Hæslig filmplakatkunst
23. Dec 2009 09:31, Vang
I denne måned bliver der skrevet meget om, hvad der karakteriserede 00’erne. Ofte er det negative og bitre skyts blevet fundet frem, når folk skal beskrive, hvad der meget rammende er blevet kaldt illusionernes årti. IT og dot.com-boble, der bristede, overophedet boligmarked, reality-shows, finanskrise, flopklimamøde og et uendeligt antal talentløse talenshows i tv. Sådan kunne man blive ved. De kritiske stemmer fylde meget i klummerne rundt omkring.
Og de fleste har givetvis ret, men der er noget, man har overset! For fanden, hvor var nullernes filmplakatkunst uinteressant. Som med så meget andet er det en sandhed med modifikationer, for selvfølgelig er der nogle flotte imellem (se plakaten til "Universets sidste dage" her og galleriet længere nede). Måske er det bare fordi jeg samler på biografplakater, men jeg vil i hvert fald især huske 00’erne for de mange uinteressante, illustrative biografplakater, der ikke har anden funktion end at være forløber til dvd og blu-ray omslagene. Tiderne, hvor man designede særlige plakater til både biograf og dvd er stort set forbi. Med mindre filmen floppede gevaldigt i biografen. Så forsøger man sig med ny omslagsgrafik på dvd'en.
For mange mennesker er biografplakater simpel information. Hvad hedder filmen? Hvem er med? Men for plakatsamlere må der gerne være andet. En sjov slaglinje (som fx "House of 1000 Corpses" der havde den hylemorsomme "Kvinder er fra Venus - Mænd bli'r til fars!"), en ekspressiv font til selve filmtitlen og et kunstnerisk strejf over kompositionen, så vi ikke bare får en kedelig opstilling af hovedrolleindehavernes ansigter med nogle computergenerede planeter, en eksplosion eller et lille udsnit fra handlingen i baggrunden. Plakaten må også gerne formidle filmens atmosfære eller tema og så at sige plante en stemning (som ikke bare er en lille scene fra filmen puttet ind under Sam Worthingtons svævende hoved) i publikum allerede inden de har set filmen.
Jeg har skrevet en lidt længere artikel om fænomenet i Fyens Stiftstidende i NU kulturtillægget d. 24. december. Kig på den (http://www.fyens.dk/article/1391551:Film--Nullernes-grimme-filmplakater (kræver abonnement) og http://www.fyens.dk/article/1391560:Film--Her-er-de-flotte-plakater (kan ses af alle)) og lad mig her høre dit bud på dårlige (og gode) filmplakater fra nullerne. Her er et par af dem, jeg personligt synes var interessante og havde lyst til at have hængende: Tideland, Universets sidste dage, Superman Returns, Super Size Me, Transformers: De faldnes hævn, Hundedage

Låge nummer seks i julekalenderen. Her gemmer sig en vaskeægte, slidstærk filmklassiker, Carol Reeds ”Den tredje mand”. For længst kanoniseret som et filmmesterværk på mange filmkritikeres favoritlister og flere gange kåret som den bedste britiske film nogensinde. Ja, det lyder næsten som en kliché, men jeg genså filmen for nylig, og den er stadig helt fantastisk, så der er faktisk god grund til at den med jævne mellemrum er blevet skamrost til skyerne siden premieren tilbage i 1949. Alene Robert Kraskers ekspressive cinematografi og Anton Karas uforglemmelige musik gør filmen til en oplevelse ud over det sædvanlige.