» Filmkavalkaden » boernefilm
Opret egen blog | Næste blog »

Peter Pedal på nye eventyr

9. Jul 2009 09:37, Vang

Peter Pedal på nye eventyr (2009)I morgen har ”Peter Pedal på nye eventyr” premiere i de danske biografer. I den anledning havde jeg tøsen, Isabella på snart fem år, med som medanmelder, så for en gang skyld måtte farmand holde sin mund mens pigen sagde sin uforbeholdne mening om filmen og delte stjerner og bananer ud.

 

- Den er spændende, sjov og fræk, fortalte hun. - Men noget af det var lidt fjolledumt. Især da ham den onde springer ud af en flyvemaskine uden faldskærm, beretter Isabella og tøver ikke med at kaste seks stjerner efter de farverige løjer. I den alder er der vist ingen mellemgrund. Enten dur det ikke, eller også er det det fedeste i verden.

Originaltitlen er i øvrigt ”Curious George 2: Follow That Monkey” og så vidt jeg kan se, er den produceret direkte til dvd og blu-ray i USA, men herhjemme kommer den altså op i biografen. Og det skal de yngste bare være glade for. Det er nemlig farverige, fornøjelige og letfordøjelige eventyr Peter Pedal, Manden med den gule hat og den blå trylleelefant kommer på.

Isabellas anmeldelse (med hjælp fra far) kan læses i dagens avis, Fyens Stiftstidende (9/7), eller online (uden foto af glad pige) her: http://www.fyens.dk/article/1279136:Film--Slap-af-med-abekatten

Villy Vilddyr

8. Jul 2009 10:27, Vang

Where the Wild Things Are (Jonze, 2009)Alle børn holder af en god godnathistorie. Mine egne får gerne flere bøger i rap, men det er sjældent, at man hører et ’Læs den igen’ lige med det samme. Det gjorde jeg i aftes, hvor vi læste Maurice Sendaks fascinerende og (man skulle tro, det var løgn...) småkontroversielle korte, illustrationsrige børnebog ”Villy Vilddyr” om drengen Villy, der klæder sig ud som ulv, uartigt hamrer et søm i væggen, jager hunden med en gaffel og svarer sin mor næsvist igen. Så ryger han i seng uden aftensmad. Og mens han surmulende sidder på sit værelse vokser en skov, et hav og en ø, fyldt med vilddyr, frem. Her bliver Villy konge, for han er det vildeste vilddyr af dem alle.

 

Bogen, der i øvrigt har originaltitlen ”Where the Wild Things Are”, filmatiseres af Spike Jonze, der stod bag ”Being John Malkovich” og ”Orkidé-tyven”. Den har dansk biografpremiere d. 27. november under titlen ”Villy Vilddyr og landet med de vilde krabater”, og ser ud til at ramme bogens stemning perfekt. I hvert fald er traileren vildt charmerende og fortryllende.

 

Du kan se filmens trailer på youtube.com og her kan du også finde uddrag fra John Lasseters kortfilm baseret på samme fortælling.

Peddersen og Findus

19. Dec 2008 10:11, Vang

Det kattens årKalenderlågen den 19. december. I julen skal der naturligvis være film for børnene. Et oplagt valg til julehygge, hvor de voksne ikke vil føle sig hægtet af på et sidespor er den svenske filmserie om ”Pettson och Findus”, der på dansk hedder ”Peddersen og Findus”. De charmerende, hyggelige og livlige tegnefilm er baseret på Sven Nordqvists bøger om den talende kat og den gamle opfindersærling Peddersen. Herhjemme har vi forsøgt os med de flotte børnebøger, men faktisk synes børnene at holde meget mere af filmene.

 

Uanset om man foretrækker filmene eller bøgerne er det en fin serie at investere i og så har SF Film endda udgivet filmene i en særlig dvd-julepakke (set til 139,- i Bilka), som indeholder alle seriens tre spillefilm: ”Peddersen og Findus: Det kattens år” (1999), ”Peddersen og Findus: Fornemt besøg” (2000) og ”Peddersen og Findus: Nissemaskinen” (2005).

 

Den bedste af filmene er den første, ”Det kattens år”, hvor Peddersen og Findus fanges i en snestorm og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier om det forgangne år. Men den søde og sjove ”Nissemaskinen” vil med sikkerhed også sprede julehygge i de fleste hjem med børn fra fireårsalderen. Husk at holde i hånd: Filmene har en sær tone af uhygge og isolation i visse passager og det er ikke altid, at det går Findus og den gamle jas lige godt.

 

Gamle jas - et tilbagevendende udtryk fra filmene - er i øvrigt blevet en fast vending herhjemme, når storesøster på fire skal lade undertegnede vide, at godt nok er farmand flink, men ikke altid er den, der bestemmer i hjemmet.

Børnevideomarathon '08

8. Sep 2008 11:59, Vang

I denne weekend har en håndfuld filmglade børn i alderen 10 til 15 år svedt over deres egen kortfilmproduktion  i den landsdækkende konkurrence Børnevideomarathon ’ 08.

 

Konkurrencen, hvor de unge deltagere har blot 48 timer til at producere en færdig kortfilm, har efterhånden har udviklet sig til Danmarks største filmkonkurrence for børn. Og med base i København, Århus eller Faaborg har de unge talenter brugt de seneste to dage på at lynproducere deres egen drømmefilm med det mål at få den vist online og på DR-TV’s Troldspejlet.

 

Klik forbi www.boernevideomarathon.dk og kig på de tidligere års film (filmene for 2008-konkurrencen er ikke online endnu). Desuden er i august blevet produceret film for konkurrencens voksenudgave (22. til 24. august), og de kan ses på www.videomarathon.dk

 

Vinderne i både voksen- og børneudgaven offentliggøres ultimo september.