Biografpremierer uge 2
14. Jan 2010 09:08, Vang
Blandt de nyeste film i biograferne er Davis Guggenheims rockfilm "It Might Get Loud" (Miracle Film), som jeg helt sikkert vil give et kig, hvis den på et senere tidspunkt runder Odense. Det er ikke fordi det ligefrem vrimler med kopier derude.
Desuden er der Michael Hanekes Cannes-vinder "Das Weisse Band" (Camera Film). Uden sammenligning ugens vigtigste filmpremiere og en film enhver, der interesserer sig seriøst for film bør se. Men der skal naturligvis lige lyde en advarsel. Haneke er, som de fleste filmentusiaster sikkert har opdaget, en uforbederlig pessimist og der er heller ikke denne gang nogen forløsning når der slår sprækker i borgerskabets stramme, skinhellige linje i en lille tysk by, hvor patriarkatets dæmoniske skikkelser regerer. Eneste lyspunkt er en spirende romance mellem skolelæreren og barnepigen mens det lille samfund smuldrer for øjnene af os. Jeg har anmeldt filmen her: http://www.fyens.dk/article/1402869:Film--Lillebyens-daemoner---voldens-natur
Desuden byder biograferne på "Nine" (UIP), musical-genindspilningen af Federico Fellinis metafilm "8 1/2" fra 1963. Overflødig og retningsløs. Se originalen i stedet. Ikke fordi den er et kanoniseret moderne hovedværk og en af Fellinis allerbedste film, men fordi den ganske enkelt er langt mere interessant end Hollywoods remake. En film om europæisk moderne film. Formet til folk, som slet ikke kan lide moderne europæiske film. Anmeldt her: http://www.fyens.dk/article/1402795:Film--Krise-bag-kameraet

