forberedt på instruktørens afdæmpede stil.

Er man stor fan af poleret, hårdtslående amerikansk krimi med dramatisk schwung og æstetisk lir, bør man nok styre udenom Taverniers film, men var ”The Three Burials” og ”No Country for Old Men”s misantropiske stemning og adstadige tempo lige noget for filmtænderne, så kan jeg anbefale, at man ved lejlighed giver ”In the Electric Mist” et kig. I hvert fald er denne meget bedre end den elendige Robicheaux-filmatisering "Besat af fortiden", hvor 90'er-ikonerne Alec Baldwin og Eric Roberts kæmpede en ulige kamp om, hvem der formåede at fremstå mest karismaforladt.

Hannibal Lecter-figuren fik efter "Ondskabens øjne" for alvor fat i publikum og gjorde filmene baseret på Thomas Harris' bøger til massive blockbusters. Der er ingen tvivl om, at Anthony Hopkins har en umådelig karisma, der klædte karakteren, men især Peter Webbers "Hannibal Rising" og Ridley Scotts "Hannibal" gav indtrykket af, at figurens popularitet skulle malkes, hvilket betød at filmene bød på mere Hannibal og mindre troværdighed og trak historierne ud hinsides enhver narrativ troværdighed. Måske allerværst, betød de mange udtømmende fabler om den gode doktor Lecter, at figuren blev drænet for uhygge. Nu var han pludselig et monster, vi skulle have sympati med.

Harris' første bog med Lecter, "Den røde drage", blev sågar genindspillet af Brett Ratner i 2002, hvor Hopkins overstrålede både Ralph Fiennes og Edward Norton i de egentlige hovedroller. Vil man se en bedre filmatisering af "Den røde drage", kan man jo gå tilbage til Michael Manns fremragende og vildt stemningsfyldte "Manhunter" fra 1986. Slutningen er justeret, så filmen ikke benytter bogens effektive twistslutning, men jeg tror, man skal læse bogen for at regne ud, hvorfor det ikke fungerer på film. Mere skal jeg ikke røbe her.

William Petersen (nok bedst kendt fra "CSI", hvor han spiller en lignende rolle) giver en flot præstation som den tidligere FBI-agent Will Graham, der hentes ind for at fange seriemorderen The Toothfairy (Tom Noonan), som har slagtet to familier og ved næste fuldmåne givetvis vil udradere en tredje. Undervejs forsøger Graham at få hjælp af Lecter (her spillet af Brian Cox), som uventet leder The Toothfairy på sporet af Grahams familie.

Filmen er flot, køligt uhyggelig og ganske spændende. Fokuserer indledningsvis på efterforskningen, men hen mod slutningen kammer filmen over i Manns karakteristiske maleriske billeder og omfattende brug af musik i de mange langsomme scener lige inden konfrontationen. Men det fungerer og synes at binde filmen sammen på en poetisk måde.

Universals danske udgivelse skulle være identisk med biografudgaven. Amerikanske Anchor Bay Entertainment har udgivet en 2 disc-dvd med et længere "director's cut" af filmen.

"Manhunter", USA 1986. Instr.: Michael Mann. Prod.: Dino De Laurentiis, Richard Roth. Manus.: Michael Mann efter Thomas Harris' roman "The Red Dragon". Foto: Dante Spinotti. Klip: Dov Hoening. Musik: Michael Rubini. Medv.: William Petersen, Kim Greist, Joan Allen, Dennis Farina, Tom Noonan, Brian Cox, m.fl. Spilletid: 90 min. DK-dist.: Universal. Set på DVD.

Er man interesseret i amerikanske komedier, skal man nok have befundet sig på en anden planet for ikke at have lagt mærke til canadieren Seth Rogen, der på rekordtid har opbygget en enorm status inden for genren. Ved første øjekast ligner den kraftige Rogen ikke det mest oplagte stjernemateriale, men der er unægteligt noget yderst sympatisk og velkendt ved hans ’min lidt mærkelige, men godmodige ven’-fremtoning. Ligesom kollegaen Jason Segel formår han at kombinere sin afdæmpede naturlighed (og fint doserede vulgariteter som i ”Pineapple Express”, hvor han kort og kontant forklarer karmabegrebet: Enten kommer du tilbage som en analkugle eller Jude Law. Dit valg!) med perfekt komisk timing, og den slags kommer man altså temmelig langt med.

Selvfølgelig er Rogen som alle andre afhængig af et godt manuskript, hvilket den kun halvt vellykkede ”Funny People”, hvor Rogen spiller over for Adam Sandler, er et godt eksempel på. Heldigvis bød sidste år også på mandens ind til videre bedste film, stoner-komedien ”Pineapple Express” (titlen refererer tl noget særligt godt pot), der desværre ikke kom op i de danske biografer. Hvor ”Funny People” er en løs, ubesværet komedie, som krampagtigt holder fast i en handling, er ”Pineapple Express” befriende vanvittig, anakistisk og løs i seletøjet hele vejen.

Filmen er optaget umiddelbart efter ”Superbad”. Sony hade godt nok rynket på næsen af det grimme sprog og det massive potforbruget, men dagsoptagelserne fra ”Superbad” (som de heller ikke fattede en skid af) var så gode, at de gav grønt lys for projektet. Rogen beskriver på DVD’ens bonusmateriale filmen som hans svar på ”Superbad”s quest efter alkohol. Her er det supergræs, der er udgangspunkt for handlingen om to slackeres (Seth Rogen og James Franco, der er forbavsende god som stoner) problemer da den ene ved et uheld overværer likvideringen af en pusher, der sælger supergræs fra regeringens tophemmelige stof-eksperimentarium. Et skod med superpotten fører gangsteren Ted (Gary Cole fra tv-serien ”En stemme i natten”) på sporet af de to bongsugende tabere, og så går den vilde og uforudsigelige potjagt.

Andre Rogen-film du bør se (når du har været nede at leje ”Pineapple Express”) er ”Knocked Up”, ”Superbad” og ”Observe and Report”, hvor Rogen viser lidt mere tænder end vi tidligere har set. Et herligt spin på ”Taxi Driver” og politisk ukorrekt på den befriende og let tankevækkende måde.

"Pineapple Express", USA 2008. Instr.: David Gordon Green. Prod.: Judd Apatow, Shauna Robertson. Manus.: Seth Rogen, Evan Goldberg. Foto: Tim Orr. Klip: Craig Alpert. Musik: Graeme Revell. Medv.: Seth Rogen, James Franco, Danny McBride, Kevin Corrigan, Craig Robinson, Gary Cole, Rosie Perez, Ed Begley Jr., m.fl. Spilletid: 112 min. DK-dist.: Sony Pictures. Set på DVD. Tre gange!

Jeg er nogenlunde kommet mig over alderen, hvor jeg rigtig giver den gas og drikker mig fra sans og samling. Men traditionen om at se en rigtig tømmermændsfilm d. 1. januar hænger ved. Blackout eller ej. Det skal helst være en af den slags film, hvor man kan nå at hente cola, burger eller gå på toilettet uden at gå glip af noget. Uden for mange krav til hjernecellerne. Gerne med masser skyderi og eksplosioner hvert femte minut. Alternativt kan man nyde en rigtig fjollet komedie med sjofel humor og hele molevitten.

En af de mere begavede af slagsen, og absolut en af 2009's bedste komedier, er Todd Phillips fremragende komedie om fire fyres (energisk og medrivende spil af Bradley Cooper, Ed Helms, Justin Bartha  og især Zach Galifianakis) hardcore-polterabend i syndens hovedstad.

Selvfølgelig med de oplagte ingredienser: strip, spil, stofmisbrug, gangstere og vægtilvæg-druk, men også med nogle vilde, anarkistiske drejninger. Hvad med en uidentificeret baby glemt i et skab, en tiger fanget på et toilet, eller politiets sindssyge børneundervisning, hvor poderne får lov at øve sig med tasers på de stakkels fyre?

Slutningen bevæger sig ind i rimeligt konventionelt terræn, men i bund og grund er filmen velfungerende og fanger fint desperationen og den selvdestruktive, fladpandende frihedstørst, der eksploderer lige inden voksenalderen, normaliteten og kedsomheden sætter ind.

Phillips debuterede med den opsigtsvækkende dokumentarfilm "Hated" om chokpunkeren G.G. Allin, men var også manden bag "Old School", en af mine favoritkomedier fra nullerne. "The Hangover" er en fin tilføjelse til Phillips' CV og bestemt en film, man bør tjekke ud, hvis man er til anarkistiske komedier for drengerøvene.

"Tømmermænd i Vegas" (Originaltitel: "The Hangover"), USA 2009. Instr.: Todd Phillips. Prod.: Daniel Goldberg, Todd Phillips. Manus.: Jon Lucas, Scott Moore. Foto: Lawrence Sher. Klip: Debra Neil-Fisher. Musik: Christophe Beck. Medv.: Bradley Cooper, Ed Helms, Zach Galifianakis, Justin Bartha, Heather Graham, m.fl. Spilletid: 100 min. DK-dist.: Warner. Set på DVD.

I denne måned bliver der skrevet meget om, hvad der karakteriserede 00’erne. Ofte er det negative og bitre skyts blevet fundet frem, når folk skal beskrive, hvad der meget rammende er blevet kaldt illusionernes årti. IT og dot.com-boble, der bristede, overophedet boligmarked, reality-shows, finanskrise, flopklimamøde og et uendeligt antal talentløse talenshows i tv. Sådan kunne man blive ved. De kritiske stemmer fylde meget i klummerne rundt omkring.

Og de fleste har givetvis ret, men der er noget, man har overset! For fanden, hvor var nullernes filmplakatkunst uinteressant. Som med så meget andet er det en sandhed med modifikationer, for selvfølgelig er der nogle flotte imellem (se plakaten til "Universets sidste dage" her og galleriet længere nede). Måske er det bare fordi jeg samler på biografplakater, men jeg vil i hvert fald især huske 00’erne for de mange uinteressante, illustrative biografplakater, der ikke har anden funktion end at være forløber til dvd og blu-ray omslagene. Tiderne, hvor man designede særlige plakater til både biograf og dvd er stort set forbi. Med mindre filmen floppede gevaldigt i biografen. Så forsøger man sig med ny omslagsgrafik på dvd'en.

For mange mennesker er biografplakater simpel information. Hvad hedder filmen? Hvem er med? Men for plakatsamlere må der gerne være andet. En sjov slaglinje (som fx "House of 1000 Corpses" der havde den hylemorsomme "Kvinder er fra Venus - Mænd bli'r til fars!"), en ekspressiv font til selve filmtitlen og et kunstnerisk strejf over kompositionen, så vi ikke bare får en kedelig opstilling af hovedrolleindehavernes ansigter med nogle computergenerede planeter, en eksplosion eller et lille udsnit fra handlingen i baggrunden. Plakaten må også gerne formidle filmens atmosfære eller tema og så at sige plante en stemning (som ikke bare er en lille scene fra filmen puttet ind under Sam Worthingtons svævende hoved) i publikum allerede inden de har set filmen.

Jeg har skrevet en lidt længere artikel om fænomenet i Fyens Stiftstidende i NU kulturtillægget d. 24. december. Kig på den (http://www.fyens.dk/article/1391551:Film--Nullernes-grimme-filmplakater (kræver abonnement) og http://www.fyens.dk/article/1391560:Film--Her-er-de-flotte-plakater (kan ses af alle)) og lad mig her høre dit bud på dårlige (og gode) filmplakater fra nullerne. Her er et par af dem, jeg personligt synes var interessante og havde lyst til at have hængende: Tideland, Universets sidste dage, Superman Returns, Super Size Me, Transformers: De faldnes hævn, Hundedage

Tyske Werner Herzog er en fascinerende filmskaber. Lige som man tror, manden har solgt ud og med bange anelser forventer en strømlinet Hollywood-produktion med stjerner, patriotisme og hele svineriet, leverer han mod enhver forventning et afdæmpet krigsfangedrama, der på trods af (eller måske netop på grund af), sin enkelhed formår at få de store følelser og ægte glæde i spil hos publikum.

Sådan oplevede jeg i hvert fald "Rescue Dawn", Herzogs dyreste film til dato, og en slags appendiks til instruktørens dokumentarfilm "Little Dieter Needs to Fly" fra 1996 om den tyske dreng Dieter Dengler, der udsættes for et tilfældigt bombetogt af amerikanske fly under Den Anden Verdenskrig. Flyene missede pga dårligt vejr deres mål og for at have brændstof nok til tilbageturen mod England, droppede de deres bomber over Schwarzwald i Sydtyskland. Her boede Dieter Dengler med sin familie i en lille landsby og et splitsekund fik han øjenkontakt med en amerikansk jagerpilot, der suste forbi over landsbyen. Fra de øjeblik måtte lille Dieter ganske enkelt bare flyve.

Senere fløj han særlige bombemissioner for amerikanerne, men blev skudt ned over Laos i 1966, hvor han efter et grusomt ophold i en fangelejr undslap fangenskab og flygtede sammen med en lille håndfuld venner. Og det er denne sidste del af historien om Dengler, filmen fortæller.

Herzog skyder materialet med en utrolig autenticitet. Filmen er berømt for dens orme og slangespisningsscener, hvor Christian Bale sætter vaskeægte, rå, levende dyr til livs. Ikke medtaget for chokværdi, men fordi, som instruktøren overbevisende fortæller på DVD'ens bonusmateriale, filmmediet efterhånden er kommet så langt ud i sin brug af specialeffekter og CGI, at han ønsker at føre mediet tilbage til noget ægte: Back to, where the audience can believe their own eyes.

Det er ikke kun slangespisningen, der virker autentisk, men hele filmen har en afklarethed, enkelhed og sandhed over sig. Den slags ser man efterhånden sjældent. Men det er ikke bare fordi man føler med det fremragende hold skuespillere, hvor Bale, Steve Zahn og Jeremy Davies er uovertrufne, men fordi hver eneste af filmens frames synes skrabet ned til det vigtigst: Karakteren. Og dennes oplevelse af verden. Cheffotograf Peter Zeitlinger fortæller på bonusmaterialet, at de havde smart filmudstyr, kraner, dollys og hele molevitten af filmteknisk guf til deres rådighed på settet, og hver gang han ønskede at lave noget æstetisk eller fancy, slog Herzog bare en hånlatter op: Sæt stativet der, så filmer vi på stedet: Som filmskaber må det kræve kæmpenosser ikke at lade sig friste af de filmtekniske lækkerier. Respekt.

Krigsfilm og krigsfangegenren er svær, fordi den ofte politiserer sit emne og forfalder til et simpelt for eller imod. "Rescue Dawn" fungerer (især) fordi den aldrig fjerner fokus fra hovedpersonen. Den glæde vi føler ved Dieters redning fra strabadserne i junglen er ægte fordi den ikke er manipuleret og knyttet til staten eller nationen, men til individet. Vi glædes, ikke fordi det er de gode, der vinder, men fordi vi oprigtigt føler med Dieter som person og ikke bare som en marionet i et sæt synspunkter om en konflikt, der alt for tit bruges af filmskaberne til at komme med klichéfyldte statements om verden og livets urimelighed.

Dokumentarforlægget, "Little Dieter Needs to Fly", vises i øvrigt på DR2 lørdag den 12. december 2009. God fornøjelse. Det er i sig selv en pragtfuld film, men når man ved, at der findes en dramatisering af stoffet, kommer man altså ikke rigtig udenom "Rescue Dawn" bagefter.

"Rescue Dawn", USA 2006. Instr.: Werner Herzog. Prod.: Harry Knapp, Elton Brand, Steve Marlton. Manus.: Werner Herzog. Foto: Peter Zeitlinger. Klip: Joe Bini. Musik: Klaus Badelt. Medv.: Christian Bale, Steve Zahn, Jeremy Davies, Zach Grenier, Marshall Bell, m.fl. Spilletid: 125 min. US-dist.: MGM. Set på DVD.

Jeg havde ikke de store forventninger til David Ayers "Harsh Times". Omslaget signalerede barsk bandedrama (ikke ligefrem den slags, jeg forbinder med Christian Bale) og den foromtale, jeg havde læst på filmen gav indtrykket af et værk, der modigt, men måske ikke helt vellykket blandede uforenelige elementer i en uskøn, men medrivende pærevælling.

"Harsh Times" er Ayers debut som instruktør og på samme måde som manuskripterne til "Training Day" og "Dark Blue" komprimeres dramaet og følelserne ned i en fortættet, eksplosiv handling, der udspilles i et lille, lukket miljø inden for et relativt kort tidsrum. Det er en form, der stiller store krav til både instruktør og skuespillerne. Men når det gøres rigtigt kan det resultere i absolut fremragende film, som fx Scorseses "Gaden uden nåde", der sitrer af lige dele vildskab, autenticitet og improvisation. En film, Ayer tydeligvis har skelet til under udarbejdelsen af "Harsh Times".

Helt så god er "Harsh Times" dog ikke. Handlingen er ganske rigtigt et miskmask af miljøer, hvor vi slingerer ud og ind ad soldatermiljøet, bandelivet med sprut, stoffer og våben og to unges mænd hverdag med håb for fremtiden og kamp med de ar livet har givet dem. Centrum i fortællingen er Jim (Christian Bale) og Miguel Alonzo (Freddy Rodríguez). Et par gamle homies, der er vokset op i et af LA's hårde nabolag, hvor røveri og skyderier er naturlige dele af hverdagen. Mike har lovet kæresten at finde et job, men vil hellere cruise med sin ven, Jim, der er ekssoldat fra en specialstyrke i Afghanistan. Jim drømmer om at blive gift med kæresten fra Mexico, men fortiden som dræbermaskine i forsvaret forpligter og staten ønsker ham med på et hold, der skal rydde op i Columbia.

Indledningsvis havde jeg store problemer med troværdigheden i hele setuppet. Og alene Bales alder i forhold til den karakter han spiller, fik det hele til at knirke faretruende. Filmens figurer og miljø klikkede ikke rigtigt, men som altid med Bale lever manden sig fuldstændig ind i karakteren, og efter en halv times tid er man suget ind i dramaet uanset om det ikke klinger helt autentisk. Det fancy kameraarbejde, specialeffekter med kugler i slow motion og de upassende redigeringstricks kunne man have sparet sig. Det får filmen til at fremstå svagere end den er og fjerner fokus fra det, det i virkeligheden drejer sig om, nemlig karaktererne og deres dilemmaer.

Se den for Bale og Freddy Rodríguez, der er fremragende i de to hovedroller og formår at løfte det ujævne materiale til et acceptabelt, ja, endda ofte ganske intenst, niveau.

”Harsh Times", USA 2005. Instr.: David Ayer. Prod.: Andrea Sperling, David Ayer. Manus.: David Ayer. Foto: Steve Mason. Klip: Conrad Buff. Musik: Graeme Revell. Medv.: Christian Bale, Freddy Rodríguez, Eva Longoria Parker, Chaka Forman, Tammy Trull, Michael Monks, J.K. Simmons, m.fl. Spilletid: 85 min. DK-dist.: Nordisk Film. Set på DVD.

Nils Malmros spillefilm er langt om længe blevet samlet i et labert bokssæt med ikke mindre end ni DVD'er med overvejende gode film fra en af Danmarks allerstærkeste, nulevende filmskabere.

Instruktøren hører til blandt undertegnedes favoritter, når vi taler danske filminstruktører. Hvorfor? Først og fremmest er Nils Malmros en mester i at skildre verden gennem unge og barnlige øjne. Instruktørens film rammer plet i beskrivelsen af ungdommens frigørelsestrang og børnefællesskabets konflikter, ritualer og hakkeordener.

Malmros stærke empati med figurerne får vores egne barndomserindringer til at boble op til overfladen, og de fleste af instruktørens film er faktisk ganske barske sager, der ikke ser med milde øjne på barndomsårene. Forsøget på at passe ind i fællesskabet er præget af angst, og teenageårenes løsrivelse er ofte præget af stærke, negative følelser som jalousi, overbeskyttelse og misundelse.

Bokssættet er på gaden den 24/11-2009

Den lille danske DVD-distributør Another World Entertainment har klaret modgang med oprejst pande og udgivet langt flere titler end jeg nogen sinde havde regnet med siden selskabets fødsel tilbage i 2006. De er et forfriskende alternativ til de eksisterende DVD-udbydere og har beriget markedet med obskure og glemte perler lige fra kunstfilmsærheder, kulsorte spekulationsfilm, spaghettiwesterns, underlødige krigsfilm, splattede kannibaler og kødædende, billige zombier.

Selskabet synes at de gængse erotiske film er en anelse kedelige og har derfor valgt at søsætte en sub-label med pornografi, der ikke er af den polerede, hjemmevideofilmede, nutidige slags. Som distributøren så smukt beskriver det på hjemmesiden: "... film fra dengang kvinder havde hår mellem benene, film med feministisk tilsnit, klassikere og film med alternativ erotisk vinkling."

Den første release bliver den danske pornopioner Ole Eges antologifilm "Pornografi" (1971) med bonusdyresexfilmen "A Summer Day" (med Ornepigen Bodil Joensen). Lige i kølvandet følger Mia Engbergs feministiske "Dirty Diaries". Hold øje med dem, hvor du normalt køber kvalitetsfilm.

Tjek selskabets hjemmeside på www.pinkflamingoentertainment.com

Clint Eastwood er nok bedst kendt for sine barske hovedroller, hvor der gavmildt deles øretæver og varmt bly ud. Men med "Gran Torino" om den hårdhudede soldaterveteran Walt Kowalski, der tørner sammen med nabolagets unge gangstere, vinkede gamle Eastwood endegyldigt farvel til skuespillerens klassiske barske fyr-figur. Det granithårde ydre skjulte naturligvis en blød mand, der ikke kunne pløkke bandemedlemmer ned i koldt blod. Tidens selvtægt og mainstreamvold er eftertænksom og samvittighedsfuld. Og filmen var måske en anelse for forudsigelig og moraliserende, men den havde god humor og Kowalski-figuren var lige i skabet.

Anderledes hård og en anelse rutinepræget er John Sturges' western "Joe Kidd" fra 1972. Egentlig minder den en smule om ”Gran Torino” idet Eastwoods karakter, den tidligere dusørjæger Joe Kidd, tvinges til at vælge side i en 'nabolagskonflikt', hvor uskyldige kommer i klemme i et 'bandeopgør'.

Handlingen udspiller sig om Joe, som hyres til at forfølge den mexicanske forbryder Luis Chama (John Saxon), der har stjålet heste fra Joes ranch og er en torn i øjet på kvægmogulen Harlan (Robert Duvall). Harlan har dog ikke rent mel i posen og snart indser Joe, at han har valgt den forkerte side.

Stilen er klassisk Eastwood, hvor modstand klares med tørre tæv og varmt bly. Som det hører sig til for den slags, er helten indledningsvis passiv i konflikten, men da uskyldige fanges i krydsilden og Harlan truer med at dræbe uskyldige i en lille mexicansk bjergby, tager han side og renser ud blandt Harlans folk en efter en. Fotograferingen er skarp og flot og tonen alvorsfuld uden at virke tung. Bestemt ikke så svag og uinteressant som mange anmeldere har kritiseret den for at være. Så er man fan af Eastwood og Sturges, er den bestemt et kig værd.

“Joe Kidd”, USA 1972. Instr.: John Sturges. Prod.: Sidney Beckerman. Manus.: Elmore Leonard. Foto: Bruce Surtees. Musik: Lalo Schifrin. Klip: Ferris Webster. Medv.: Clint Eastwood, Robert Duvall, John Saxon, Don Stroud, Stella Garcia. Spilletid: 85 min. UK-dist.: Universal. Set på DVD.

Gangsteren Mary Ann (Gene Hackman) har for mafiapenge opbygget et kvægimperium og menneskehandel med dopede purungepiger i Kansas City: ”Cow flesh, girl flesh... it’s all the same to me!, praler han over for Chicago-gansteren Nick Delvin (Lee Marvin), der med en håndfuld gangsterdrenge er kommet på landet for at sætte den opsætsige gangster på plads.

Tidligere mafiagorillaer er blevet lavet til hakkekød (ses i den opsigtsvækkende kreditsekvens) og sendt hjem med en lille hilsen vedhæftet. Delvin har besluttet sig at sætte hårdt mod hårdt, så han tager teenagepigen Poppy (Sissy Spacek) med som ’garanti’ indtil den halve million dollars falder. Ingen er tilfredse med løsningen og forude venter et drabeligt opgør med Mary Ann og hans klamme, pølsegnaskende slagterbror Weenie (Gregory Walcott).

”Prime Cut” har helt sikkert virket vovet, da den udkom. Spændende og anderledes, at en mainstream-gangsterfilm tager emnet om børneprostitution op, men der er sikkert en del, der har følt sig stødt over den antydede romance mellem Delvin og Poppy. Aldersforskellen (mellem Marvin og Spacek) må være omkring 25 år. Det er et element, flere anmeldere har påpeget, men jeg synes nu mere forholdet mellem dem fremstår som et far-datter-forhold. Man skal huske på, at der i filmen også kører et mand/kvinde-magtkampsspil mellem Delvin og ekskæresten Clarabelle (Angel Tompkins).

Jeg elsker gangsterfilm fra 60’erne og 70’erne. Især når de som ”Point Blank- Alcatraz-morderen” (ligeledes med Marvin) og ”Gør Carter kold” sitrer af nervøs energi, detaljeret miljøbeskrivelse og autenticitet. Autenticiteten i ”Prime Cut” undermineres en anelse af, hvad der tydeligvis er kulisser og props. Scenen, hvor land-mod-by-tematikken sættes på spidsen, da majetærskeren æder gangsternes bil, mister lidt af pusten, da majetærskeren tydeligvis ikke er en vaskeægte landbrugsmaskine. Faktisk har den mere til fælles med den mekaniske haj i ”Dødens gab”.

Kulisseødelæggelsen af landbruget i finalen er stor og larmende, men egentlig ikke ret overbevisende. Hvorfor skal bygangsterne alle være i jakkesæt og slips mens bonderøvene (med undtagelse af Hackman) spæne rundt i smækbukser og bar overkrop? Så vi kan se forskel på dem, naturligvis! Den slags småskavanker får en ellers fin og stramt fortalt film til at virke unødvendigt fjollet og kunstig.

Gensynet med Howard Hawks’ “El Dorado” blev også genforeningen med en af barndommens favoritter. Jeg har aldrig været decideret hardcore-fan af western-genren, men ”El Dorado”, i øvrigt en løs genindspilning af Hawks’ egen ”Rio Bravo” fra 1959, synes jeg var knaldgod som 12-årig, og den var længe en af mine favoritter.

”El Dorado”, USA 1966. Instr.: Howard Hawks. Prod.: Howard Hawks. Manus.: Leigh Brackett meget løst inspireret af Harry Browns roman “The Stars in Their Courses”. Foto: Harold Rosson. Musik: Nelson Riddle. Klip: John Woodcock. Medv.: John Wayne, Robert Mitchum, James Caan, Charlene Holt, Paul Fix, Arthur Hunnicutt, Edward Asner, Christopher George. Spilletid: 121 min. UK-dist.: Paramount. Set på DVD.

Forleden fik vi en højst besynderlig vækning klokken fem om morgenen: - Heigh-hoooo, Heigh-hoooo... Heigh-ho, heigh-ho, nu skal vi hjemad gå, sang vores femårige datter ved siden af sengen. Frisksom en havørn.

Og så forlangte hun ellers at gense David Hands (produceret af Walt Disney) "Snehvide og de syv dværge", som hun tryllebundet havde set aftenen før. Nu var det tid til igen at besøge Snehvide, den onde stedmoder, det magiske spejl, heksen med det forgiftede æble og de charmerende syv (små) dværge: Flovmand, Søvnig, Brille, Gnavpot, Lystig, Dumpe og Prosit.

Større anerkendelse kan en animationsfilm vist ikke få. Hvis min datter tog det stunt hver morgen var det en anden sag, men hun har aldrig udvist så stor fascination og genfortælleglæde ved nogen film ud over Disney studiets "Pinoccio" og "Tornerose". Og når man så tænker på, at filmen efterhånden har en del år på bagen, og vores børn er proppet med lidt af hvert, siger det noget om kvalitetsniveauet i Disneys tidlige klassikere. Man snakker meget om, at de gamle film ikke længere kan fængsle ungerne fordi de er vant til film i et helt andet gear, men efter at have set min datter forstenet foran filmene, køber jeg den ikke helt. Det hele handler om, hvorvidt en film er godt fortalt.

Selv for de voksne er "Snehvide", flot modelleret efter brdr. Grimms eventyr, en fascinerende og tryllebindende film. Tilpas velkendt til at man kan nyde de poetiske billeder, men det er karaktererne, der virkelig bider sig fast og deres rolige elegante bevægelser er ganske enkelt en animationsfornøjelse ud over det sædvanlige. Personligt holder jeg mere af "Pinoccio", som jeg stadig synes er en af Disney's allerbedste, men har man først sat sig ned foran "Snehvide", kan man godt foreberede sig på at være bjergtaget og forført af tegnefilmsmagi de næste par timer. Og så er der jo lige bonusmaterialet på skiven. For bag om filmen det må man, når man sidder over for et værk så tekniske imponerende som denne film.

Selskabets genudgivelse af filmen er ganske enkelt imponerende flot og DVD'en klart alle pengene værd. BluRay-udgivelsen endnu vildere... har jeg fået fortalt... Argh, Jeg ville ønske at jeg havde et HD-tv og en BluRay-afspiller. Snøft. Snøft.

"Snowwhite and the Seven Dwarfs" (DK-titel: "Snehvide og de syv små dværge"), USA 1937. Instr.: David Hand. Prod.: WAlt Disney. Manus.: Ted Sears, Richard Creedon, m.fl. efter brdr. Grimms eventyr. Foto: Max Morgan. Musik: Frank Churchill, Leigh Harline, Paul L. Smith. Spilletid: 84 min. UK-dist.: Buena Vista. Set på DVD.

Jeg har det sådan med John Waynes westerns, at filmene enten er sikre hits eller forbiere. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men grundlæggende tror jeg det irriterer mig, hvis instruktøren ikke formår at få noget spændende og nuanceret ud af Waynes ikoniske westernskikkelse. Ingen grund til bekymring. Henry Hathaways ”True Grit”, eller ”De frygtløse”, som den glimrende danske titel lyder, er et rent hit: En benhård, sorthumoristisk, enkel og uhyre velspillet - ikke mindst af Wayne og Kim Darby i de to bærende roller - westernfortælling uden distraherende dikkedarer.

Kim Darby spiller teenageren Mattie. Hun har mistet sin far. En velhavende ranchejer, skudt ned af kujonen Tom Chaney (Jeff Corey), som efterfølgende slutter sig til Lucky Ned Peppers (Robert Duvall) bande. Mattie hyrer en mand med 'grit'. Rygrad, hedder det vel på dansk. Den snerrende, enøjede, afdankede, alkoholiserede og grovkæftede US Marshall Reuben ’Rooster’ Cogburn (Wayne), som får til opgave at slå kløerne Chaney (død eller levende, men sikkert helst død) og sammen med Texas-ranger La Boeuf (Glen Campbell) sætter trekløveret efter Peppers bande. Cogburn er langt fra den mest elskværdige mand, med under mødet med Mattie opdager han følelser og sider af sig selv, han troede, han for længst havde efterladt et sted ude på prærien. Og snart går det også op for dem, at de er oppe mod dårlige odds.

”True Grit” har fået et ry som nådesløs og kynisk i dens portræt af lovmændenes arbejde. Man kan godt ane, at 60’erne var et årti, hvor de amerikanske borgere oplevede vold på både hjemmebane og i udlandet og man gennem nyhedsudsendelser fik tilgang til fx Vietnam-krigens rædsler. Selvom ”True Grit” ikke helt er på niveau med Sam Peckinpahs misantropi og Arthur Penns nøgternt-voldsomme film fra perioden, er menneskesynet i ”True Grit” forbavsende kynisk og usentimentalt. Fx scenen, hvor sheriffen inspicerer de døde lovløse, der er kastet som en sæk kartofler over en hesteryg. Bagefter diskuterer lovmændene, hvordan de skal dele byttet og klynker, da Mattie protesterer og kræver at stakkels Moons ejendele sendes til broderen i Austin, Texas.

Apropos stakkels Moon, så er det Dennis Hopper, som spiller den sårede hestetyv, der forhøres hårdt af Mattie og Rooster inden hans partner går bananas og hakker fingrene af staklen så de flyver af bordet og efterfølgende dolker ham i filmens mest berygtede og voldsomme scene. Ouch!

Der er sikkert ikke mange, der ville ha’ tippet, at Wayne langt inde i sin karrieres efterår ville modtage en Oscar-statuette for en westernrolle. Wayne var efterhånden så ikonisk som westernhelt, at mange havde svært ved at se, hvad der er Wayne og hvad der er figuren. Ikke desto mindre snuppede Wayne med sit nuancerede portræt af Rooster Cogburn Oscar-statuetten for næsen af Jon Voight og Dustin Hoffman, der begge var nomineret i kategorien bedste hovedrolle for ”Midnight Cowboy”. Mange har spekuleret i, at der var tale om en sympati-Oscar til Wayne. Den køber jeg ikke helt. Sandheden er nok nærmere at stemmerne for ’de unge’ skuespillere var splittet mellem Voight og Hoffman, så Wayne uden besvær overhalede dem indenom, selvom ”Midnight Cowboy” sammenlagt havde fået flere stemmer end ”True Grit”.

”True Grit” blev tilmed en pæn succes. Publikum tog Roosters iltre temperament, grove sprog og (inderst inde) kærlige hjerte til sig, så Cogburn vendte tilbage i ”Sheriffen og pebermøen” (med bl.a. Wayne, Anthony Zerbe og Katharine Hepburn) fra 1975, og en tv-serie med Warren Oates i rollen som Cogburn så dagens lys i 1978. En genindspilning er i øvrigt på vej. Bag kameraet er de fantastiske Coen-brødre og man har talt om Jeff Bridges i rollen som Cogburn. Man sigter angiveligt mod at lave et remake, der er mørkere og mere tro mod romanen. Spændende.

Før Enzo G. Castellaris "Inglorious Bastards" og Quentin Tarantinos "Inglourious Basterds", begge film om en håndfuld hårde negle på hemmelig mission bag fjendens linjer, var der Robert Aldrichs "Det beskidte dusin" fra 1967. En indflydelsesrig krigsfilm, der nok er bedst kendt for en række stjerner, bl.a. Lee Marvin, John Cassavetes, Telly Savalas og Charles Bronson, i de atypiske roller som afskum, der får mulighed for benådning, hvis de lader sig kaste ned bag fjendens linjer. Her skal de under ledelse af major Reisman (Marvin) angribe et rekreationssted for tyske officerer. Hvis de er heldige, slipper de levende fra, hvad der åbenlyst er en selvmordsmission.

Aldrichs tager sig rigtig god tid med en laaang, men, synes jeg, nødvendig, opbygning til selve missionen, og filmen kan godt føles en smule lang, hvis man ikke er forberedt. Velegnet til de sene timer, hvor man har mod på en film, der tager sig tid og kommer godt omkring det forholdsvis store persongalleri. Der er masser af boblende kemi mellem skuespillerne og velfungerende spændinger mellem fangerne, der er en tilpas broget flok, med Savalas stjernepsykopat som gruppens farligste mand og en klods om benet på missionen. Cassavetes er velvalgt som repræsentant for den utilpassede og utilfredse ungdom i en tid, hvor USA kæmpede en hård kamp med selvopfattelse og store kulturelle forandringer. Antiautoritær på en troværdig måde.

"Det beskidte dusin" er en klassisk krigsfilm for hårde drenge i alle aldre. Men med kant, en antiautoritær grundtone og et par barske scener. Der fulgte en Oscar for bedste lydeffekter samt en række nomineringer, bl.a. for bedste klip og lyd, samt til Cassavetes for bedste birolle. Ernest Borgnine fortæller i DVD'ens introduktion til filmen, at den sandsynligvis havde modtaget en Oscar for bedste film, hvis det ikke havde været for den grimme scene, hvor dusinet overdøser forsvarsløse tyske officerer med benzin og håndgranater. Men Aldrich holdt på, at krig er grim ting, så en Oscar-statuette blev det altså ikke til.

Senere fulgte et par sequels," Det beskidte dusin: Den næste mission" (1985), "Det beskidte dusin: Den dødelige mission" (1987) og "Det beskidte dusin: Den fatale mission" - jeg har ikke set nogen af dem, men hvis der er en, der er af samme høje kvalitet som originalen, så skriv endelig, så jeg kan få den set - og en tv-serie, "Dirty Dozen: The Series" (10 episoder), i slutningen af 80'erne.

”The Dirty Dozen” (DK-titel: ”Det beskidte dusin”), USA 1967. Instr.: Robert Aldrich. Prod.: Kenneth Hyman.  Manus.: Nunnally Johnson, Lukas Heller efter E.M. Nathansons roman. Foto: Edward Scaife. Musik: Frank De Vol. Klip: Michael Luciano. Medv.: Lee Marvin, John Cassavetes, Ernest Borgnine, Charles Bronson, Jim Brown, Richard Jaeckel, George Kennedy, Trini López, Ralph Meeker, Robert Ryan, Telly Savalas, Donald Sutherland, Clint Walker, Robert Webber. Spilletid: 142 min. DK-dist.: Sandrew Metronome. Set på DVD.

De fleste danske filmkritikere lod sig godt og grundigt rive med af Quentin Tarantinos noget stivbenede og farveløse ”Inglourious Basterds”, der ikke bød på meget opfindsomhed og nerve fra manden, som ellers altid formår at ophøje uhæmmet intertekstualitet til gangbar underholdning. Mere gods er der i action-exploitation-veteranen Enzo G. Castellaris original fra 1978. En vaskeægte B-film med krummer i. Underholdende, barsk, energisk og en smule fjollet de rigtige steder. Perfekt underholdning, hvis man er i det rette humør.

Hvor genindspilningen manglede kemien og konfrontationerne mellem bandemedlemmerne, der blev et bipersongalleri i deres egen film, er der anderledes kød på den ”Det beskidte dusin”-agtige original: Vi befinder os i Europa under Den Anden Verdenskrig. En håndfuld amerikanske soldater, der er på vej til en militærdomstol undslipper fangetransporten, da de angribes af et tysk fly. De garvede slyngler beslutter sig for at holde sammen, men der er masser af spændinger mellem bandens medlemmer. Ikke mindst løjtnant Yeager (Bo Svenson), menig Canfield (Fred Williamson) og den skrupelløse og utilregnelige Tony (Peter Hooten). Charmerende og uhyggelig på samme tid. Det giver handlingen nogle spændinger. Hvor Tarantinos Basterds ikke var meget mere end en gruppe blodtørstige jøder på hævntogt, så ved vi aldrig rigtig, hvor vi har Castellaris Bastards. Og det fungerer sgu’.

Filmen vil selvfølgelig først og fremmest være attraktiv for dem, der holder af europæiske exploitationfilm fra 60’erne og 70’erne, men jeg vil holde på, at de fleste, der holder af en god actionfilm vil få et kick ud af Castellaris krigsløjer.

Og hvis du er hurtig så vises filmen i øvrigt i Husets biograf i aften (på vaskeægte 35 mm.) som del af FFF's (Lunds Fantastic Film Festival) lille visit i Danmark. Lad os håbe, at det ikke er sidste gang de dukker op. Det er altså i Husets biograf i aften kl. 21:00. Besøg dem på nettet her www.husetsbio.dk

Godmodigt, småtrist, introspektivt og alligevel kærligt drama om ensomhed, forsoning, sorg og kunst. Det lyder måske lidt prætentiøst og langhåret, men manuskriptet i den instruktørdebuterende Adam Rapps ”Winter Passing” er skarpt og karaktererne usædvanligt velspillede med fokus på et lille skævt firkløver, som skal få det bedste ud af situationen, da datteren til to kunstnere vender hjem for at hente en stak breve. Breve, der måske vil indkassere en større sum penge hos et forlag, men samtidig betyder besøget, at hun skal konfrontere en far, hun føler altid har svigtet hende.

Omslaget til Sandrew Metronomes DVD-udgivelse viser en gruppe personer, der ser ud til at være presset sammen i et alt for lille rum. Og det er den følelse af afmagt og indelukket desperation som filmen effektivt fører videre til seeren. Den unge, stofmisbrugende skuespillerinde Reese Holden (Zooey Deschanel) har svært ved at slå igennem på skuespillerscenen i New York. Hun mangler penge og plages af et uforløst forhold til sine berømte forældre, forfatteren Don Holden (ED Harris) og moderen, der begik selvmord for et par år siden.

Da Reese tilbydes en større sum penge for en brevkorrespondance fra forældrenes unge dage beslutter hun sig for at rejse hjem til det vinterkolde, triste Michigan. Her møder hun faderen (Ed Harris, der som altid er velspillende), som siden konens død har isoleret sig og nu opvartes af en tidligere elev fra universitetet (Amelia Warner) og den hjemløse Corbit (Will Ferrell, der for en gang skyld er underspillet og udholdelig), som drømmer om en fremtid som rockstjerne.

Filmen forløser sit triste emne med kærlig og lun humor og især samspillet mellem Harris, Deschanel og Ferrell er prisværdigt. Rørstrømsk og sentimentalt bliver det dog aldrig idet Rapp troværdigt formidler sorgen og de mange modsatrettede følelser der udspiller sig i en familie, der har mistet den måske stærkeste af medlemmerne. Hvad skal der nu ske med resten?

”Winter Passing”, USA 2005. Instr.: Adam Rapp. Prod.: David Koplan, P. Jennifer Dana. Manus.: Adam Rapp. Foto: Terry Stacey. Musik: John Kimbrough. Klip: Meg Reticker. Medv.: Zooey Deschanel, Ed Harris, Amy Madigan, Will Ferrell, Amelia Warner. Spilletid: 98 min. DK-dist.: Sandrew Metronome. Set på DVD.

Hæderlig lille krimidrengerøvsfilm, der måske er lige en tand mere intelligent end den gennemsnitlige narkokrimi. Desværre er ”Kartellet”, som "La linea" eller "The Line" er kommet til at hedde på dansk, en anelse abrupt både i indhold og fortælleform.

Jeg er overbevist om, at den havde været temmelig god som miniserie på tre-fire timer. Det fortjener de mange, gode karakterer, men halvanden time er slet ikke nok til at forme et helstøbt ensemblekrimidrama. Enkelte figurer får så lidt screen time, at man helt glemmer dem ind til næste gang de dukker op.

”La linea” (DK-titel: “Kartellet”), Mexico / USA 2008. Instr.: James Cotten. Prod.: R. Ellis Frazier, Geoffrey G. Ross. Manus.: R. Ellis Frazier. Foto: Miguel Bunster. Musik: David Torn. Klip: Miklos Wright. Medv.: Andy Garcia, Ray Liotta, Joe Morton, Bruce Davison, Danny Trejo, Armand Assante, Valerie Cruz, Jordi Vilasuso, Esai Morales, Kevin Gage. Spilletid: 91 min. DK-dist.: Midget Entertainment. Set på DVD.

Hvordan pokker sælger man et dystert engelsk drama om fire fortabte skæbner? Man smækker et ”Lækker futuristisk thriller”-mærkat på DVD-omslaget. Så er den ged barberet. Til gengæld kan man også være sikker på at 99 procent af dem, der lejer den som en brainy ”Donnie Darko meets The Matrix”-thriller vil blive slemt skuffede: Filmen handler om virkelighedsflugt, mordtanker, selvmordstanker, desperation, tab og fortvivlelse. Dystre emner, der ikke uden forberedelse egner sig til en fredag aften med popcorn og cola. Heldigvis havde jeg gjort mit hjemmearbejde, set traileren et par gange og læst en anmeldelse af filmen, så jeg vidste nogenlunde, hvad der ventede, da jeg smækkede filmen i afspilleren.

Det tungsindige og småkryptiske ensembledrama udspilles omkring fire figurer: Milo (Sam Riley, der var glimrende som Ian Curtis i ”Control”), som lige har mistet kæresten og nu tilfældigvis løber ind i en barndomsveninde. Emilia (Eva Green), kunststuderende, besat af selvmordstanker og et kunstprojekt, hvor hun iscenesætter sit eget selvmord og følger edter forskellige mennesker. Peter Esser (Bernard Hill) leder efter sin søn blandt Londons hjemløse. Og endelig er der den maskerede outsider Jonathan Preest (Ryan Philippe). Maskeret selvtægtmand i en gotisk fremtidsverden, hvor det er forbudt ikke at have en religion. Desperat søger folk tro i det mest absurde. En neglelakfarve-menighed eller en trosretning, der følger vaskeanvisnigner i tøj. Efter fire års fangenskab får han muligheden for at få hævn over sin gamle ærkefjende The Individual, som stod bag drabet på en ung pige.

Ideen om at forskellige fantasifostre (fantasi, vanvid, tro, kunst mm.) deler en fælles virkelighed et sted i periferien af den menneskelige erkendelse, fandt jeg ganske interessant, men der arbejdes ikke rigtig i dybden med konceptet når de obligatoriske overraskelser først er faldet. ”Franklyn” er ikke dårlig, men småirriterende, da der grundlæggende virkelig er kød på manuskriptet og figurerne og filmen sikkert ville have vokset i hænderne på en mere erfaren instruktør. Ærgerligt.

”Franklyn”, England / Frankrig 2008. Instr.: Gerald McMorrow. Prod.: Jeremy Thomas. Manus.: Gerald McMorrow. Foto: Ben Davis. Musik: Joby Talbot. Klip: Peter Christelis. Medv.: Eva Green, Bernard Hill, Ryan Phillippe, Sam Riley. Spilletid: 94 min. DK-dist.: Sandrew Metronome. Set på DVD.

Ærgerligt, at Roni Ezras novellefilm ”Panser” ikke nåede avisens daglige festivalomtaler, men jeg fik desværre kopien af filmen lidt for sent til at den kunne komme med. Sådan er det desværre med deadlines og et presset program. "Panser" er et glimrende, stemningsladet politidrama om novicen og den hårde, garvede veteran, der hver især repræsenterer to af samfundets holdninger til ungdomskriminalitet, indvandring og hærværk. En slags dansk ”Training Day”-light, om samfundets moralske gråzoner og panserliv, Roni Ezra har iscenesat som afgangsfilm på Super 16-uddannelsen.

I centrum af fortællingen står den velspillende Thomas Voss som den nyudklækkede betjent, Jacob. Idealisten, der snart skal komme på andre tanker. Jacobs frustrationer hober sig op: En enlig mor, der plages af sin eksmand. Småkriminelle, der slipper med small talk og en advarsel. Politifolk, der selv laver ’uskyldige småforbrydelser’. Han er fast besluttet på, at være en god panser. Den smårascistiske, homofobe partner (Morten Hauch-Fausbøll) dyrker mandomsklicheerne og vælger den lette vej, hvor man bare erkender, at en eller anden skal sgu’ være syndebuk. Så kommer det hele ud, og man kan sove godt om natten.

Bægeret flyder over da en 14-årig dreng i nabolaget har fået bank og er røget i koma. - Forbandede abekatte, snerrer Jacobs partner og nu ligger det ligesom i luften, at nogen må bøde for betjentenes afmagt.

Som i novellefilmen ”Instinkt” om en selvtægtsmand, der uventet får fingrene i en pædofil, kigger Ezra nærmere på, hvad der sker, når en ganske normal mand pludselig lander på en moralsk glidebane og gør det utænkelige. Hvordan sker forvandlingen og hvorfor? Virkemidlerne er enkle og helt fri for prætentiøse stilistiske tiltag. Hvis der er nogen retfærdighed til, er Ezras spillefilmsdebut lige om hjørnet, og lad os håbe, at han holder sig i samme afdæmpede spor, hvor ubehagelighederne får lov at ligge og sitre under overfladen. Undertegnede krydser i hvert fald fingre.

Og husk, at hvis du er hurtig, kan du stadig nå at fange filmen på festivalen i dag. Den vises på Cafebiografen klokken 15:00. God fornøjelse.

"Panser”, Danmark 2009. Instr.: Roni Ezra. Prod.: Lars Valentin, Julie Rix. Manus.: Roni Ezra. Foto: Søren Bay. Musik: Obi. Klip: Bodil Kjærhauge. Medv.: Thomas Voss, Morten Hauch-Fausbøll, Henok Bereket, Henning Valin, Søren Vejby. Spilletid: 26 min. Super 16. Koproduceret i samarbejde med Odense Film Værksted og Nordisk Film.

Det kan godt være at Spielbergs ”Dødens gab” leverede årtiets undervandschok i scenen, hvor Scheider og Dreyfuss i en nattescene undersøger en forulykket båd og overraskes af et lig, der kommer til syne i vraget, men Arthur Penn (”Bonnie og Clyde” og ”Den djævelske jagt”) leverer mindst lige så atmosfærefyldte og rædselsvækkende undervandsscener i den suveræne thriller ”Night Moves” fra 1975. Et absolut must see for alle, der er til seje, småkryptiske 70'er-thrillers i stil med ”Aflytningen” (hvor Hackman spiller en anden Harry, med problemer) og ”Chinatown”. Krydret med Penns sans for beskidt brutalitet.

”Night Moves” er en helt speciel thriller. Den handler om en gammeldags private eye, Moseby (Gene Hackman, som leverer en præstation, der er lige på kornet), der flagrer rundt i California mens han løser sager, han ikke forstår. Han får sine penge, og gør, hvad der bliver sagt. Og det plager ham. Faktisk plager det ham så meget, at han overvejer at lægge detektivprofessionen på hylden. Moseby er gammel football-stjerne, og da en aldrende filmstjerne kontakter ham for at få fat i den forsvundne datter (Melanie Griffith), har han umiddelabart ingen skrupler. Men samtidig kæmper Moseby med en utro kone (Susan Clark), der er træt af privatdetektivens negative livssyn. Sporet fører ham via en dubiøs mekaniker (James Woods) til havet, hvor stedefaderen passer på den kun sekstenårige pige. Modvilligt tager hun med hjem, men fundet af et forulykket fly og en druknet pilot, der får øjnene gnavet ud af fisk, på havbunden rumsterer i Mosebys fantasi. Hvad er det lige, der foregår?

Historien kan være lidt svær at følge, men pointen er helt sikkert, at vi forstår lige så lidt, som Moseby. I en nøglescene forlader Moseby klienten, der er oppe at tosses med datteren og ekskæresten. Han er på vej væk i sin bil, og selvom han ikke kan høre, hvad der bliver sagt, er privatdetektiven ved at være ved at vride hovedet af led for at høre, hvad de skændes om. Ligesom publikum er ved at gå til, over ikke at kunne høre, hvad der foregår. Filmens effektive fortælletrick er, at vi ved præcis lige så meget (eller lidt) som moseby. Kaster man så en stilsikker og atmosfærisk iscenesættelse, fremragende præstationer og laber musik oven i hatten, har vi en lille klassiker.

Englænderen Garth Jennings havde store problemer med at få humoren og fortællingen til at klikke i filmatiseringen af ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, der, i hvert fald for undertegnede, var en jævn skuffelse. Lidt bedre ser det ud i den sørgmodige og lune ungdomsfilm ”Son of Rambow”. Lige dele kækt ungdomsdrama om to drenge, og lige dele kærlighedserklæring til filmmediet, og popkulturen og hvordan de former vores liv. Og sidstnævnte har der jo allerede været nogle gode af. Fx Bertoluccis ”The Dreamers” og Michel Gondrys ”Be Kind Rewind”.

Vi befinder os i 80’ernes England. Lee Carter (Will Poulter) har røven fuld af penge og er overdrevet sansestimuleret med alt hvad hjertet kan begære af materielle goder, men fraværende forældre og en storebroder, der ikke interesserer sig for ham. I den første scene, vi møder Lee Carter, er han ved at videofilme ”Rambo” i biografen. Denne film får hans ’ven’, det seneste mobbeoffer, Will Proudfoot (Bill Milner) at se. Will er en kvik, nørdet dreng, der lever en osteklokketilværelse sammen med den dybt religiøse moder, der isolerer børnene fra popkultur og det moderne livs decadence. ”Rambo” ryster Will i hans grundvold og han digter hurtigt en ny historie, hvor han (Rambos søn) skal redde den fangede far (Rambo) fra det onde fugleskræmsel. Sammen beslutter drengene sig for at skyde filmen for at vinde BBC-programmet Screen Test, hvor unge filmmagere kunne vise deres hjemmelavede film, og det bliver starten på et langt og besværligt venskab.

Men det bliver mere detaljerne, end det store schwung i fortællingen om de to knægtes søgen efter faderskikkelser og rollemodeller, der gør filmen seværdig. Fx scenen, hvor Will nynner Depeche Modes synthklassiker ”Just can’t get enough” i sengen og hurtigt holder kæft, da den asketisk anlagte moder dukker op, føles ægte og varm. Men lige så snart filmen skal vise drengenes gavtyvestreger rækker den over i det konstruerede og utroværdige.

Apropos musik, skal der lige falde en stor ’tommelfinger opad’ til det gode soundtrack med bl.a. Depeche Mode, Gary Numan og Duran Duran. Det fanger midtfirserstemningen perfekt, men selvom miljøet, stemningen og figurerne er fint på plads, så kniber det for Jennings at komme i dybden. Jeg har svært ved at mærke hans interesse for karaktererne? Denne slags film ville normalt få mig til at knibe en tåre. Om end ikke andet, så af nostalgi, men den virkede forbavsende uengageret og rutineret eksekveret. Ærgerligt. Der skulle være skåret ind til benet, men i stedet strækkes spilletiden ud til over halvanden time, når ”Son of Rambow” i virkeligheden kun skulle ha’ varet omkring en time og givetvis havde fungeret bedre som novellefilm.

Tommy Lee Jones’ (jep, den glimrende skuespiller, der efterhånden ligner Eastwoods nedslidte saddeltaske, har instrueret) ”The Three Burials” er et finurligt, småprætentiøst drama om livets ulidelige gang i lilleby-Amerika. Der ude, hvor kragerne for længst er vendt om. Desuden er den også en ganske medrivende hævnfilm af den gode gamle slags. En slags neo-western om man vil.

Helhedsindtrykket er positivt, men det trækker lidt ned, at filmen virker en anelse for smart fortalt, ude af kronologi. Den insisterer på at være artsy på den ikke så heldige måde. Selvom Jones både er instruktør og producer vil jeg tilskrive den lidt kiksede fortælleform manuskriptforfatter Guillermo Arriaga, der også var manden bag ”Babel”, ”21 Grams” og ”Amores Perros”. Alle film, der selvhøjtideligt forsøgte at give hovedpersonernes kæntrede psykologi et formmæssigt udtryk. Bl.a. gennem abrupt redigering, krydsklipning og hop i kronologien. Jeg kan sagtens følge ideen, men det er altid en farefuld balancegang om det fungerer. Og det synes jeg ikke rigtig, det gør i Jones’ ellers udmærkede film. Vil man se et værk, der med bedre held forsøger det samme, kommer jeg umiddelbart i tanke om John Sayles beslægtede ”Lone Star”, som også udspilles omkring den mexicansk-amerikanske grænses hemmeligheder og politifolk.

”The Three Burials” handler om loyalitet, hævn og venskab. Om sydstatsamerikanernes selvopfattelse og de mennesker, de betragter som skidt. Midtpunkt for fortællingen er den døde illegale indvandrer Meliquiades Estrada (Julio Cedillo), der ved et uheld skydes ned af grænsepatruljebetjenten Mike Norton (Barry Pepper). Norton vegeterer i sit nye job som grænsebetjent. Han lever sine frustrationer ud på konen (January Jones) og de indvandrere, som politiet fanger i deres raids. I et øjebliks kedsomhed masturberer han i ørkenen, og da han hører skud - Estrada, der jager prærieulve på flugt - skyder han ubetænksomt mexicaneren ned.

Liget spises ikke af de vilde dyr, men selvom der tydeligvis er tale om mord forsøger politiet bevidst at spænde ben for en efterforskningen. Estradas ven, ranchejeren Pete (Tommy Lee Jones), får mistanke om, hvad der er sket. Da politiet sylter sagen, tager han sagen i egen hånd, kidnapper Mike, som han tvinger til at grave Estradas lig op. Og så tages der hul på filmens sidste og stærkeste halvdel; de to mænds pinefulde og fængslende rejse hjem til landsbyen, hvor Pete vil give sin ven en ordentlig begravelse.

”The Three Burials of Melquiades Estrada” (DK-titel: ”The Three Burials”), USA 2005. Instr.: Tommy Lee Jones. Prod.: Luc Besson, Michael Fitzgerald, Tommy Lee Jones, Pierre-Ange Le Pogam. Manus.: Guillermo Arriaga. Foto: Chris Menges. Musik: Marco Beltrami. Klip: Roberto Silvi. Medv.: Tommy Lee Jones, Barry Pepper, Julio Cedillo, Dwight Yoakam, January Jones, Melissa Leo. Spilletid: 121 min. DK-dist.: Scanbox. Set på DVD.

Joseph W. Sarno havde en baggrund som fotograf i flåden, hvor han fotograferede kanoner, der gik af, som han så smukt udtrykker det på bonusmaterialet til Another World Entertainments udgivelse af Sarno og Chris Nebes sexklassiker med Marie Forså og Harry Reems, "Butterflies", der på dansk har fået titlen "Blafferen". Her er det helt andre kanoner, der går af!

Fans af sexfilm vil ikke være skuffede over den danske udgivelse af "Blafferen", og uanset om man er til porno og sexfilm, så er det sjovt at se den slags på de danske videohylder. "Blafferen" er plotsvag, men der er masser af lystig sex og helt uden den kiksede musik, sjuskede belysning og elendige fotografering, der ofte følger med den slags. Reems nedlægger mindst (jeg talte ikke længere halvvejs gennem filmen) fire damer med former og naturlig kønsbehåring. Sådan var den slags i 70'erne.

AWE's release indeholder filmen i to udgaver. En blød og en kortere hardcore-udgave. Jeg valgte den hårde version. Kvaliteten af overførslen (filmens farver virker svage) er ikke noget at håbe hurra for, men det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke hygger mig med at se den slags tilbage på de danske videohylder.

Det kan godt være, at Harold Beckers ”The Onion Field” ikke er det oplagte filmklassikermateriale, men det er en uhyre stemningsfuld og velspillet thriller, der i hvert fald efterlod undertegnede emotionelt udmattet. Endda i flere omgange. Filmen har ry for at være meget litterær, hvilket generelt betragtes som et minus, når man taler film. Jeg kan følge kritikken (den er baseret på Joseph Wambaugh bog om det frygtelige strømer mord begået af to hårde kriminelle og instruktør og manuskriptforfatter havde fuld kontrol over processen), men synes ikke det gør så meget, at filmen ’knækker over’ i to 'kapitler', hvor hvert især er stærke og interessante. Før og efter mordet, kunne man sige. Normalt er jeg ikke til retssagsdramaer, men denne her fangede mig.

Jeg så første gang "The Onion Field" som teenager, og det var første halvdel, der kilede sig fast i hukommelsen. Sidste halvdel så jeg slet ikke. Jeg anede ikke hvad der skulle komme, men med noget, der bedst kan beskrives som kvalme og svedig uro, fulgte jeg hvordan de to strømere blev kidnappet og kørt ud i løgmarken, hvor den sækkepibespillende Ian (Ted Danson) skydes i munden af den psykopatiske Greg Powell (James Woods). Strømeren Hettinger (John Savage, som jeg er stor fan af selvom han har været med i meget lort) stikker halen mellem benene, og det lykkes ham at flygte. Her stod jeg af, skyndte mig i seng, og fik først set filmen færdig mange år senere.

Anden halvdel af filmen udspilles i kølvandet på den uhyggelige nedskydning. Rammen er uretfærdigheden over for Ians efterladte og retssystemets fallit, men det egentlige fokus, og det der gør filmen uforglemmelig, er Hettingers psykologiske nedtur. Han ydmyges for at have afleveret sit våben til røverne og afskediges efter problemer fra politistyrken. Snart er han parat til selvmord, men støttes af en forstående kone, hvilket er et lille lyspunkt i en ellers pinefuld, men seværdig film.

For motivationterapeuten Richard Hoover (Greg Kinnear) er verden delt op i vindere og tabere. Inde i os alle er en vinder, prædiker han i sit ni-trin-til-succes-paradigme formuleret i en hjælp til selvhjælp-bog, der mangler et forlag. Fiaskoen lurer forude. Forlaget og mellemmanden bakker ud. Midt i alt dette ønsker den buttede, 7-årige datter Olive (Abigail Breslin) sig brændende at vinde en skønhedskonkurrence i Californien. Far bakker op om datterens urealistiske drømme, for enhver vinder skal tro på sin succes, og snart læsses hele familien Hoover ind i det gule folkevognsrugbrød på vej mod succes og californiske soldrømme.

Coen-brødrene, Joel og Ethan Coen, er to af mine største filmhelte. Et instruktør-, manuskriptskriver- og producermakkerpar, der pålideligt leverer sprælske og uforglemmelige film som legesygt skubber genregrænserne og leveres med et glimt i øjet: Husk nu ikke at tage det alt for alvorligt. Ikke et falsk pip er der kommet fra Joel og Ethan siden den opsigtsvækkende debut med ”Blood Simple: Et nemt offer” i midt-80’erne. Selv de mere flakkende film med tydeligt kommercielt sigte og makkerparrets svageste film, ”Lady Killers”, ”O Brother, Where Art Thou?” og ”Intolerable Cruelty”, er langt bedre end gennemsnittet og værd at stifte bekendtskab med, hvis man holder af intelligente komedier.

Spionkomedien (med et par selvhøjtidelige af slagsen og en masse, der forsøger at agere spioner) ”Burn After Reading” er skudt før karrieremilepælen ”No Country for Old Men”, men først udgivet efter den suveræne Cormac McCarthy-filmatisering. Og efter den mundfuld forstår man faktisk godt, hvorfor brødrene mente, at folk ville få trang til noget lettere. De er eminente til at fortælle historier, hvor plottet træder i baggrunden og lader karaktererne vokse på helt uventet facon, og det er lige præcis i denne kategori at ”Burn After Reading” hører til. Fyldt med sort humor, skæve optrin, men også belagt med den kynisme, der er kendetegnende for Brødrenes film.

Den stjernebestrøede ”Burn After Reading” er en film fyldt med idioter. En grotesk farce stærk på karakterer, men svag på plot. Plottet, den smule der er, drives fremad af en ret banal MacGuffin. En CD-ROM indeholdende den selvhøjtidelige, misantropiske eks-CIA-analytiker Osborne Cox (spillet af John Malkovich, der leverer hidtil uset mimik, der nær fik mig til at falde ned af stolen af grin) memoirer ender i en sportstaske i motionscentret Hardbodies, hvor mellemlederen Linda Litzke (Frances McDormand) går og drømmer om ansigtsopstramning og fedtsugning. Hendes krop er udtjent, synes hun.

Men hun mangler penge, så hun beslutter sammen med sin kejtede ven, Chad (Brad Pitt), at afpresse Cox for en større sum. Cox’ grænsepsykopatiske opførsel taget i betragtning kan de fleste nok gætte, hvordan det hele ender på ægte coensk facon: En ender i koma, en går gakgak og to af hovedpersonerne ligger livløse når rulleteksterne triller over skærmen, men mon ikke Litzke får sin fedtsugning alligevel? På sidelinjen lurer i øvrigt den fjollede storcharmør Harry Pfarrer (George Clooney), som bygger en lille... ahem... overraskelse til sin kone i kælderen, mens han internet-dater det meste af Washington D.C.s kvindelige befolkning mellem 30 og 45. Inklusive Litzke og Cox’ kone Katie (Tilda Swinton).

”Burn After Reading”, USA 2008. Instr.: Joel Coen, Ethan Coen. Prod.: Tim Bevan, Eric Felner, Joel Coen, Ethan Coen. Manus.: Joel Coen, Ethan Coen. Foto: Emmanuel Lubezki. Musik: Carter Burwell. Klip: Joel Coen, Ethan Coen. Medv.: George Clooney, Frances McDormand , Brad Pitt, John Malkovich, Tilda Swinton, Richard Jenkins. Spilletid: 92 min. DK-dist.: SF film. Set på DVD.

I dag er det (dansk tid, amerikansk tid var det i aftes) fyrre år siden Neil Armstrong og Edwin Aldrin trampede rundt på månens overfalde. Utroligt. Som science fiction og rumrejsefan havde jeg håbet på at kunne fejre dagen med en Duncan Jones' månefilm "Moon".

Desværre er den ikke ude på DVD og en dansk biografpremiere kan vi vist godt skyde en hvid pil efter. Så jeg må nøjes med det næstbedste, en anden måneklassiker i afspilleren i aften (det bliver sandsynligvis Irving Pitchels "Destination Moon") og en anden Sam Rockwell-film, "Choke" som jeg så forleden, som stand in for "Moon".
 
"Choke" er en hyggelig lille indie, der holdes gående af hæderlige præstationer og en underfundig humor, der minder om noget Jim Jarmush kunne have stået bag. Leveret med venstre hånd. Desværre er den også lidt plotmæssigt svag, baseret på en roman af "fight club"-forfatteren Chuck Palahniuk. Igen en fortælling om en ung mand i 30'erne og hans krise med livet, kærligheden og en døende, småsenil moder (glimrende spillet af Angelica Huston), der har en hemmelighed, som sønnen helst ser afsløret inden hun stiller træskoene.

Victor Mancini er grundlæggende en ondskabsfuld klovn. En selvdestruktiv ung mand ramt af livslede og en grim tendens til at smadre alt med ironi og sarkasme. Han er sexnarkoman, men har endnu ikke fundet nogen han elsker, arbejder som statist i en themepark og betaler sin moders hospitalsregninger med penge fra de mennesker, der redder ham fra madkvælning på dyre restauranter. Tingene tager lidt fart, da han møder lægen Paige (Kelly MacDonald), der forsøger at hjælpe Victor med at løse mysteriet om, hvem der i virkeligheden er hans far. Hun har en teori om at Victor er en klon af Jesus, idet fru Mancini i sine unge dage masturberede med en hellig forhud tyvstjålet fra Vatikanstaten.

”Choke” er bestemt ikke fejlfri. En anelse for distanceret til sit stof til virkelig at gøre indtryk og de mange plottråde fletter sig aldrig rigtig sammen på en tilfredsstillende facon. Heldigvis overlever filmen på vittig dialog og et par gode hovedroller, hvor især kemien mellem Rockwell og Brad William Henke i rollen som Victors stormasturberende ven er lige i øjet. Er man forberedt på en moden sexkomedie med et selvhøjtideligt postmoderne skær, og et par temmelig forudsigelige drejninger vil jeg alligevel tro at ”Choke” vil falde i god jord.

”Choke”, USA 2008. Instr.: Clark Gregg. Prod.: Johnathan Dorfman, Temple Fennell, Tripp Vinson. Manus.: Clark Gregg baseret på Chuck Palahniuks roman. Foto: Tim Orr. Musik: Nathan Larson. Klip: Joe Klotz. Medv.: Sam Rockwell, Anjelica Huston, Brad William Henke, Kelly Macdonald, Jonah Bobo. Spilletid: 92 min. DK-dist.: Scanbox. Set på DVD.

Jeg tror, Costa-Gavras politiske thriller "Missing" er en af de mest følelsesmæssigt udmattende spændingsfilm, jeg nogensinde har set. Normalt er det forholdsvis let at ryste selv de mest indædte spændingsfilm af sig igen, fordi deres ydre fokuseren på thrill og action holder os seere en armslængde fra handlingen. Men "Missing", baseret på Thomas Hausers bog om den forsvundne amerikanske journalist Charles Horman, er simpelthen ikke til at få ud af hovedet igen. Måske fordi den fokuserer på desperation og smerte og går så uhyrligt tæt på sine hovedpersoner. Uden at blive sentimental eller emotionelt ensporet.

Handlingens motor er Ed (Jack Lemmon) og Beth Hormans (Sissy Spacek) desperate søgen efter den forsvundne Charles, der i 1973 er i Chile under kuppet mod Allendes kommunistiske styre og tager farlige noter om den amerikanske regerings engagement i den blodige omvæltning.

Men det egentlige fokus ligger på faderens smertelige erkendelse af at han måske har mistet sin søn under en politisk udrensning. Og langesomme vækkelse og forståelse af de værdier, der lå til grund for sønnens (socialistiske og lidt naive) livssyn. Og her er Jack Lemmon ganske enkelt enestående i en rolle, der lægger afstand til mandens mange komedieroller. Forståeligt nok modtog han en Cannes-pris for skuespil og var nomineret til en Oscar-statuette for rollen. Vangelis' musik er i øvrigt fantastisk og understreger perfekt scenariets dystre og grumme undertoner.

Amerikanske Criterion Collection har udsendt filmen i en pletfri 2-disc-udgave med tilhørende booklet. Selve filmen står rigtig flot og bonusskiven indeholder en masse baggrundsmateriale i form af interviews mm. Varmt anbefalet til thriller-filmsamlingen.

”Missing” (DK-titel: ”Savnet”), USA 1982. Instr.: Costa-Gavras. Prod.: Edward Lewis, Mildred Lewis. Manus.: Donald Stewart, Costa-Gavras baseret på Thomas Hausers roman. Foto: Ricardo Aronovich. Musik: Vangelis. Klip: Francoise Bonnot. Medv.: Jack Lemmon, Sissy Spacek, John Shea, Mellanie Mayron. Spilletid: 122 min. US-dist.: Criterion Collection. Set på DVD.

Suveræn combat movie fra Hollywood-legenden Raoul Walsh, der også iscenesatte gode, solide mandfolkefilm som ”High Sierra”, ”De der kom tilbage” og ”Hvidglødende”. ”Operation Burma”, oprindeligt udsendt i Danmark under titlen ”Junglens musketerer”, er en krigsfilm uden nutidens kritiske blik eller pacifistiske undertoner. Holder man kun af krigsfilm, der under overfladen er antikrigsfilm og tager afstand til krigshandlinger, skal man holde sig væk. Men kan man goutere en film med hår på brystet, der ikke lægger skjul på, at den uforbeholdent hylder soldaternes krigsindsats og ser temmelig entydigt på fjenden, the japs, så er det absolut en af genrens allerbedste film.

Handlingens nøgleord er sammenhold og offervilje. Errol Flynn spiller kaptajn Nelson, i spidsen for en deling faldskærmssoldater, der danner spydspids for de allieredes tilbagevenden til Burma. Sammen med de erfarne mænd kastes Nelson og krigskorrespondenten Williams (Henry Hull) ned bag fjendens linjer for at ødelægge en radarstation i junglen. Angrebet går godt, men da delingen bevæger sig tilbage gennem junglen for at blive hentet ud, falder de i baghold og snart er den ellers så vellykkede mission en tur til helvede.

Det er Sandrew Metronome, der står for den danske udgivelse af ”Objective, Burma!”. Filmen står nydeligt i sort/hvid (fullscreen) med god kontrast og naturlig skarphed. Ikke nævneværdige ridser eller støv på printet, men et par jumpcuts, der givetvis skyldes en beskadiget master. Filmen er i det ’lange’ cut og som bonusmateriale får vi den ganske interessante beredskabsfilm ”The Rear Gunner” (Ray Enright, 1943) med Burgess Meredith (Pingvinen) og Ronald Reagan (præsidenten) samt den ret fjollede og overjoviale ”The Tanks are Coming” (B. Reeves Eason, 1941), hvor vi bl.a. får at vide, at de amerikanske kampvogne, så vidt jeg kan se den lette kampvogn af typen M2, har verdens bedste pansring. Fnis.

”Se danske Birte Tove” (...) folde sig ud i et inferno af kung fu og sex” lokker omslaget til Another World Entertainments DVD-udgivelse af Chi Lus glemte Shaw Brothers-film ”Bikinibanden” fra 1974 (aka. ”Feng Kuang Da Ben Zei” / ”Mini-Skirt Gang”).

En gammel exploitationrotte som undertegnede falder sjældent for den slags slaglinjer, men skal man dømme fra screen shots på bagsiden af omslaget, så er filmen både lummer og fyldt med action og 70’er-humør. Lige noget for mig.

Birte Tove er jo mest kendt for sin lystige medvirken i fem af sengekantsfilmene, men har både hos det brede publikum og fandrengene opnået en vis kultstatus herhjemme, så det bliver for alle parter spændende at se de sjældne film, AWE har gravet frem fra de asiatiske filmarkiver. Og ”Bikinibanden” er den ene af tre gamle Shaw Brothers-film som AWE har hentet frem fra gemmerne, så hvis ”Bikinibanden” hitter, vil jeg helt sikkert give ”Kineser på sengekanten” (aka. ”Dan Ma Jiao Wa” / ”Sexy Girls of Denmark”) - ikke en rigtig Sengekantsfilm, selvom titlen leger med ideen - og ”Kvindefængslet i bambushelvedet” (aka. ”Bamboo House of Dolls” / ”Nu Ji Zhong Ying”) en tur i afspilleren.

Du kan læse mere om udgivelsen på AWE's hjemmeside på www.anotherworldent.com

De lumre gutter fra Another World Entertainment udgiver her i løbet af juni (har endnu ikke set den på hylderne) Gerard Damianos berygtede sexklassiker ”Deep Throat”, eller "Langt ned i halsen", som den hed i de danske biografer, med Linda Lovelace og Harry Reems fra 1972 på dansk DVD.

Mere om udgivelsen, når den engang lander i forretningerne, eller AWE sender mig et anmeldereksemplar af filmen. I hvert fald er det spændende at se, at flere af pornoens og erotikkens klassikere omsider finder vej til det danske marked - takket være selskaber som AWE - så nu krydser jeg bare fingre for at det også er en udgivelse, der yder fuld retfærdighed til filmens klassikerstatus.

Du kan besøge AWE på www.anotherworldent.com

Jeg har, i anledning af Filmkavalkadens fødselsdag, tilladt mig at give mig selv en lille gave! Og se, hvad der dumpede ind af brevsprækken her til morgen: Mario Caianos gotiske gyserfilm "Nightmare Castle" fra 1965 (Originaltitel: "Gli amanti d'oltretomba") i en flot nyudgivelse fra amerikanske Severin Films, som for første gang udgiver denne titel på dvd i en officel udgave. Har den godt nok allerede på dvd, men det er en pissegrim bootleg, som er lige til skraldespanden.

Som sagt fylder Filmkavalkaden fylder nemlig et år i dag den 12. juni. Hurra! Så i aften, når ungerne er lagt i seng og konen har fået serveret the og soduko, står den på blafrende sorte stearinlys og italiensk gys fra den gotiske gysers guldalder. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg holder umådeligt af gamle, støvede gotiske gyserfilm. Filmen har jeg tidligere langet ud efter, blandt andet i min anmeldelse på uncut.dk, men med denne flotte nyudgivelse fornemmer jeg, at den får oprejsning. Jeg har lige haft den i afspilleren og den ser svineflot ud, så nu må vi se. Forvent i hvert fald et dvdtjek på uncut.dk en af dagene.

Mht. Filmkavalkaden, så ved jeg, at der det sidste halve år har været længere end sædvanlig mellem mine indlæg, men jeg lover, at jeg fremover vil kyle noget ud på bloggen mindst et par gange om ugen. Promise.

Severin kan besøges på www.severin-films.com og de har mange lækre sager i posen. Mit eget eksemplar er bestilt fra www.dvdpacific.com

Det lille danske DVD-selskab Another World Entertainment har i en tid, hvor kedelige, strømlinede amerikanske produktioner oversvømmer markedet fundet nogle lækre lumre sager frem og lancerer dem for første gang på dansk DVD. I deres "Swedish Sex Collection" (What a name!) har selskabet udsendt en række film med den svenske (s)exploitation-godte Marie Forså. Ind til videre har jeg godt nok kun set tøsens spillefilmsdebut, Joseph Sarnos "Vampire Ecstacy", men pigen har eddersparkemig karisma, så du kan være sikker på, at filmen ikke er den sidste af AWE's udgivelser med Forså, jeg har set.

Ud over "Vampire Ecstacy", en psykedelisk lille heksekultgyser, der oprindeligt rundede biograferne herhjemme under titlen "Satankultens sexofre", har AWE udgivet (eller har dem i hvert fald lige på trapperne) "Blafferen" ("Butterflies", 1975), "Flossie" (1974), "Justine og Juliette" ("Justine och Juliette", 1975)" og "Baby Love" ("Vild på sex", 1974), alle med Marie Forså. God fornøjelse!

DVD'erne er ude i de fleste forretninger, hvor man ikke er bange for at sætte DVD-skiver med bare bryster og lystig sex og erotik på hylderne. Du kan læse mere om titlerne, release-datoer og relaterede udgivelser på AWE's hjemmeside her: www.anotherworldent.com

Jeg elsker kølige thrillers fra 60’erne og John Sturges’ ”The Satan Bug”, herhjemme udgivet på DVD under titlen ”Alarm fra Center 3”, var, selvom den starter lidt ujævnt, en fremragende lille film om hårde mænd i den værst tænkelige konflikt. Forlægget er af Alistair MacLean, så de fleste vil sikkert forvente en solid gang spænding, hvis man altså kommer helskindet gennem de første tyve minutter, hvor filmen synes kejtet og usikker på sit materiale, der berør science fiction-genren.

Handlingen udspilles omkring en gruppe mænd fra det såkaldte E-lab, der arbejder med bakteriologisk krigsførelse. De har udviklet forskellige farlige stoffer og der slås alarm, da flere flasker stjæles fra stedet og et par agenter findes myrdet. Værst ser det ud med stoffet The Satan Bug, som man endnu ikke har udviklet en vaccine mod. En nederdrægtig virus, der vil kunne udslette alt liv på Jorden. Toughguy Lee Barrett (George Maharis) hentes ind for at få styr på tingene, mens terroristerne for at vise at de tager sagen alvorligt udsletter en lille kystby med deres medikamenter og samtidig truer med at slippe Satan Bug løs i L.A.

Sidste halvdel af filmen er i højt gear. I bund og grund en samling spektakulære action-sætstykker holdt nogenlunde nede på jorden, men fremragende kædet sammen af Sturges, der i sin håndtering af magtspil i maskuline fællesskaber bringer tankerne hen på Howard Hawks og John Ford. Sturges er nok mest kendt for sine spændingsfilm i western-miljøet (fx ”En mand steg af toget”, ”Sheriffen fra Dodge City” og ”Syv mænd sejrer”) og fans af Sturges’ westerns kan sagtens være med her. Ørkenmiljøet er det samme, men sci-fi-elementerne et spændende sidespring for manden.

”The Satan Bug” kan bestilles på amerikansk DVD, men er også udgivet herhjemme (”Alarm fra Center 3”) af billigselskabet OnAir. Kvaliteten er god til prisen (anamorfisk letterboxed OAR 2,35:1 og flotte, fyldige farver) og hvis du er heldig kan du finde et eksemplar i nærheden af et kvart hundrede kroner. Mit eget eksemplar er en brugtskive fra Blockbuster, som jeg fik til en flad tyver.

"Alarm fra Center 3" (Originaltitel: "The Satan Bug"), USA 1964. Instr.: John Sturges. Spilletid: 110 min. Dist.: OnAir Video. Set på DVD.

Spike Lees karriere har altid været interessant at følge. En fræk og dristig independent-instruktør af samme skole som Jim Jarmusch og venner. Altid god for et frisk kig på den amerikanske kultur og selvforståelse. Desværre har de sidste mange af instruktørens film været skuffende oplevelser og manglet den sammenhængskraft og fokus, der trods legesygen prægede tidlige værker. Mærkeligt nok virkede den mainstream-mindede kupfilm ”Inside Man” som det friskeste værk fra instruktørens hånd i mange år.

Og hvis der er en genre, der kan give et tankevækkende blik på staternes selvforståelse er det krigsfilmen. En spændende genre og især, når filmene kommer fra instruktører, der sædvanligvis befinder sig i udkanten af mainstreamen. Derfor havde jeg også skruet forventningerne op til ”Miracle at Sct. Anna”, som udspiller sig omkring en lille håndfuld sorte soldater under felttoget i Italien under Den Anden Verdenskrig.

Under et voldsomt bombardement bliver soldaterne afskåret fra deres deling og ender i en lille italiensk bjerglandsby. Her får de til mission at fange en nazist, der skal underrette kommandoen om de tyske styrkers troppebevægelser. Men soldaterne får nok at se til med deres egen overlevelse, og de bånd de knytter til de lokale, partisanterne og en lille dreng, der mirakuløst overlever artilleribeskydningen af en bondegård.

Filmen kan bedst betegnes som et interessant makværk med mærkværdige anakronismer og flere narrative afsporinger. Atmosfæren er fyldig, poetisk og europæisk, men handlingen hæmmes af nogle temmelig stivbenede kommentarer om den amerikanske hærs syn på sorte. Den flakker stakåndet fra handlingsspor til handlingsspor, og tonen er skiftende naiv (mislykket), morsom (okay) og benhård (okay). Desværre når den aldrig ind under huden på seeren, hvilket må skyldes, at den forvirret springer mellem fortid, nutid og fremtid og de mange personer, der bliver involveret i de tyske styrkers belejring af byen.

En af nøglescenerne er SS-soldaternes nedskydning af landsbyboere, men materialet er håndteret så flagrende og retningsløst, at det aldrig får følelserne i kog. Vil du se stærke film om beslægede temaer, så prøv Elem Klimovs russiske ”Gå og se” fra 1985 med poetiske og grusomme barndomsbilleder eller Maurice Cohens franske kortfilm ”10. juni 1944” (1961) om SS-massakren på befolkningen fra landsbyen Oradour. Sidstnævnte har bibliotekerne på video. Desuden kan Rachid Boucharebs "Ærens dage" om arabiske soldater i den 2. verdenskrig anbefales, som et glimrende, beslægtet alternativ til spike Lees noget rodede film.

”Miraklet ved Skt. Anna” (Originaltitel: ”Miracle at Sct. Anna”), USA 2008. Spilletid: 120 min. Instr.: Spike Lee. Dist. (DK): Midget Entertainment. Set på DVD.

Politidramaet ”Madigan” er en hårdkogt strømerfilm om det barske liv som politidetektiv i New Yorks gader. Den stilmæssige inspiration er det grundige politidrama ”Den nøgne by” (1948), mens det litterære forlæg er Richard Doughertys roman ”The Commissioner”.

Drivkraften i filmen er den gamle kasterationsangst og hakkeordenen og manddomsritualerne inden for politiet. Centralt i fortællingen er politidetektiven ”Madigan” (Richard Widmark), men for at give historien flere nuancer følger vi yderligere et handlingsspor med politiinspektøren Anthony X. Russell (Henry Fonda), der er en topstrømer uden mange gråzoner eller nuancer. I like the book, fortæller han en hans folk i starten af filmen.

Hans modsætning er Daniel Madigan (Widmark), der ikke er bange for at bruge sit politiskilt for at opnå frynsegoder. Forholdet mellem Madigan og Russell er fyldt med mindreværd og Madigan, der i alle andre henseende er en barsk fyr, forvandles til en betuttet skoledreng i superstrømerens nærvær. Handlingen sparkes i gang da Madigan og partneren Rocky (Harry Guardino) får stjålet deres revolvere (kasterationsangst) af psykopaten Barney Benesch (Steve Ihnat). De får nu tre dage til at finde skyderne før politiinspektøren, der har problemer med bestikkelse i egne rækker, personligt vil tage affære.

Umiddelbart virker ”Madigan”, der har været vist på dansk tv og i biografen under titlen ”Skyd uden varsel”, lidt gammeldags, hvilket nok skyldes den farverige, statiske cinemascope-fotografering og brugen af kulisser. Men machoklicheerne håndteres fint af både Richard Widmark og Henry Fonda og Don Siegel, kendt for hans Clint Eastwood-film, har et eller andet med at kunne fremtrylle helt fantastiske bymiljøer og urban stemning, og denne evne lader sig ikke fornægte i optagelserne fra New York Citys beskidte gader.

Mit bud er, at hvis du holder af klassiske 60’er-kriminalfilm som ”Den djævelske jagt” og ”I nattens hede”, så vil ”Madigan” helt sikkert falde i god jord. Er man i forvejen forelsket i Siegels film og fokus på det maskuline hierarki blandt politifolk, er ”Madigan” essentiel. Jeg nød den i hvert fald.

Madigan-karakteren var i øvrigt central for en tv-serie (få afsnit) fra 1972, som jeg dog ikke mindes at have set. Det var igen Richard Widmark, som spillede titelrollen.

”Madigan”, USA 1968. Instr.: Don Siegel. Spilletid: 101 min. Dist.: Universal. Set på DVD.

Påskedagene er glimrende til at få set et par børnefilm sammen med familien. Feriens første film var Disneys "Sværdet i stenen" som jeg havde set for mange år siden, men egentlig ikke rigtig kunne huske. Alderscensuren var sat til syv år, men med far i hånden gik det nok og min datter, der snart er fem, ville mægtig gerne se den, da det var noget med riddere... og så sikkert også prinsesser... argumenterede hun. Og ganske rigtigt var der også noget "Tornerose"-agtigt over fortællingen, der groft kan beskrives som "Tornerose" for drenge. Dog helt uden at virke så helstøbt som Disneys tegnefilmsklassiker fra 1950.

Både historie og animation ligger på niveau med "Kejserens nye flip" og har da også samme skitseagtige, løse og episodiske karakter, løst baseret på T.H. Whites romaner om Arthur-legenden. Hvor fortællingen om sværdet i stenen egentlig bare er kimen til historien om kong Arthur og de berømte riddere udgør den lille fortælling sådan set det meste af "sværdet i stenen"s spilletid, og det er lidt mere (eller mindre) end en animationsfilm af spillefilmslængde kan holde til. På den anden side giver den skrabede historie om drengen, der håber på at blive væbner, men vokser op til storhed under troldmanden Merlins vinger, plads til humor og sjove figurer, der nok mere er mindede på det yngre publikum.

Fortællingens episodiske og repeterende karakter tror jeg vil appellere mere til de større børn, og det var da heller ikke en film, min datter bad om at se igen. Personligt fandt jeg historien lidt svag, og den sketch-agtige streg, der fungerede så godt til "Hund og hund imellem"s og "Aristocats"s (ligeledes iscenesat af Reitherman) moderne miljø virker ikke helt efter hensigten her. Det sagt, så er figurende forrygende animerede, livlige og især Merlin og Madam Mim er klare favoritter. Børnene vil hygge sig over de søde dyrefigurer (sært malplacerede for andre), men filmen føles lidt sløv for voksne, der forventer lidt mere af en film baseret på kong Arthur-legenden.

I går forsøgte vi os med yderligere en Disney-klassiker, "Pinocchio" fra 1940 og udsendt i en suveræn 70 års jubilæumsudgave. Ren tegnefilmsmagi gik rent ind hos både børn og voksne. Mere om den i morgen.

"Sværdet i stenen: Specialudgave" (Originaltitel: "The Sword in the Stone"), USA 1963. 75 min. Instr.: Wolfgang Reitherman. Dist.: Buena Vista. Set på DVD.

Jeg har altid holdt meget af Jens Okking som skuespiller, og slutningen af 70’erne bød på tre af mine favoritter med skuespilleren. Mellem de fremragende ”Strømer” og ”Slægten” (begge effektivt iscenesat af Anders Refn) var der den mere spændingsprægede, men faktisk ganske habile ”Skytten”. Påbegyndt af Franz Ernst og fuldendt af Tom Hedegaard efter at førstenævnte ragede uklar med filmholdet. Manuskript af Anders Bodelsen.

Okking har godt nok ikke helt hovedrollen, men stjæler alligevel opmærksomheden som den sympatiske idealist, der vælger at bruge terror for at tvinge sine politiske synspunkter igennem. Ikke-parlamentarisk aktivisme kaldes det, så vidt jeg husker, i filmen. Set gennem den konventionelle filmoptik skal der nok være bred enighed om, at tiden tand ikke har været god ved ”Skytten”, især dialogen virker en smule tung og mekanisk, men filmen får sine pointer ganske fint igennem og den er tilmed ganske stemningsfuld med flot fotografering af Michael Salomon.

Det er ikke ligefrem en film, jeg vil stille mig op og forsvare, men den gjorde stort indtryk, da jeg som barn så den i tv. Et par gensyn siden har faktisk ikke spoleret filmen om journalisten Niels Winther, der i et tv-program (med Ole Michelsen som ordstyrer) forsvarer brugen af vold, hvis man ønsker at standse åbningen af et dansk atomkraftværk. Den sympatiske bademester (Okking) tager Winther på ordet, og lader sig inspirere til at plaffe tilfældige mennesker ned rundt omkring i København. En massakre, der kulminerer med nedskydningen af fodboldspilleren Allan Simonsen i Idrætsparken. Hvem bliver den næste?, er det ydre spændingsmoment, som leder filmen, men forholdet mellem Winther og skytten ender faktisk med at være det, der holder interessen fast.

”Skytten”, Danmark 1977. Instr.: Tom Hedegaard. Spilletid: 81 min. Dist.: ”Sandrew Metronome”. Set på DVD.

Sean Ellis’ romantiske komedie om at komme sig over et knust hjerte og genfinde kærligheden vil lidt for mange ting. Egentlig er den en ganske ordinær ungdomfilm om at fjolle rundt og nyde hverdagen og arbejde og de ulidelige venner, men samtidig forsøger filmen også at visualisere det tomrum som den kunstskolestuderende Ben Willis (Sean Biggerstaff) kastes ud i, da han slår op med kæresten.

Han kan ikke sove og tager derfor arbejde i et natsupermarked, hvor han møder en håndfuld nye venner og den nye flamme (Emilia Fox). Samtidig får han igen lyst til at tegne, hvilket bringer os til filmens æstetiske gimmick.

Tricket er at Ben kan ’fryse’ virkeligheden som en slags snapshot og bevæge sig rundt i en frossen verden, mens han tager noter og foreviger de skønne nøgne kvinders former til papir. Det giver naturligvis muligheden for at nærstudere de handlende, mens Ben klæder dem af, men havde det ikke været lidt mere interessant, hvis der også var almindelige mennesker uden mannequinformer blandt kunderne?

Uden at være decideret dårlig, var ”Cashback” en skuffelse. Den slinger ubeslutsomt mellem det regulært langsommelige og fortænkte - drengerøvshumoren fungerede langt bedre i en film som ”Trainspotting” - og (mere interessant) det kunstneriske. Dog uden egentlig at vide, hvor den vil hen med det hele. Jeg havde læst nogle overordentligt positive anmeldelser af ”Cashback”, men filmen var altså langt fra det mavestød og den fornyelse til ungdomskomediegenren, jeg havde forventet.

Alligevel har Sean Ellis et eller andet. Manden formår at udtrykke fremmedgjorthed og uvirkelighed gennem billeder og selvom det aldrig rigtig kobler til komediegenren, så kan det helt sikekrt fungere, hvis det puttes ind i den rigtige genre. Nu håber jeg ikke at mandens næste, den eksistentielle gyserfilm ”The Brøken”, også skuffer.

”Cashback”, England 2006. Instr.: Sean Ellis. Spilletid: 97 min. Dist.: ”Pan Vison”. Set på DVD.

En gang imellem sniger der sig en film forbi filmradaren som man bliver umådeligt glad for at have set, men kommer til at ærgre sig over ikke at have fanget da den var oppe i biografen. Et sådan værk er Phil Morrisons amerikanske indiedrama "Junebug", der for et par år siden var oppe at vende i de danske biografer under titlen "Hjem, kære hjem". Heldigvis er filmen tilgængelig på DVD fra Scanbox, og den blev det helt store hit hos undertegnede og konen, da vi forleden gav filmen en tur i DVD-afspilleren.

"Junebug" er en dejlig film om den kære, forbandede familie, man ikke kan leve med og ikke kan leve uden. Den højt uddannede Madeline (Embeth Davidtz) er kunsthandler for et lille galleri i New York. Sammen med sin nye mand George (Alessandro Nivola) rejser hun til bibelbæltet for at hyre en kunstner, og da Georges familie bor i området er det oplagt, at de besøger dem. Mødet med familien forløber ikke problemfrit, og det er tydeligt at man opfatter Madeline som et højrøvet, intellektuelt æggehoved. Samtidig har Georges broder nogle kæmpe mindreværdskomplekser over for George, og det gør det ikke lettere, at han føler sig kørt op i en krog med ansvar og forældreudsigter. Konen Ashley (Amy Adams) er nemlig gravid og væmmes af hendes store, fødeklare mave.

Selvom det hele umiddelbart virker meget sørgmodigt og en anelse nedtrykkende, er "Junebug" en opløftende oplevelse. Og tilmed helt uden de feelgood-klicheer, der ellers godt kan præge den amerikanske independent scene. Angus MacLachlans fine manuskript skærer ikke konflikterne ud i pap, men giver masser af rum til at karakterne kan udvikle deres stilfærdige særheder og nuancer. Og det er i høj grad de velfungerende karakterer, der gør "Junebug" til en yderst seværdig film. Øjeblikkelige favoritter er Amy Adams (Oscar-nomineret for rollen) som den farverige og ukuelige Ashley og Celia Weston i rollen som Georges gnavne moder.

Hvad man får ud af "Junebug" er i høj grad afhængig af øjnene, der ser. For mig var det virkelige fascinerende kulturkløften mellem familien og den veluddannede Madeline, der på en sær måde mangler identiet. Måske netop derfor kommer hun til at holde af familien, selvom det tilsyneladende kun er broderens livsglade kone Ashley og den stilfærdige, tilbageholdende fader (Scott Wilson), der gengælder følelserne. Nøglen til hendes binding til familien er givetvis deres stærke sammenhold. En af de kvaliteter, hun som karrierekvinde ellers har fravalgt. Familiens stille liv går sin gang i en (næsten) lukket cirkel, mens Madeleines liv preger fremad som en pil. Men i Georges familie finder Madeleine noget, hun har mistet.

"Junebug", USA 2005. Spilletid: 102 min. Instr.: Phil Morrison. Dist.: Scanbox. Set på DVD.

Filminstruktøren Kristian Levring er nok den mindst kendte af dogmebrødrene, men i min optik hører han til en af landets mest visionære filminstruktører. En filmskaber, der i en vis forstand tør tilsidesætte plot og handling til fordel for en mere visuelt og æstetisk orienteret fortælleform. Resultatet er film der huskes mere for deres stemning og billeder end den konkrete handling. Og det er sgu’ en sjældenhed herhjemme.

Instruktørens ”The King is Alive” hørte til blandt de bedste af den første håndfuld dogmefilm, men blev kun set af lidt over 10.000 danskere. Til sammenligning blev Vinterbergs ”Festen” et solidt hit og set af over 400.000. Ærgerligt, for selvom ”Festen” bestemt var en seværdig og vigtig dansk film, så fik den næsten urimeligt meget vind i sejlene, mens de andre gik lidt i glemmebogen. Måske var det fordi den var flavor of the week i Cannes, men personligt vil jeg til enhver tid vælge en film af Levring frem for en film af Vinterberg.

Den engelsk-dansk producerede ”The Intended” fra 2002 kan bedst beskrives som en slags Joseph Conrads ”Mørkets hjerte” møder Werner Herzogs ”Aguirre” møder dogmebølgens minimalisme har meget af samme psykologiske intensitet som instruktørens ”The King is Alive”, uden at den føles helt så unik. Handlingen udspilles i 20’erne, hvor den engelske landmåler Winslow (JJ Field) og hans forlovede Sarah (Janet McTeer) ankommer til en handelsstation i den malaysiske jungle. Men i dette udpinte og isolerede mikrokosmos forvandles håb for fremtiden snart til mentalt og fysisk forfald... jalousi, had og vanvid.

”The Intended” vises i øvrigt på DR2 d. 14/3 klokken 00:20. Lidt ærgerligt at filmen vises så sent, for Levring er en af vores mest interessante filminstruktører og fortjener, at flere danskere får øjnene op for hans foruroligende og grænsesøgende dramaer. Og så kan det jo ikke nytte noget, at filmen forvises til et tidspunkt, hvor de fleste sover.

”The Intended”, England, Danmark, 2002. Spilletid: 110 min. Instr.: Kristian Levring. Dist.: Nordisk Film. Set på DVD.
 

Gus Van Sants instruktørdebut, ”Mala Noche” (= ”Bad Night”) fra 1985, var nærmest blevet en slags myte eller urban legend, som mange i de homoseksuelle kredse og filmmiljøet talte om, men sjældent havde set.

Pludselig dukkede den op på Cannes i en nyrestaureret version. For en kort bemærkning rundede filmen de danske biografer i december 2007 og er senere landet på dansk DVD fra Pan Vision. Det er denne flotte udgivelse, jeg lod snurre en tur gennem DVD-afspilleren. Og ikke overraskende var filmen en fornøjelse.

”Mala Noche” er en skarp, sort/hvid (enkelte 8mm-optagelser i farve) og storbypoetisk gang homo-romantik af den type der i sagens natur ikke høster mange point hos mainstreampublikummet. For statisk, sensuel, vovet og sær til det bredepublikum, men til gengæld rummer filmen masser af pile, der peger mod instruktørens Oscar-belønnede ”Milk” (har just modtaget statuetter for mandlige hovedrolle og bedste manuskript) og gennembrudsfilmene ”Drugstore Cowboy” og ”My Own Private Idaho”. Stilen er udpræget indie-agtig og passer godt ind i 80’er-slængets bølge af rå, gadesmarte og melankolske dagdriverfilm med Jim Jarmusch’ ”Stranger than Paradise” og ”Permanent Vacation” som en åbenlys inspirationskilde.

Skuespillet svinger fra det mekaniske og åbenlyst amatøragtige, på den okay måde, til det drømmende og overbevisende. Især hovedpersonen Tim Streeter i rollen som den homoseksuelle Walt, der har et godt øje til en mexicansk trækkerdreng, er velfungerende. Den meget litterære voiceover giver et interessant lag til filmen - kommentarer som: ”Jeg har ondt i røven. Han brugte sin pik som et våben, det svin”, er som taget ud af William S. Burroughs eller Charles Bukowski - men personligt så jeg gerne, at filmens drømmende, kontrastfyldte billeder af gademiljøet og homoerotikken havde stået ukommenterede hen.

På trods af dette mindre irritationsmoment er filmen anbefalet, hvis man, som jeg, er til indadskuende film, der er besat af stilstand og hvor karaktererne bare driver rundt, småsnakker, kæler, knepper og ryger cigaretter. De få erotiske scener er i øvrigt rigtig flotte og Van Sants billeder af mandlige kroppe - læg mærke til hvordan kameraet konstant synes at udforske og kærtegne kroppene - i øm omfavnelse (og andet), er lige i skabet.

"Mala Noche", USA, 1985. Spilletid: 76 min. Instr.: Gus Van Sant. Distr.: Pan Vision. Set på DVD.

At forstå verden og andre mennesker er en livslang proces. Mange vil påstå, at den for alvor starter i teenageårene, hvor man ellers har travlt med at positionere sig selv og udvikle identitet. Men for at kunne det, kigger man naturligvis på andre. De fleste havde svært ved at forstå deres forældre... se bare de unge i denne film.

Personligt havde jeg svært ved at forstå min storebror, (jeg er årgang ’72 og han er tre-fire år ældre), men et par brikker faldt på plads, da jeg stiftede bekendtskab med TV-2’s forrygende ”Nutidens unge”, som jeg stadig betragter som en af 80’ernes allerbedste popplader, og John Hughes ”The Breakfast Club” fra 1985. Filmen og albummet kunne jeg ikke helt spejle mig i - var nok ikke gammel nok - men til gengæld så jeg tydeligt min broderes venner og veninder i materialet.

Hvorfor var han altid så voldsom, vred, modsat og rebelsk? Hvad var det for kræfter, der trak i alle retninger på en gang og gjorde den unge mand så forvirret? Der er nok ingen let svar på det spørgsmål, men med lige dele humor og alvor tager ”The Breakfast Club” fat om emnet og viser unge, der ligesom alle andre unge er vrede, desperate, bange, fortvivlede og fyld med håb for fremtiden.

Hughes’ film er ikke en misantropisk klump i halsen a la Larry Clarks ”Kids”, men et let parodieret og intimt kig ind hos en håndfuld unge, der ved første øjekast er meget forskellige: Sportstypen, bøllen, prinsessen, nørden og den neurotiske outsider, der alle har fået en svidende eftersidning og nu er lukket inde på gymnasiets bibliotek, mens de af den nedslidte, menneskefjendske rektor tvinges til at skrive et essay med titlen: Hvem er jeg? Undervejs lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de måske ikke er så forskellige endda. Deres ungdom gør dem til del af et helt særligt fællesskab.

Til tider en smule teateragtig, men alt i alt en knaldgod ungdomsfilm, der imponerende godt har stået mod tidens tand. I hvert fald fangede den mig (igen) fra første sekund og Simple Minds flotte intronummer, der forståeligt nok blev en landeplage i 1985. Og det var ikke kun nostalgi der gør sig gældende. Det er en modigt iscenesat film, der med næsten kun en enkelt lokalitet - skolens bibliotek - giver masser af albuerum til de unge, gode skuespillere, hvor alle er gode, men især er det Molly Ringwald, Anthony Michael Hall og Ally Sheedy gør stort indtryk. Varmt anbefalet til alle filmkavalkadens læsere med nostalgi og ungdom i blodet.

"The Breakfast Club", USA, 1985. Spilletid: 97 min. Instr.: John Hughes. Distr.: Universal. Set på DVD.

An epic journey… on a very small scale, står der på omslaget af Damien O'Donnells sørgmuntre, engelske roadmovie "Heartlands" fra 2002. Og sætningen beskriver faktisk meget godt stemningen I filmen om den engelske nobody, Colin (Michael Sheen), der kører gennem det midtengelske til områdets underholdningshovedstad, Blackpool, for at finde kæresten, der er skredet med holdlederen på det lokale darthold. Eller hvad?

Nu er det jo en roadmovie, så Colin udvikler sig naturligvis undervejs og tingene ender selvfølgelig ikke helt som vi tror. Undervejs på knallerten finder Colin sig selv og nyfunden frihed. Han har hele livet været låst fast i forholdet til konen og nu opdager han i sit møde med en række meget forskellige mennesker, motorcykelentusiasterne, pigespejderne, den vulgære bartender (Mark Addy fra "Det' bare mænd"), pludselig nye sider af sig selv.

"Heartlands" er et stilfærdigt engelsk drama med et skvæt underspillet komedie oven i hatten. Hyggelig og småtrist  på samme måde som de mellemengelske bakkestrøg, smalle landeveje og røgfyldte pub'er. Man kommer til at tænke på de engelske kitchensink-dramaer opdateret til nutiden og koblet til roadmoviens eksistentielle spørgsmål og forvandling. Fin til en eftermiddag i det rette humør.

"Heartlands", England, 2002. Spilletid: 90 min. Instr.: Damien O'Donnell. Distr.: Nordisk Film. Set på DVD.

Fredag den 13. står ligesom i gysets og mystikkens tegn. Flere kulturer har tradition for at fredag den 13. er en uheldig dato, men i filmsammenhæng fik Sean S. Cunninghams film sat lighedstegn mellem datoen og morderiske psykopater, der slagtede sig gennem liderlige teenagere ved Camp Crystal Lake.

I dag har Marcus Nispels genindspilningen af filmen danske premiere, så den vil jeg snige mig ned og se nu her til den første forestilling i Biocity. Forvent et minireview her senere på dagen, og mon ikke der kommer noget op på Uncut i løbet af weekenden? Det tror jeg nok, der gør.

Hvad er i øvrigt dit bud på fem gode gysere til en videoweekend? Ja, jeg er lidt gammeldags, hvad det angår, men for mig hedder det stadig videoforretning, videoaften, videoweekend og videomarathon uanset om det er på blu-ray og dvd fremover.

Her er et par bud, efter et par hurtige snuptag på video/dvd-hylden, til et par gode gyserfilm film jeg vil forsøge at få genset set i løbet af weekenden. Der er på ingen måde tale om en favoritliste, men en håndfuld film, jeg fik lyst til at se igen, da blikket løb over filmsamlingen.

VOKSKABINETTET

USA/Australien 2005, Dist.: Sandrew Metronome.

Den originale med Vincent Price er suveræn, men Jaume Collet-Serras semi-remake af ”House of Wax” (ude på dansk DVD fra Sandrew Metronome) er faktisk ikke helt skidt. Væk er det sindrige plot fra Price-versionen og i stedet får vi noget med psykopater i en lilleby. Fed surrealistisk slutning i øvrigt. Og så aflives Paris Hilton med en ordentlig moppedreng af en kæp gennem skallen. Så vidt jeg husker. Bestemt et gensyn værd.

DE FORTABTE BØRNS BY

Frankrig/Spanien/Tyskland 1995, Dist.: Universal

Ikke rigtig en gyserfilm, men stemningen i denne franske genrehybrid fra makkerparret Jean-Pierre Jeunet og Marc Caro er helt speciel og læner sig godt op ad genren. Handlingen er for sær til at jeg kan huske den i detaljer, men det er vist noget med en vanvittig videnskabsmand (Krank, tror jeg han hedder) og hans cyborgzombier, som vil stjæle børns drømme. Den gjorde stort indtryk med sin idérigdom og det er alt for længe siden, jeg har set den. På mystisk vis minder filmens univers mig om Jacques Tardis fantastiske tegneserier om Adele Blanc-Sec. Som jo i øvrigt bliver filmatiseret med Luc Besson ved roret. Jeg glæder mig ustyrligt.

TENEBRE

Italien 1982, Dist.: OnAir

Dario Argento er der jo altid plads til. Han har bestemt lavet bedre film, men ”Tenebre” blander fornemt et tricky seriemorderplot med den fede mareridtsagtige logik, der er kendetegnende for den italienske horror-auteurs film. Og den slags må man naturligvis ikke gå glip af. Plottet tager afsæt i en forfatter, der stalkes af en morder, som inspireret af forfatterens litteratur, begynder at slagte sig gennem Roms lesbiske kvinder. Politiet er på sagen, men har problemer med efterforskningen.

THE HUNGER

England 1983, Dist.: Warner.

Catherine Deneuve og David Bowie i en film om vampyrmelankoli og evigt liv. Så kan det kun være artsy fartsy. På den gode måde, hvis man er i rette humør. Med rette kaldt den mest prætentiøse vampyrfilm nogensinde (Mikkel Harris fra Uncut), men efter at have set den fremragende svenske vampyrungdomsfilm ”Lad den rette komme ind”, fik jeg lyst til at se den igen. Plottets grundelementer minder nemlig meget om den svenske gyser. Filmen er, så vidt jeg ved, ikke ude på DVD i Danmark, men kan fås på amerikansk DVD fra Warner.

WHO CAN KILL A CHILD?

Spanien 1976, Dist.: Dark Sky Films

Snigende spansk gyser, originaltitel ”Quién puede matar a un niño”, af Narciso Ibáñez Serrador, der desværre ikke har lavet mange film. Så denne for mange år siden og kunne ikke glemme den, så det var rart, at få købt den amerikanske DVD-udgivelse fra Dark Sky Films. Der har ligget og ventet lige ind til NU!!
   Plottet følger et ægtepar, der tager på ø-ferie, da det går op for dem at noget er galt. Tilsyneladende er der kun børn på øen. Hvor er de voksne blevet af? Forklaringen er simpel og langt fra overraskende, men filmen tager sig god til at etablere stemning og sympati for sine aktører. Helt speciel i mine øjne.

Det var så mine fem, lige fra hoften. Lad mig høre, hvordan din liste på fem film til fredag den 13.-weekenden ser ud. Måske er der noget imellem, jeg ikke har set eller får lyst til at gense. Og frisk på noget nyt/ukendt er jeg altid.

Holy crap! Jeg elsker en god bilfilm, især dem fra 60'erne og 70'erne, og billigselskabet OnAir Video har udsendt en af mine favoritter, Monte Hellmans "Two Lane Blacktop" fra 1971 på dansk dvd under titlen "Motorvej USA". Jeg har godt nok allerede dvd'en stående på hylden, men skal selvfølgelig lige ud og snuse til den nye udgivelse, der landede i januar.

I filmen spiller James Taylor og Dennis Wilson to bilnørder, The Driver og The Mechanic, der kører ræs i deres '55 Chevy, og indgår et væddemål med køreren GTO (Warren Oates bag rattet på en '70 GTO) om at komme først gennem det sydvestlige USA. Vinderen får konkurrenternes bil. Løbet bliver også en eksistentiel rejse, hvor The Driver bliver nødt til at vælge mellem bilerne og pigen, han har forelsket sig i.

Og nu vi snakker bilfilm, så husk også lige at få set den herlige roadmovie-komedie "Grand Theft Auto" (som jo ikke har en døjt med computerspillene at gøre) fra Ron Howard (biografaktuel med "Frost/Nixon") ligeledes udgivet af OnAir. Du kan se traileren til "Two Lane Blacktop" på youtube.com og de har sørme også traileren til "Grand Theft Auto". Enjoy.

En af de instruktører der - i hvert fald indledningsvis - klarede rejsen til Hollywood med æren i behold er australske Peter Weir, der i mine øjne stadig er en af landets mest spændende instruktører. ”Witness” fra 1985 er Weirs første film i USA og ind til videre hans bedste. Uhyre stemningsfuld og blændende fotograferet af John Seale, der helt fortjent var Oscar-nomineret, for filmens betagende billeder.

Selv om jeg allerede har set filmen et par gange, var den helt sikkert et gensyn værd. Umiddelbart er ”Witness” en thriller om farefuld vidnebeskyttelse, men under overfladen lurer der mere. Visuel poesi, pacifisme, eksistentiel angst, kultursammenstød og to mennesker, der plages af tab og for en stund finder trøst i begær og elskov. Harrison Ford spiller politikaptajn John Book. Storbystrømer, som kommer i problemer da en lille amish-knægt bliver vidne til mordet på en kriminalbetjent. Sporet fører til narkobetjentene McFee (Danny Glover) og Schaeffer (Josef Sommer... fremragende som charmerende røvhul), der lever fedt af beslaglagte kemikalier som bruges til at fremstille stoffer, og nu er både Book og knægten Samuel Lapp (Lukas Haas) målskiver for de korrupte betjente.

Book såres af skurkene, men flygter sammen med Samuel og dennes moder (Kelly McGillis) til amish-folkenes hjemby i Pennsylvania. Efter indledende gnidninger mellem de to kulturer, synes Book, der er tidligere snedker, at falde til, men fortiden og skurkene nærmer sig det lille samfund, hvor man ikke tror på våben og vold som konfliktløsning. En ting jeg hyggede mig over under gensynet med filmen - det er de små glæder man skal værdsætte - var udtrykket ’asshole’, der af den danske oversætter var blevet til ’skidespræller’. Et ord vi bruger alt for lidt i det danske sprog.

I øvrigt havde jeg ikke tænkt over det før, men den flotte slutscene i kornsiloen, hvor en af de pumpgun-bevæbnede baddies kvæles i korn, er jo en åbenlys hyldest til vores egen Carl Th. Dreyers ”Vampyr”, hvor en af skurkene i slutscenen bliver begravet levende i mel. En af filmhistoriens smukkeste dødsfald, hvis du spørger mig.

Forvent at jeg kigger nærmere på et par tidlige Weir-film inden for den nærmeste fremtid. Jeg har nemlig Scanbox’ Peter Weir Director’s Box-sæt stående på hylden. Den indeholder ”Udflugten”, ”Den sidste bølge”, ”The Plumber” og ”The Cars That Ate Paris”. Alle et gensyn værd, og Weirs ”Gallipoli” har jeg af en eller anden grund aldrig fået set, så den vil jeg bestræbe mig på at få set snart. ”Udflugten” er i øvrigt udgivet i en lækker ”Deluxe Edition” fra engelske Second Sight Film, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Vente tiden er ovre! Endelig dumpede endnu en boks med dukkefilmguruen Gerry Andersons progressive science fiction-tv-serie ”Månebase Alpha” - eller ”Space: 1999” som originaltitlen lyder - ind af brevsprækken. Det danske selskab Midget Entertainment udsender den 27. januar - så den skulle være på gaden nu - det andet bokssæt fra serien.

Sidste sommer udkom det første sæt fra selskabet, og nu kommer så ”Vol.2” med yderligere 12 afsnit. De resterende af den første sæsons 24 afsnit fordelt på fire DVD’er. Handlingens centrum er kommandør Koenig (Martin Landau), der netop har overtaget lederposten på en månebase, hvor Jordens farlige kemiske affald opmagasineres. En voldsom eksplosion sender månen ud af kredsløb og gennem universet, hvor mandskabet oplever mange utrolige eventyr og møder fremmede civilisationer.

Trækplasteret for ”Månebase Alpha” er først og fremmest de vildt flotte specialeffekter og scenografien, der stadig kan få en hærdet sci-fi-fanatiker til at gøre store øjne. Og selvom mange afsnit virker en anelse selvhøjtidelige er det stadigvæk en fin serie, som sagtens kan ses helt uden de ironiske briller på. Både spændende, fantasifuld, velspillet og skrevet med en understrøm af alvorlige temaer, hvilket giver serien en dyster kant i forhold til mange af samtidens sci-fi-fjollerier.

Jeg har i øvrigt anmeldt det første bokssæt på uncut.dk. Du kan læse anmeldelsen HER, og forvent review af resten lige så snart jeg har gnavet mig igennem "Vol.2"s næste tolv afsnit. Bliver det dog aldrig weekend!!!

Husker du tegneserien ”Luftens ørne”? Flyverheltene i actiontegneserien ”Tanguy et Laverdure” var kreeret af belgieren Jean-Michel Charlier og havde oprindeligt streg af den franske tegner Albert Uderzo, der vel nok er bedst kendt for sine albums om ”Asterix”. Herhjemme udkom ”Luftens ørne” i deres egne albums fra 1971 til 1987, og for mit eget vedkommende var jeg stor fan af de to piloter og deres hårdt prøvede Mirage-jagerfly.

Skolebibliotekets eksemplarer blev tyndslidte af den intensive læsning og handlingerne i de forskellige albums kunne jeg forfra, bagfra og i søvne. Jeg begyndte sågar at tegne egne flyvertegneserier, så godt som en kreativ knægt nu kan lave dem, direkte inspireret af Charlier og Uderzos serie. Derfor var det med stor skepsis, at jeg langt om længe fik taget hul på Gerard Pires’ spillefilm ”Les Chevaliers du ciel” - der herhjemme har fået titlen ”Sky Fighters” - om de to helte fra det franske luftvåben. Jeg havde længe undgået filmen, da jeg jo helst ikke ville have spoleret mine gode minder om og oplevelser med tegneserierne.

Min skepsis blev gjort til skamme. I hvert fald hvad ”Les Chevaliers du ciel”s billedside angår. Flyscenerne - som der heldigvis er mange af - er udarbejdet i tæt samarbejde med det franske luftvåben, og indfrier de vildeste forventninger. Eksekveret med det poetisk touch og stort set fri for computergenererede effekter hører luftfotograferingen i filmen til det allerbedste genren har at byde på.

Kan man abstrahere fra det karikerede skuespil - kun Benoît Magimel og Clovis Cornillac lyser nævneværdigt op i det to hovedroller (navnene er af uransagelige årsager ændret fra Tanguy og Laverdure til Marchelli og Vallois) - og den tynde storyline, er det en film, jeg varmt vil anbefale folk med et fetichistisk forhold til militærfly. Actionscenerne og den flotte fotografering er ganske enkelt det hele værd. Alle andre kan sagtens springe den over.

"Sky Fighters", Frankrig, 2005. 102 min. Instr.: Garard Pires. Dist.: Scanbox. Set på DVD.

Egentlig er jeg aldrig blevet overbevist om, at Eastwood som instruktør er mere end en habil håndværker, der formår at tiltrække store skuespillernavne. Så ser jeg hellere en af Leones eller Siegels film med manden, der er blevet kendt for sine barske cowboy- og strømerroller. Det virker lidt som om, Eastwoods film som instruktør står og falder med deres manuskript og jeg savner virkelig instruktørens fingeraftryk på materialet. Så er han bedre foran kameraet.

Det er til gengæld let at se veteranen Don Siegel bag kriminalfilmen "Coogan's Bluff" fra 1968. En robust mandfolkefabel om mænd af den gamle skole (det vilde vesten), der møder blomsterbørnsgenerationens løsslupne moral og seksualitet.

Eastwood spiller Arizona-strømeren vicesherif Coogan som sendes til New York for at slæbe en forbryder hjem til en retsag. Der er straks problemer. Skurken, Ringerman (John Stroud), har taget et LSD-trip og ligger nu på hospitalet. Coogan gider ikke vente og bluffer sin vej ind på afdelingen (deraf filmens titel) og får Ringerman udskrevet, så han kan slæbe ham hjem til Arizona. I lufthavnen gokkes Coogan af Ringermans venner, Pushie og Raven (gode biroller til David Doyle og Tisha Sterling). Ringerman er nu på fri fod og selvom Coogan bliver sat af sagen tager han ikke tilbage til Arizona uden sit bytte. Og Pushie og Raven får naturligvis deres bekomst... Pushie bankes til plukfisk i bedste Arthur Penn-stil, og Raven ender i kanen med Coogan og får en afklapsning bagefter.

Hvad Ringerman har gjort, ved vi ikke. Det er også ligemeget, for han er bare en macGuffin for at kunne fortælle om Coogan og hans metoder og livssyn. Filmen er kølig, hård og fyldt med 60'er-stemning for hårde nitter. Let at betragte som et forstudie til "Dirty Harry"-karakteren og generelt betragtet som inspiration til "McCloud", men "Coogan's Bluff" kan nu sagtens stå på egne ben og er et gensyn værd, hvis man holder af Siegel eller Eastwood.

"Coogan's Bluff", USA, 1968. 90 min. Instr.: Don Siegel. Dist.: Universal. Set på DVD.

Kalenderlågen den 19. december. I julen skal der naturligvis være film for børnene. Et oplagt valg til julehygge, hvor de voksne ikke vil føle sig hægtet af på et sidespor er den svenske filmserie om ”Pettson och Findus”, der på dansk hedder ”Peddersen og Findus”. De charmerende, hyggelige og livlige tegnefilm er baseret på Sven Nordqvists bøger om den talende kat og den gamle opfindersærling Peddersen. Herhjemme har vi forsøgt os med de flotte børnebøger, men faktisk synes børnene at holde meget mere af filmene.

Uanset om man foretrækker filmene eller bøgerne er det en fin serie at investere i og så har SF Film endda udgivet filmene i en særlig dvd-julepakke (set til 139,- i Bilka), som indeholder alle seriens tre spillefilm: ”Peddersen og Findus: Det kattens år” (1999), ”Peddersen og Findus: Fornemt besøg” (2000) og ”Peddersen og Findus: Nissemaskinen” (2005).

Den bedste af filmene er den første, ”Det kattens år”, hvor Peddersen og Findus fanges i en snestorm og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier om det forgangne år. Men den søde og sjove ”Nissemaskinen” vil med sikkerhed også sprede julehygge i de fleste hjem med børn fra fireårsalderen. Husk at holde i hånd: Filmene har en sær tone af uhygge og isolation i visse passager og det er ikke altid, at det går Findus og den gamle jas lige godt.

Gamle jas - et tilbagevendende udtryk fra filmene - er i øvrigt blevet en fast vending herhjemme, når storesøster på fire skal lade undertegnede vide, at godt nok er farmand flink, men ikke altid er den, der bestemmer i hjemmet.

Kalenderlåge nummer... ja, hvad var det lige vi nåede til? Sikken voldsom trængsel og alarm... medierne boomer med klicheer om, hvor travlt vi alle sammen har i december og alle pisker en stemning op. Der er endda mennesker, der har brug for coach for at få julemåneden til at hænge sammen. Jeg hader normalt den slags, for rent ud sagt, så har vi ikke en skid mere travlt end normalt. Troede jeg. Lige ind til jeg selv blev offer for juletravlheden og ikke fik skrevet min julekalenderblog om gode julegave tip. Øv. Derfor åbner jeg over de næste par dage, hvor det faktisk ser lidt lysere ud, et par bonuslåger. Promise.

Bag låge nummer 16 gemmer sig en atmosfæremættet gyserfilm, ”Nosferatu” fra 1979, der fusionerer vampyrfilm, kunstfilm og snigende uhyggelig stemning i et suverænt værk løst baseret på Bram Stokers ”Dracula” og F.W. Murnaus ”Nosferatu” fra 1922. Den tyske instruktør Werner Herzog iscenesætter i et slæbende tempo, der virkelig arbejder sig ind under huden på seeren. Tyk, mareridtsagtig atmosfære, suveræn gusten musik og fine præstationer fra Bruno Ganz, Isabella Adjani og Klaus Kinski som den rotteagtige vampyr.

Filmen er udgivet på dansk DVD i fin kvalitet af Criterion Film. Udgået de fleste steder kan jeg forstå, men så dukker den op i billigforretningen Tiger - tak for SMS’en Henrik - til en tyver! Ja, du læste rigtigt. Tyve kroner blandt en masse andre uhørt billige tilbud. Du kan se om der ligger en Tiger i nærheden af dig på deres hjemmeside.

Bag kalenderlåge nummer ni finder vi Shane Meadows’ stærke britiske ungdomsdrama om drengen Shaun, der efter faderens død i Falklandskrigen flirter med neonazismen og skinheadkulturen. ”This is England” er ikke bare en fascinerende film om den omdiskuterede ungdomskultur, filmen er også en af de mest velspillede ungdomsportrætter, jeg længe har set. Velfortjent modtog filmens hovedrolle, Thomas Turgoose, et hav af kritikerroser og filmprisnomineringer, bl.a. Britisk Independent Film Award for Most Promising Newcomer, som Turgoose overlegent vandt.

Tidsbilledet af et nedslidt, forpint, forvirret og alligevel kulturelt spændende England er ud over den unge Turgoose filmens stærkeste kort, og instruktør Meadows investerer på fornuftig vis en masse af filmen i miljøbeskrivelsen omkring Thatcher-England anno 1983, skinheadkulturen og det attraktive ved denne form for rå og på overfladen hjertelige fællesskaber.

Scanbox har udgivet filmen på dansk DVD.

Julekalenderlåge nummer otte. Har man sagte "Bottom" (se kalenderlåge nummer syv), er man næsten tvunget til også at sige "The Young Ones". En anarkistisk, britisk ensemblekomedie med blandt andre Rik Mayall, Adrian Edmondson, Nigel Planer og Christopher Ryan.

Da serien i mine teenagerår blev vist på dansk tv i midten af 80'erne, hørte den til et af de første comedy-shows, jeg for alvor forelskede mig i, og ved gensyn på video i 90'erne, var den stadig lige god, proppet med anarkistiske indfald og bizarre gags.

Serien følger over 12 afsnit i to sæsoner de umage bofæller i en lille engelsk forstad. Hippien Neil, snobben Mike, punkeren Vyvyan og wannabe anarkisten Rick har hver deres problemer med fællesskabet, naboerne og den psykotiske udlejer Jerzy Balowski. Showet blander perfekt timet humor, farverige karakterer og tyk atmosfære fra Thatcher-periodens England. Varmt anbefalet.

Det er også Pan Vision, der står bag den danske dvd-udgivelse, som indeholder samtlige af seriens 12 afsnit. Set i Stereo Studio og på moviezoo.dk til 99,95.

Bag kalenderlåge nummer syv er mere britisk humor. Jeg var lige forbi Stereo Studio for at købe jazz-cd’er til svigerfar (shhhh!) og løb ind i tv-serien ”Bottom”, jeg ikke har set siden 90’erne, hvor den hørte til mine absolutte tv-favoritter.

Okay, det er måske ikke en serie, man går og tænker på hver dag, men holder man af anarkistisk, voldelig og småvulgær 80’er-humor, som fx i den helt fantastiske ”The Young Ones”, hvor Adrian Edmondson og Rik Mayall også medvirkede, er ”Bottom” ganske enkelt ikke til at komme udenom. I ”Bottom” (tre sæsoner fra 1991-1995) spiller Mayall og Edmondson de to ungkarle Richard Richard og Eddie Hitler. Altid på spanden og altid parat med en ny plan, der skal sikre dem sex, mad eller sprut. Jagten på hurtige kicks går aldrig som Richard eller Eddie forestiller sig og ender som regel med vold og diverse ydmygelser. Stakkels Richard.

Det er Pan Vision, der har udgivet serien på dansk DVD. Alle 18 afsnit fordelt på tre dvd-skiver. Set hos både Stereo Studio og moviezoo.dk til den latterligt lave pris af 99,95.

Låge nummer seks i julekalenderen. Her gemmer sig en vaskeægte, slidstærk filmklassiker, Carol Reeds ”Den tredje mand”. For længst kanoniseret som et filmmesterværk på mange filmkritikeres favoritlister og flere gange kåret som den bedste britiske film nogensinde. Ja, det lyder næsten som en kliché, men jeg genså filmen for nylig, og den er stadig helt fantastisk, så der er faktisk god grund til at den med jævne mellemrum er blevet skamrost til skyerne siden premieren tilbage i 1949. Alene Robert Kraskers ekspressive cinematografi og Anton Karas uforglemmelige musik gør filmen til en oplevelse ud over det sædvanlige.

Joseph Cotton spiller knaldromanforfatteren Holly Martin der ankommer til efterkrigstidens Wien, hvor han erfarer at vennen Harry Lime (Orson Welles) er omkommet under mystiske omstændigheder. Med hjælp fra politiet, der har Lime mistænkt for sortbørshandel, starter en menneskejagt på den tredje mand, der angiveligt var til stede da Lime omkom i bilulykken. Efter flere krumspring og drejninger end du kan tælle på to hænder, kulminerer jagten i byens kloaker. En finale så stemningsfuld og sublimt filmlækker, at det kribler helt ud i øjeæblerne.

Filmen er udgivet af flere selskaber. Midget Entertainment har udgivet den på dansk dvd, men det er 2-disc-udgivelsen fra Universal du bør slå kløerne i. Ud over selve filmen indeholder denne udgivelse Frederick Bakers dokumentarfilm ”Shadowing the Third Man” fra 2004. Set i Stereo Studio til 49,95.

Og hvis man rigtig vil flotte sig og har udstyret i orden, er filmen udgivet på amerikansk Blu-ray af Criterion Collection.

Der er vanvid bag kalenderlåge nummer fem i Filmkavalkadens julekalender. Med deres genrefornyende comedy-show ”Monty Python’s Flying Circus” gennemhullede de skøre englændere John Cleese, Eric Idle, Terry Jones, Michael Palin og Graham Chapman - samt Carol Cleveland og Terry Gilliam på sidelinjen - godt og grundigt konventionerne for god humor.

Ingen klokkeklare punchlines, karakterer med flakkende identiteter, afbrudte sketcher og episoder, der virkede improviserede og indtil flere afsnit, som synes at smuldre mellem hænderne på manuskriptforfatterne. Herligt og udfordrende.

En ting, jeg virkelig respekterer Pythonerne for er den lynhurtige dialog, der kræver at seeren holder tungen lige i munden og er opmærksom helevejen. Derfor er det godt at have undertekster at støtte sig til i de mest komplicerede sketcher, og det er her at dvd kommer ind i billedet. Sony har nemlig udgivet alle fire sæsoner af serien på dansk dvd og her er der både engelske, danske, tyrkiske og arabiske undertekster. Selv foretrækker jeg de engelske, men der er altså frit valg på alle hylder. Hver dvd (der er som sagt fire i alt) ligger prismæssigt i nærheden af et par hundredkronelapper, så det er ikke noget, der knækker budgettet. Set på moviezoo.dk til 179,95 pr. sæt.

Husk i øvrigt at DR2 i morgen eftermiddag (lørdag d. 6. december kl. 15:45) viser Ian MacNaughtons ”And Now for Something Completely Different” fra 1971. En samling af de bedste sketcher fra "Monty Python's Flying Circus"' sæson et og to.

Bag kalenderlåge nummer fire finder vi Bent Christensens dansk-svenske tv-serie ”Strandvaskeren”, et snørklet krimimysterium, der løb i tv, da jeg var knægt. 1978 (genudsendt på DR2 i 2000) for at være helt nøjagtig. Jeg husker ikke handlingen fra dengang, men da jeg for nylig proppede DVD’en i afspilleren over et par aftener, stod den stemningsfulde åbning med Dizzy Gillespies musik, helt klart i erindringen. Ligeledes gjorde nogle af filmens mere barske øjeblikke, som opdagelsen af et lig i et af Danmarks akvariums akvarier.

Seriens seks afsnit løber sammenlagt 292 minutter, og selv om den bestemt ikke er så ringe som nogle af de anmeldelser jeg har fundet online skriver, så er de sidste par afsnit lidt tunge at komme igennem. En kraftig nedredigering og måske fire afsnit havde været mere passende. Heldigvis hjalp den tykke 70’er-stemning og de ganske veloplagte skuespillerpræstationer på helhedsindtrykket. Desværre løber krimiintrigen så længe med politiet på sidelinjen, at retsmediciner Bengt Linds (Jess Ingerslev) søgen efter sandheden og dristige engagement i industrispionage sjosker alt for længe rundt i det utroværdige terræn, hvor krimifilm ikke har godt af at nå ud.

”Strandvaskeren” er udgivet som del af et ”Leif Panduro og Bent Christensen præsenterer”-bokssæt. Gensynet var ganske fornøjeligt, men som sagt lidt tungt. Hvis man ikke køber sættet - udgivet af Sony/DR - for gensynet med ”Strandvaskeren”, så kan man jo gøre det for de to andre, og bedre, serier, der er inkluderet i bokssættet. Nemlig ”Smuglerne” (1970-71) og den danske tv-klassiker ”Ka’ de li’ østers?” (1967), der angiveligt lagde gaderne øde dengang mor og far var unge. Begge bedre fortalt end ”Strandvaskeren” og bestemt seværdige, hvis man holder af kriminalserier, der ikke nødvendigvis skal være fortalt i et overgearet ”CSI”-tempo.

Bag kalenderlåge nummer tre gemmer sig sved og neglebidende spænding fra Frankrig. Filmen er Henri-Georges Clouzots mesterlige ”Le salaire de la peur” fra 1953, herhjemme kendt som ”Frygtens pris” og efterhånden blevet en kanoniseret klassiker inden for spændingsgenren selvom den (uforståeligt) modtog meget negativ kritik ved sin premiere. Især fra den franske filmscene, der synes den var for amerikansk.

”Frygtens pris” har Yves Montand og Charles Vanel i hovedrollerne som to venner og vovehalse, der ædes op af frustrationer i en lille Sydamerikansk flække. De beslutter sig derfor at tage tjansen for et olieselskab, der skal have transporteret to lastvogne læsset med nitroglycerin gennem junglen. En transport, der selv sagt ikke bliver uden visse farefulde momenter og en uhyre høj pris.

”Frygtens pris” er ude på DVD i flere udgaver. Blandt andet fra kvalitetsselskabet Criterion Collection under den amerikanske titel ”Wages of Fear”. Herhjemme er den udgivet af Criterion Film (altså ikke Criterion Collection, men Criterion Film... jeg morer mig altid over det navn, der så tydeligt forsøger at kopiere det amerikanske koncept) og set til en flad halvtredser i Stereo Studio. Denne udgave er, prisen taget i betragtning, helt okay og serveres i en flot digipack. Kan du så komme af sted efter den.

Filmen blev i øvrigt genindspillet af William Friedkin (”Eksorcisten”) i slutningen af 70’erne under titlen ”Sorcerer”. Den har fået meget negativ kritik - der mest går på, at der er tale om et remake - men det er faktisk en fremragende og voldsomt stemningsfyldt spændingsfilm, så den bør du måske også opdrive.

Bag kalenderlåge nummer to finder vi den kultdyrkede instruktør Samuel Fullers ”White Dog” fra 1982. En stærk og anderledes thriller, der krydser horror-elementer med stærkt drama. Det er efterhånden en del år siden jeg så filmen om kamphunden, der er trænet til kun at angribe sorte, men husker den som en usædvanlig, foruroligende og tankevækkende film.

Jeg har i en årrække jagtet et eksemplar på video, men nu er den så endelig kommet på amerikansk dvd. Det er kvalitetsfilmselskabet Criterion Collection, som har været så flinke at udgive filmen, der, som de har for vane, har fået luksusbehandlingen. Der er tale om en ny overførsel, uklippet og i filmens originale billedformat. Skiven kan bestilles hos en af online forretningerne - fx dvdpacific.com - så har du den inden juleaften, hvis den skal pakkes ind og under juletræet.

Prismæssigt (dvdpacific) befinder vi os i nærheden af 120 kroner, hvilket bliver til 160 inklusive forsendelse. Ikke dyrt, for man kan jo bare kyle et par ekstra billigdvd'er i pakken uden merpris.

Der er sikkert en masse gode film, der i årets løb er gået den kvikke filmelskers næse forbi, så her er første julegaveforslag (ud af 24) til generel inspiration. Jeg har det nemlig selv sådan, at jeg elsker når andre laver lister. så opdager man noget, som er lusket forbi filmradaren i de øjeblikke, hvor tiden er fyldt med alle hverdagens sure gøremål. Anyway, i julemåneden vil jeg hver eneste dag komme med (gode) forslag til julegaveindkøb til filmelskere i alle afskygninger og alderstrin.

Men lad os kigge bag julekalenderlåge nummer 1: Bag den knirkende gamle låge gemmer sig en DVD, hvor selv de aller yngste kan være med, men som med sikkerhed også vil fange garvede animationsnostalgikere som undertegnede: ”Cirkeline: De go’e gamle”. Som titlen mere end antyder, er der ikke tale om en ny film, men alle de klassiske afsnit af Hanne og Jannik Hastrups ”Cirkeline” animationskortfilm samlet på DVD. Skiven indeholder samtlige tolv afsnit fra perioden 1968 - 1970 lige fra klassikeren ”Åh, sikken dejlig fødselsdag” til ”Flugten fra Amerika”, der var så anti-amerikansk, at den aldrig blev vist i tv. Bonusmaterialet består af karaokeversioner af sange, musikvideoer samt ”Frederiks fødselsdag” fra 1966, den allerførste film om Cirkeline.

”Cirkeline” er børnevenlig animation af allerhøjeste kvalitet. Sammenlignet med de strømlinede sager fra Hollywood teknisk simple, men iscenesat og kreeret med fantasi, charme, øje for detaljer og enkle fortællinger, der vil henrykke unge som gamle. Varmt, varmt anbefalet.

DVD'en er udgivet af Scanbox, og kan købes over alt, hvor der sælges kvalitetsfilm. Prisen ligger i nærheden af en flad hundredkrone.

Det lille danske distributionsselskab Another World Entertainment har sikret sig endnu en filmtitel fra den russiske mesterinstruktør Andrei Tarkovskij. I foråret 2008 udgav de i deres ”Andrei Tarkovskij Collection” filmene ”Ivans barndom” (1962), ”Den yderste dom” (1971), ”Spejlet” (1974) samt ”Vandringsmanden” (1979) og ”Solaris” (1972). Alle essentielle titler for enhver seriøs filmentusiast.

Nu har de så føjet mandens sidste film, undergangsfortællingen ”Offeret” fra 1986, til samlingen. DVD’en, AWE udgiver, er en 2-disc-udgave, hvor filmen er gengivet i dens originale billedformat 1,66:1 Widescreen og filmen er udstyret med dansk, finsk og norske undertekster. Bonusdiscen indeholder dokumentaren ”Regi Andrei Tarkovskij” (101 min. engelske tekster), ”Minnen av Tarkovskij” (16 min. engelsk eller svensk audio), Tarkovskij trailershow og 4 siders booklet. Det hele nydeligt indpakket i sølvfarvet papomslag.

Tarkovskij-titlerne og ”Offeret” kan købes i enhver veludrustet filmforretning. Du kan besøge AWE's hjemmeside på www.anotherworldent.com

I 2007 modtog DR's "Max" TV-prisen som bedste tv-serie for børn og unge. Og jeg er tilbøjelig til at give prisuddelerne fra tvfestival.dk ret. Med vittig, jordnær humor og sans for miljø og detaljer fanger tv-serien perfekt de problemer man kæmper med som ti-elleve-tolv-årig knægt. Max bor sammen med sin superpinlige mor, en velspillende Mette Horn, der gang på gang roder de to ud i tåkrummende situationer, som sætter Max' tålmodighed og skrøbelige barnesind på prøve.

Og nu har Max fået sin egen biograffilm, "Max Pinlig", ligeledes iscenesat af Lotte Svendsen ("Royal Blues" og "Bornholms stemme"), der også var en af hovedkræfterne bag tv-serien. Max går stadig meget op i at virke normal og tjekket, men har i virkeligheden ikke styr på så meget. Det er ved at være jul og Max har tænkt sig at bruge julen på veninden, Ophelia, han har et godt øje til. Mor ved, som sædvanlig ikke, hvilket ben, hun skal stå på.

Det lyder lige præcis som den gode serie, der har henrykt både voksne og børn. Så selvfølgelig skal jeg ind og se Lotte Svendsens biograffilm om den uheldige tween/teen og hans problemmor. Ind til da kan man hygge sig derhjemme med tv-serien på DVD. DR har nemlig udgivet serien på to DVD-bokssæt, hvor man får de to første sæsoner (16 afsnit) for rundt regnet 400 kroner. Kan købes i de fleste onlineshops og hos DR's egen webshop på netbutik.dr.dk

"Max Pinlig" har biografpremiere over hele landet d. 5/12. Du kan besøge filmens hjemmeside på www.maxpinlig.dk

Det er stadig efterårsferie, så jeg kan vel lige nå at få fyret en filmanbefaling af sted, hvis man skal se en kvalitetsfilm eller to med ungerne mellem de mange andre aktivitetstilbud, der lokker stressede forældre. ”Prinser og prinsesser” er af en eller anden grund gået min næse forbi. Jeg holder meget af animationsfilm og børnefilm generelt og er ellers ret god til at opdage, når der lander noget usædvanligt på det danske marked. Men ”Prinser og prinsesser”, der så vidt jeg kan gennemskue består af otte afsnit af franskmanden Michel Ocelots animerede tv-serie ”Ciné si” fra 1988 (tilsyneladende restaureret og genudsendt i 2000), havde jeg altså misset.

Lige ind til i dag, hvor jeg sjoskede forbi en Tiger-forretning og opdagede det særprægede cover i en enlig kasse mellem de mange kunder, der havde klemt sig ind i forretningen. Kæden har sikkert købt et restlager af den nu tre år gamle DVD-udgivelse fra Scanbox, og nu stod den altså til sølle tyve kroner i forretningen. Man har vel lov at være heldig. En hurtig gennemgang af omslaget afslørede, at det var Ocelot - kendt for de herlige film om negerdrengen ”Kirikou” - der stod bag de otte afsnit, som tilsammen løber 94 minutter, så den måtte bare med hjem.

Børnene er lagt i seng og har endnu ikke kigget på filmen, men jeg skulle lige have den i afspilleren for at tjekke kvaliteten og se et enkelt afsnit. Jeg endte med at se dem alle sammen. ”Prinser og prinsesser” er nemlig ren tegnefilmsmagi, der næsten får en til at ærgre sig over, at man ikke har opdaget den tidligere. Udgangspunktet er en håndfuld fortællinger - af ”Klodshans”- og ”Askepot”-varianten - fra forskellige tider og verdenshjørner. Stilen er fyldig med pangfarver og karakterer animeret som silhuetter på de farveheftige baggrunde, der fint illustrerer psykologien i de enkelte scener. Flot, præcist og medrivende fortalt.

Men den gimmick, jeg virkelig faldt for, er den metaagtige rammefortælling, hvor to skuespillere, en ung kvinde og en ung dreng, sammen med deres instruktør udarbejder idé og kostumer til hvert afsnit inden det går i gang. De gennemgår ved hjælp af en computer historiske fakta, og en fantastisk maskine former deres dragter og hele sceneriet, inden historien kan begynde. Helt sikkert et alternativt greb på denne type fortællinger, men jeg tror bestemt ikke, at det vil distrahere de yngste seere, at de får øjnene op for hvordan man laver film og der er tanker bag de fortællinger, de kigger på eller får fortalt. Og det her er, i mine øjne, en perfekt måde at gøre det på.

Selve overførslen på Scanbox’ udgivelse er ikke prangende, men det er da spændende nok, at en så unik animationsserie lander på dansk DVD. Der er kun dansk tale (glimrende i øvrigt), men man kunne vel nok have flottet sig med originaltalen på skiven også?

Efterårsferien er tid til kastanjedyr, drageflyvning og naturkollager med perler og blade, men mon ikke, der også bliver tid til at dyrke en god børnefilm med ungerne? Det kan godt være at ”Disco-ormene”, ”Kung-Fu Panda” og filmbranchens PR-afdeling styrer showet i biograferne, men i hjemmet har vi da (næsten) fuld kontrol over, hvad der bliver vist.

I min optik er noget af det bedste man kan servere for børnene fortællingerne om skarnsknægten Emil baseret på Astrid Lindgrens fantastiske bøger. Herhjemme har fortællingerne om Emil løbet i tv som en 13-afsnits tv-serie fra 1974, bearbejdet til tv fra de tre film Olle Hellbom instruerede om verdens værste skarnsknægt og folkene fra gården Katholt.

Historierne om Emil passer perfekt til tv-seriens halve time, men personligt foretrækker jeg spillefilmene, der ligesom giver lidt mere plads til Småland-stemningen og Georg Riedels iørefaldende musik. I øvrigt fanger filmenes cinematografi perfekt stregen fra Björn Bergs smukke og levende illustrationer til Lindgrens bøger.

Inden for de seneste ti års tid har den grumme udklædning og de gyselige spøgefuldheder fra Halloween-traditionen vundet indpas herhjemme, og enhver legetøjskæde med respekt for sig selv har masser af uhyggeligheder på hylderne, når poderne skal ud og skræmme livet af folk. Der er penge i traditionerne.

Også hos filmselskaberne har man også kørt i stilling til dette års Halloween-gys. I biograferne kan vi se frem til ”Saw V” og ”The Strangers”, hvor et nydeligt ægtepar terroriseres af maskeklædte fremmede. Lyder spændende.

På DVD er der masser at vælge i mellem. For ikke at blive skuffet vil jeg personligt foretrække at hive en klassiker med hjem til Halloween-hjemmebiografforestillingen. I den forbindelse genudsender SF Film en række af deres bagkatalogtitler d. 28/10-08. Der er blandt andet filmene i ”Alien”-serien, ”Fluen” og ”Carrie”, men jeg tror at jeg sætter pengene på Wes Cravens ”A Nightmare on Elm Street" fra 1984.

Jeg har altid haft problemer med serien, men med årene og et par gensyn er den faktisk blevet bedre, og jeg tror at det er på tide, jeg endnu en gang får set filmen om handskeknivmorderen Freddy Krueger (Robert Englund), der med stor nydelse myrder Elm Streets teenagere i deres drømme: One, two, Freddy's coming for you. Three, four, better lock your door...

Det er knap et år siden at Universal udgav deres bokssæt ”The Coen Brothers Collection” med ”Barton Fink”, ”The Big Lebowski” og ”Blood Simple”. Nu er SF Film klar med deres eget Coen-bokssæt, der nu skulle være ude i alle velassorterede videoforretninger og tilgængelige hos de fleste online-filmforhandlere.

SF Films nye bokssæt, ”Coen Brothers”, indeholder ”Raising Arizona” (1987), ”Miller’s Crossing” (1990) samt “Fargo” (1996). For fans af de fabelagtige filmbrødre er der nok ingen vej udenom dette sæt, men hvis man er komplet novice omkring Coen-filmene og står og skal købe sit første sæt, ville jeg nok vælge dette frem for Universals "The Coen Brothers Collection". Filmene her er en anelse mere tilgængelige og når man så er ført godt ind i brødrenes særprægede filmunivers, kan man jo gå i kødet på de andre film.

Mange husker sikkert Zdenek Milers fantastisk opfindsomme og levende tegnefilm om den lille muldvarp fra deres egen barndoms fjernsynskiggeri. Eller måske fra skoletiden? Mine egne minder om Milers serie stammer i hvert fald fra folkeskolens tidlige klassetrin, hvor eleverne blev samlet i biblioteket og plantet på puder i en rundcirkel. Lærerne satte et lærred op, og så rullede de kulørte billeder ellers gennem 16mm-fremviseren. Fortryllende!

Jeg var lidt nysgerrig om serien den dag i dag stadig ville kunne fange børnene med sin magiske blanding af vidunderlig musik, fantasifuldhed og perfekt animerede naive streg. Det kunne den. Sammen med min datter (4 år) har vi set et par udpluk fra serien i biografen, og hun har været helt opslugt hver eneste gang.

Derfor var børnene også glade, da jeg fra en indkøbstur snuppede Scanbox’ DVD-udgivelse, ”Muldvarpen og den grønne stjerne”, med hjem. Det var ikke kun den store, der sad klistret til skærmen, min to-årige søn kunne skam også være med, og da de knap 50 dialogløse minutter var gået og slutteksterne flimrede over skærmen, lød det prompte fra knægten: - Mere, mere, mere!

Så heldigvis er det ikke bare nostalgitrip fra min side. De enkelt fortalte og ufejlbarligt animerede små film kan altså stadig fange det animationsglade publikum i alle aldre, og serien har fuldt ud fortjent sin status som tegnefilmsklassiker. Så der er ingen tvivl om, at vi skal ud og slå kløerne i DVD’en ”Muldvarpen på eventyr” ligeledes udgivet af Scanbox her i august 2008.

Scanbox’ release af ”Muldvarpen og den grønne stjerne” er i fin kvalitet. Skiven indeholder flg. afsnit fra serien: ”Muldvarpen og slikkepinden”, ”Muldvarpen og radioen”, ”Muldvarpen og den grønne stjerne”, ”Muldvarpen som kemiker”, ”Muldvarpen og ægget”, ”Muldvarpen og tæppet” og ”Muldvarpen og pindsvinet”. Plus et par trailers for andre Scanbox-udgivelser for børn.

”Muldvarpen og den grønne stjerne”, Tjekkoslovakiet, 1969, 50 min. Instr.: Zdenek Miler. Dist.: Scanbox. Set på DVD.

Oliver Hirschbiegels tyske ”The Experiment”, eller ”Das Experiment” som originaltitlen lyder, er i en anmeldelse, jeg læste, beskrevet som ”Big Brother with a bodycount”. Meget dækkende, for denne klaustrofobifremkaldende thriller udspilles ligeledes omkring et rollespil, der overvåges og analyseres. Ikke af masserne og medierne, men af videnskabsmænd. Som dog hurtigt mister grebet om dette grimme forsøg. Udgangspunktet for filmen er det samme som i det berømte Stanford Universitet-eksperiment fra 1971. Her blev en gruppe studerende delt op i to grupper, fangevogtere og fanger, og det var foruroligende, hvor hurtigt fangevogterne udviklede sadistiske tendenser og hvor hurtigt fangerne viste tegn på ekstrem stress. Spørgsmålet er så om man har de fornødne data, eller om man i videnskabens navn skal fortsætte for at studere den menneskelige natur med de antropologiske briller på?

I ”The Experiment”, baseret på Mario Giordanos bog ”Black Box”, er ideen ført ekstra langt ud, men grundlæggende stiller filmen de samme spørgsmål som Stanford-ekspeimentet: (1) Hvad gør uniformer ved os?, og (2) hvor længe vil vi lade os ydmyge før vi enten knækker eller gør oprør?

Handlingen kredser omkring taxachaufføren (tidligere journalist) Tarek Fahd, der melder sig til et fjorten dages eksperiment, hvor de tyve deltagere, hver får 4000 skattefrie deutsche mark for at deltage. Efter en indledende screening bliver otte af deltagerne pillet ud. De får tildelt rollen som uniformerede vagter, og forfalder forbløffende hurtigt til magtmisbrug og tortur. Uhyrlighederne og ansvaret fortrænger de med undskyldninger som, ”det er jo bare en simulation” og ”man (dem der styrer det hele) kan jo bare stoppe forsøget, hvis det bliver for meget”. Men snart er eksperimentet helt ude af kontrol. Videnskabsfolkene har ikke taget højde for, hvor grim den menneskelige natur i virkeligheden er.

På rollelisten finder vi blandt andet Moritz Bleibtreu (fin i rollen som den rebelske, handlekraftige, men også omsorgsfulde Tarek Fahd), Oliver Stokowski og den altid fremragende Christian Berkel, der i øvrigt spiller Hoffmann i ”Flammen og Citronen”.

Er man yderligere interesseret i den unge tyske instruktør skal man naturligvis se naziregime-krigsdramaet ”Der Untergang”. Foruroligende velspillet af Bruno Ganz i hovedrollen som Adolf Hitler. Genindspilningen af ”Body Snatchers”, ”The Invasion” med Nicole Kidman, var et interessant fejlskud, men mon ikke den gode Hirschbiegel har flere filmesser i ærmet, når han har slikket sårene efter den kikser?

"The Experiment", Tyskland, 2001. 119 min. Instr.: Oliver Hirschbiegel. Dist.: Universal. Set på DVD.

Vi har alle sammen vores skamfulde fornøjelser. Når jeg ikke ser (ahem) seriøse film, er der en håndfuld tv-shows som jeg bare elsker og som er helt umulige at zappe væk fra. Et af dem der virkelig har fået krogen i mig er Discovery Channels ”Mythbusters”, som har løbet 6 sæsoner siden serien åbnede i 2003. Trendsættende, altødelæggende underholdning i slægt med det knap så heldige ”Brainiac” og det danske ”NØRD”.

Ideen er såre simpel, og I kender sikkert alle sammen serien. To skøre kugler, Jamie Hyneman, en alvorlig, udendørstype med stort overskæg og blød hat, og hans makker Adam Savage, en impulsiv drengerøv, der holder lidt for meget af eksplosioner og ting som smadrer, og deres hold af entusiastiske assistenter tester forskellige myter under mere eller mindre kontrollerede forhold. Lavpandet underholdning maskeret som højpandet pseudovidenskab. Herligt!

Sæson et er kommet på dansk DVD med gadedato d. 11/7, så den er altså i forretningerne nu. Seks skiver med i alt 799 minutters destruktiv underholdning, som det ganske enkelt er umuligt at hade.

Så er der gode muligheder for at få fyldt hullerne i Woody Allen-samlingen ud, når SF Film/Fox d. 30 september i forbindelse med en Woody-kampagne udgiver en række af instruktørens bittersøde og livskloge komedier for modne mennesker på salgs-DVD.

11 titler, hvor alle er et kig værd og enkelte hører til på klassikerhylden: "Hannah of hendes søstre", "Radio Days", "Alice", "Mig og Annie", "Broadway Danny Rose", "Min yndlingsperversion", "Manhattan", "Melinda and Melinda", "Scoop", "Mig og fremtiden" samt "Små og store synder".

Filmene skulle kunne købes i de fleste velforsynede videoforretninger. Sæt kryds i kalenderen.

Var lige forbi Stereo Studio og samlede tre af de gode Coen-brødres film op i labert digipack-bokssæt. Universal har udgivet Joel og Ethan Coens sorte thriller ”Blood Simple”, hovedværket ”Barton Fink” og den fantastiske slacker-komedie ”The Big Lebowski” samlet i en 3-disc-DVD-æske med titlen ”The Coen Brothers’ Collection”.

Alle tre udgivelser er i fin kvalitet, men det overdådige bonusmateriale er der altså ikke rigtig blevet plads til. I dette tilfælde er det dog filmene, der tæller og med tre mesterlige film, der alle er et eller flere gensyn værd, for en flad hundredlap, kan man jo næppe tillade sig at brokke sig.

Holder man af sortklædte superhelte af typen vi møder i Tim Burtons ”Batman”-film og ”Blade”-serien, kunne det være, man skulle kigge nærmere på superheltetv-serien ”Birds of Prey”. Her beslutter tre lækre og hårdtslående tøser, Helena Kyle, Barbara Gordon og Dinah Lance, sig for at gøre kort proces med Gotham Citys forbrydere.

Tv-serien stammer fra år 2002 og holdt kun en enkelt sæson. Alligevel tror jeg, den er et kig værd. Ikke alene fordi Gotham City er fyldt med gode historier og farverige skurke og helte, men fordi der er alt, alt for få kvindelige superhelte på film. Som de fleste kan gætte er de tre kvindelige helte et spinoff fra Bob Kanes Batman-univers, og selv om serien fokuserer på de tre kvinder, kigger flere af tegneseriens gamle kendinge naturligvis forbi. Batman spilles af Bruce Thomas og Jokeren spilles af ingen ringere end ”Stjernekrigen”s Mark Hamill.

”Birds of Prey” er udgivet på reg.1 DVD (USA) af Warner Home Video, men mon ikke den også lander på det danske DVD-marked på et tidspunkt?

Jeg er som udgangspunkt ret vild med ”Monty Python”-hjælperen Terry Gilliams film. Men de seneste mange værker har været plaget af produktionsbesværligheder. Derfor er jeg ret spændt på mandens seneste, den amerikansk-canadiske ”Tideland” fra 2005, som altså skulle være noget af det bedste, han længe har lavet.

Filmen har godt nok været ude på amerikansk DVD siden februar 2007, men hvis jeg har mulighed for at se en film i biografen, så venter jeg gerne. Efter at den danske premiere har været rykket flere gange er ”Tideland” nu endelig - ENDELIG! - kommet op i biograferne. Eller rettere biograf. Filmens distributør har nemlig kun lavet en enkelt kopi, der går i Grand i København, så lige nu krydser jeg altså fingre for, at kopien bli’r behandlet pænt og kommer til Odense senere.

”Tideland” er en eventyrlig fortælling med rod i hverdagen - det, der i den danske filmtradition hedder magisk realisme - og handler om den svigtede pige Jeliza-Rose, som bor med sin bedstemor langt ude på det amerikanske bøhland. Ind til filmen lander i biffen, kan jeg jo beundre plakaten, der hermed nomineres til Filmkalenderens pris for ”Flotteste filmplakat for udenlandske film i dansk biografdistribution 2008”. Også selv om filmen er fra 2005.

Engelske Nicholas Roeg var uden tvivl en visionær instruktør, og hans værker var fra allerførste film, ”Flip ud” med Edward Fox og Mick Jagger, toneangivende for 70’ernes grænsesøgende krydsninger mellem arthouse- og mainstream-film. Præcis som vi kan lide dem.

Mandens fjerde film, ”Manden som faldt ned på Jorden” baseret på Walter S. Tevis’ kultdyrkede 1963-roman, havde excentrikeren David Bowie i en uforglemmelig rolle som rumvæsnet Jerome på en mission for at redde sin tørstende familie på hjemplaneten Anthea. Jerome opbygger et industriimperium med det mål at bygge et rumskib, der kan føre ham tilbage til planeten, men desto mere menneskelig han bliver, desto mere fjern forekommer hans opgave.

Som man næsten kan forestille sig af ovenstående synopsis og konceptet med at sætte Bowie og Roeg på samme film, er ”Manden som faldt ned på Jorden” en helt speciel filmoplevelse, man ikke glemmer lige med det samme. Så jeg ser frem til et gensyn med filmen, når den lander på dansk ”Special Edition”-DVD fra Sandrew Metronome den 8/7-2008. Filmkavalkaden kigger helt sikkert nærmere på udgivelsen, når den dumper ind af brevsprækken.

Second Sight Films udsender d. 30/6 en 3 disc ”Deluxe Edition”-DVD af Peter Weirs "Picnic at Hanging Rock" (DK-titel=”Udflugten”) fra 1975. Den nye engelske udgivelse bliver en tiltrængt erstatning for Criterions gamle release af filmen, og kommer, ud over læssevis af bonusmateriale (blandt andet den to timer lange dokumentar ”Dream within a Dream”), til at indeholde både Director’s Cut og den gamle lange, originalversion af Weirs dystert-poetiske hovedværk.

”Udflugten” er en slags poetisk thriller om civilisationens skrøbelighed. Handlingen følger i et smukt, gådefuldt og helt igennem foruroligende billedsprog sammenstødet mellem natur og kultur i kølvandet på en skoleudflugt til Hanging Rock. Valentins dag år 1900 drager en gruppe piger fra en kostskole på udflugt til dette hellige sted i den australske ørken. Nogle af dem forsvinder, men dem der ikke gør, går til grunde hjemme på skolen.

Er man interesseret i flere af Weirs tidlige film - og det bør man altså være - kan man stadig støve Scanbox’ danske bokssæt ”Peter Weir, Director, Director’s Box” op rundt omkring i de danske butikker. Ja, boksen indeholder godt nok ”Udflugten” (samt ”The Plumber”, ”The Last Wave” (DKtitel=”Den sidste bølge”) og ”The Cars that Ate Paris”), men for fans af filmen er der altså ingen vej uden om den nye 3-disc-udgave fra Second Sight Films.

Endelig udgives ”Månebase Alpha” herhjemme. Det danske selskab Mis. Label udsender 22. juli første sæson af tv-serien ”Månebase Alpha” - eller ”Space: 1999”, som originaltitlen lyder - på dansk DVD. Det vides ikke endnu, om bokssættet, der åbenbart tæller hele hele sæson 1 med 24 afsnit, indeholder bonusmateriale, men når det dukker op, kan du være sikker på, at serien bliver anmeldt her på Filmkavalkaden.

Serien udspilles omkring John Koenig (Martin Landau), der netop har overtaget kommandoen på en måmnebase, hvor Jordens farlige kemiske affald opmagasineres. En eksplosion sender månen ud af kredsløb og gennem universet, hvor Koenig og basens besætning oplever mange utrolige og umulige eventyr.

For mig står dukkefilmguruen Gerry Andersons ”Månebase Alpha” - også selv om den kørte lidt af sporet i sæson 2 - som noget af det bedste science fiction, der overhovedet er produceret til tv. Den er både spændende, fantasifuld, velspillet, vildt flot lavet - præcis som en rigtig sci-fi-serie skal være - og så har den en understrøm af alvorlige temaer, hvilket giver serien kant i forhold til konkurrenterne.

Serien blev oprindeligt vist på Danmarks Radio tilbage i 70’erne (jeg husker, at vi havde samlemærker, rumskibe, byggesæt, actionfigurer og puslespil) og senere her i det nye årtusind på TV2 Zulu som del af deres ”tømmermands-tv”. Sjovt som mediebilledet ændrer sig for at tiltrække det segment, der fylder sig med alkohol lørdag aften. Som alt andet TV2 Zulu får fingrene i, solgte man serien med en ordentlig slat ironi og bøvethed, men ”Månebase Alpha” kan altså sagtens ses uden, at man skal skamme sig eller skrige af grin.

Og nu jeg er i det nostalgiske hjørne: Jeg vil vildt gerne have fingrene i en af filmplakaterne fra spillefilmssammenklippene, der rundede de danske biografer. Så drop mig gerne en note, hvis du kender til nogen, der vil af med en ”Månebase Alpha”-filmplakat... eller måske har gammelt Månebase Alfa-legetøj liggende. Ønsketænkning! En biografplakat til Disney’s skelsættende cyberspaceeventyr ”Tron” ville også se flot ud hjemme i stuen. ØNSKETÆNKNING!

Så kan alle Clint Eastwood-fans vist godt begynde at rense revolverløbet og DVD-afspilleren. Den 5/8-2008 udgiver Warner Home Entertainment nemlig ”Dirty Harry”-serien i et labert bokssæt, man har valgt at kalde ”Dirty Harry: Ultimate Collector’s Edition”. Prisen kommer til at ligge i omegnen af 600 kr.

Det 6-skiver stærke bokssæt kommer til at indeholde en ordentlig røvfuld bonusmateriale: En skive med behind the scenes-materiale, 40-siders booklet, politiskilt (man kan fremvise, inden man blæser afskummet væk) lobby cards og et kort over San Fancisco, med Harrys jagt på Scorpio indtegnet.

Hovedattraktionen er naturligvis seriens fem film ”Dirty Harry” (1971), ”Dirty Harry går amok” (1973), ”Dirty Harry renser ud” (1976), ”Dirty Harry vender tilbage” (1983) og ”Dirty Harry i Dødsspillet” (1988). Hele molevitten i nyrestaurerede udgaver fra ”The Dirty Harry Collection” med nymixet Dolby Digital 5.1. Så mangler der vist kun en skarpladt 357 magnum for at gøre det bokssæt komplet!

Den er måske ikke ligefrem en dansk filmklassiker, men Morten Arnfred og Henning Kristiansens ”Mig og Charly” fra 1978 gjorde stort indtryk på mig, da jeg så den i teenagerårene. Så i min bog ryger den helt derop sammen med Nils Malmos’ ”Kundskabens træ”, Bille Augusts ”Zappa” og Søren Kragh-Jacobsens ”Vil du se min smukke navle”, som for mig alle hører til de uforglemmelige af periodens danske ungdomsfilm og generationsportrætter.

Allan Olsen og Kim Jensen spiller det skæve makkerpar Charly og Steffen, der fulde af ungdommeligt gåpåmod og vildskab ramler sammen i et dansk provinsmiljø. Mødet mellem den pæne dreng og roden er klassisk og kan skæres i næsten enhver genre, og her er det altså gjort i et realistisk dansk drama, hvor fokus ligger på hverdagsportrættet og 70’ernes frisind.

Jeg husker filmen som genuint bevægende og spillet med en helt fantastisk optimisme - ikke mindst Allan Olsens storbyknægt er uforglemmelig - så du kan bande på, at jeg skal ud at have mig et eksemplar. ”Mig og Charly” er nemlig netop udgivet på dansk DVD af Sandrew Metronome og skulle findes i de fleste musik og filmforretninger, hvor udvalget er nogenlunde bredt.

Jeg elskede krimier, da jeg var knægt. Og det gør jeg sådan set stadig, men de er tidsrøvere af format, så det er forholdsvis sjældent, at jeg får set en sammenhængende serie fra ende til anden.

Men den gang var der altså masser tid til at kigge med, når de voksne så krimi-tv, og mange af dem var faktisk rigtig gode. Der var kyniske tyske kriminalserier som ”Der Alte” og barske engelske sager som ”De Professionelle” - som jeg lige er gået i gang med på DVD. Blandt de amerikanske var mine favoritter ”San Franciscos gader” (som lander på dansk DVD i august), ”McCloud”, den slikkepindsuttende ”Kojak” (sæson et og to er ude på dansk DVD fra Universal) og ”Columbo”, med Peter Falk som den skarpsindige, smålurvede politidetektiv.

Den gamle ”Columbo”-serie blev produceret med Falk som Columbo fra 1968 til 1978. Og herhjemme blev serien vist i tv af flere omgange fra 1972. I 1989 producerede man altså yderligere en række afsnit i spillefilmslængde, og det er altså dem, der nu er tilgængelige som 3-disc DVD-bokssæt under titlen ”Columbo: 5 Mystery Movie Collection” fra Universal. Forventet gadedato 1/7-2008.

Vil man investere i hele den gamle ”Columbo”-serie er sæson 1-7 udgivet på dansk DVD i et samlet bokssæt fra Universal, der er set til en pris i nærheden af 800 kroner. Den ville se flot ud på min DVD-hylde, men prisen er lige i overkanten af, hvad filmbudgettet tillader.

Den danske DVD-distributør Another World Entertainment har specialiseret sig i snaskede splatterstrimler, spaghettiwesterns og spraglede b-film fra bagkataloget, men leverer med to nye udgivelser underholdning af en lidt anden slags.

Der er tale om gammeldags lummererotik og fladpandet komik i Sigi Rothemunds berygtede ”Uden trusser i Tyrol” (originaltitel: ”Geh, zieh dein Dirndl aus”) og ungpigesex i ”Skolepigernes hemmeligheder” (originaltitel: ”Was Schulmädchen verschweigen”), der var oppe i de danske biografer under den luskede titel ”Sex efter skoletid”. AWE har åbenbart fået kolde fødder og har givet filmen en ny, politisk korrekt titel, der ikke skiller sig så markant ud på videoforretningens hylder.

”Uden trusser i Tyrol” er en lystig, alpefrisk sexkomedie af Sengekants-varianten. Mens Ernst Hofbauers ”Skolepigernes hemmeligheder” er softporn-exploitation, der går bag ungpigelivets pæne facade og gir os jomfruofringer, satanisme, voldtægt og pædofili og andre bizarre forlystelser. Begge skiver kan fås de fleste steder, hvor der sælges kvalitetsfilm.

Du kan besøge AWE-gutternes website HER

Det er efterhånden længe siden at vi har set film om krigsflyvere. Og i særdeleshed om Den Første Verdenskrigs biplansjagerfly af træ, lærred og god gammeldags rygrad. Heldigvis er der godt nyt til alle drengerøve og piger med propeller og gamle fly i blodet.

Det amerikansk-engelske krigsadventure ”Flyboys” er nemlig landet på dansk DVD takket være Nordisk Film. Så kan man hjemme i stuen nyde de flotte dogfights når de frivillige amerikanske piloter fra Lafayette-eskadrillen kaster sig i drabelig himmelduel mod flyveresset Den Sorte Falk og en sværm af røde Fokker-triplan.

”Flyboys” er en adventurefilm. Er man superpedantisk anlagt flyverentusiast er der rige muligheder for at klandre ”Flyboys” for mangel på realisme eller historisk og teknisk akkuratesse. Men set i det rette humør og med drengedrømsflyverbrillerne på plads er det en effektiv lille, krigsfilm af den gode, gamle slags. Godt nok trampes der rundt i de sædvanlige flyverfilmsklicheer, men det gøres på en charmerende og medrivende måde, hvor der også bliver nogenlunde plads til karakterudvikling. Heldigvis formidles den ret enkle og velkendte historie om de modige, selvopofrende mænd også på en ret upatriotisk facon, og ”Flyboys” bliver på intet tidspunkt klamt romantiserende omkring piloternes liv eller overdrevent urealistisk i dens mange flotte actionscener.

Skuespillet er tilmed ganske godt. Hver af de mange piloter har hver deres særheder og flyvestil, og James Franco (som vi kender fra ”Spider-Man”-serien) er et naturligt og tilpas macho centrum for filmens mange fortælletråde. Franske Jean Reno har en mindre rolle som eskadrillens franske kaptajn, der gør hvad han kan for at holde styr på de kåde og hovmodige amerikanske mandfolk.

Egentlig er det ret ærgerligt, at vi ikke fik ”Flyboys” at se i biografen. For det er så afgjort filmens tekniske side - en forbløffende vellykket blanding af rigtige fly, modeller og computergenererede effekter - der er trækplastret. Og jeg er sikker på, at den ville gøre sig ekstra godt på et biograflærred med stort billede og ditto lyd.

Nordisk Films DVD-release af filmen indeholder som bonusmateriale kun et par trailers, men der er ikke engang blevet plads til en DVD-menu eller en kapitelinddeling på filmen. Hvad dælen er det for en uskik?

"Flyboys", England / USA, 2006. 133 min. Instr.: Tony Bill. Dist.: Nordisk Film. Set på DVD.

Det lille danske selskab Another World Entertainment har gravet i det danske filmguld og fundet noget helt særligt frem til filmnørderne og andet afsporet godtfolk. Nemlig filminstruktøren Vidal Raskis pornogyser ”Dværgen” fra 1973. Her har Torben Bille hovedrollen som sadistisk dværg, der fanger unge kvinder og underholder dem med sex, pisk og lænker i sin mondæne forstadsvilla.

Okay, ”Dværgen” er måske ikke ligefrem en funklende juvel i den danske filmskat, men så bestemt noget af det mest bemærkelsesværdige, der så dagens lys i de sorgløse 70’ere, hvor ’Hvis det sælger, så lav det!’-mentaliteten dominerede. Denne ubekymrede produktionsetik kombineret med det skandinaviske frisind resulterede i en række mærkværdigheder i det danske filmmiljø, som fx Ib Fyrsting og Carl Nielsens bizarre sexdrama ”Det blodige kors” (1975) også kendt under titlen ”Jeg så Jesus dø”. I dag var den slags næppe gået. Med mindre man altså ikke havde det fjerneste imod at blive hængt ud i offentligheden som et sygt svin.

Nu får den lille fyr altså langt om længe endnu en chance på det danske marked. ”Dværgen” har godt nok tidligere været tilgængelig fra det lurvede, lille amerikanske selskab Something Weird Video, men lander nu altså i digital superkvalitet på DVD i juli-varmen takket være filmkræmmerdrengene fra AWE. Der er oven i købet efter sigende tale om en særlig hardcore-version, som blev vist i de danske biografer, men ikke tidligere har været tilgængelig på video.

Jeg ser frem til denne friske udgave af den hemmelighedsfulde Vidal Raskis højdepunkt (eller lavpunkt... alt efter hvilke øjne, der ser) i dansk filmproduktion. Den danske distributør AWE kan besøges HER.

Som forlængelse af mit tidligere indlæg om Another World Entertainments udgivelse af en håndfuld af den russiske filmpoet Andrej Tarkovskijs værker, så bør jeg vel også lige henlede opmærksomheden på selskabets udgivelse af filminstruktøren Elem Klimovs barske og utraditionelle antikrigsfilm ”Gå og se” fra 1985.

Filmen er en helt speciel filmoplevelse, der gennem et skiftevis lyrisk billedsprog og kras realisme skildrer en ung mands møde med krigens grusomheder på Østfronten under Den Anden Verdenskrig. Filmen åbner som en naiv, halvidealistisk opdagelsesrejse og slutter som en ’lige i ansigtet’-modbydelighed med etnisk udrensning og hjerteløse menneskenedslagtninger. Stærkere oplevelse skal man altså lede længe efter. Og selv om den er en klar darling hos kritikerne, så undrer det mig, at filmen ikke har fået bredere anerkendelse, end den har. For mig et af genrens hovedværker og en perfekt film for dem, der kigger efter noget lidt anderledes.

AWE’s DVD-udgivelse er i fin kvalitet og indeholder en del bonusmateriale - intro af instruktøren, interview med hovedrolleindehaveren A. Kravchenko, propaganda-materiale, trailers og slideshow - samt en beskeden fire-siders booklet med introduktion til instruktøren og filmen af undertegnede.

"Gå og se" er på markedet nu og kan fås de fleste steder, hvor der sælges kvalitetsfilm. Kig forbi AWE’s hjemmeside HER

Det er altid rart når de danske filmdistributører supplerer de mange filmnyheder med udgivelser fra bagkataloget. Der er en række mindre danske selskaber (fx On/Air, Midget Entertainment, Criterion Film og Another World Entertainment) som er rigtig gode til at udsende ældre film og ikke-mainstream-titler, der helt klart bør tiltrække sig cineasternes opmærksomhed.

Nogle af de fineste udgivelser der er landet her i løbet af foråret er Another World Entertainments (AWE) DVD-udgivelser af en række af den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs film på deres ”Andrei Tarkovskij Collection”. Det drejer sig om filmene ”Ivans barndom” (1962), ”Den yderste dom” (1971), ”Spejlet” (1974) samt de poetiske science fiction-film ”Vandringsmanden” (1979) og ”Solaris” (1972).

AWE har ellers specialiseret sig i italienske gyserfilm, spaghettiwesterns og kunstigt åndedræt til alskens videoslam og -guld fra 70'erne og 80'erne. Men der er altså også udgivelser imellem, som bør være selvskrevne skiver på enhver filmentusiasts klassikerfilmhylde.

Tarkovskij-titlerne er ude nu og kan købes i enhver veludrustet film- og musikforretning. Du kan besøge AWE's hjemmeside HER