Jeg havde forleden fornøjelsen af at se Hayako Miyazakis spritfriske animationsfilm "Ponyo på klippen ved havet" til presseforestilling, og skrev efterfølgende en meget positiv anmeldelse til Fyens Stiftstidende. En helt fantastiskbørnefilm, der sagtens kan nydes af animationsnørder i alle aldre. Jeg skal i hvert fald helt sikkert se den igen med resten af familien. Minus den mindste på tre, der må vente et par år.

I dag har Roland Emmerichs verdensundergangsfilm "2012" også premiere. Først i aftes kom jeg pludselig i tanker om, at "Ponyo" også er en undergangsfilm. Godt nok er det genfortællingen af H.C. Andersens "Den lille havfrue", der bliver hængende, men i bund og grund er "Ponyo" (også) en katastrofefilm. Og den slags kommer jo helst i sci-fi-horror-indpakning med angribende rumvæsner og andre trusler fra himmelrummet.

Faktisk er undergangselementerne, Månen går ud af kredsløb og nærmer sig faretruende Jorden, satellitter regner fra himlen og vandstanden stiger og efterlader blot små øer hist og pist, så underspillede, nærmest hverdagsagtige, at "Ponyo" overhovedet ikke føles som en katastrofefilm. Slet ikke. Fokus er på kærligheden mellem børnehaveknægten og Ponyo, så det er forholdet mellem figurerne, ikke ødelæggelserne, der bliver hængende i hukommelsen.

Når det er kærlige øjeblikke, fx børnenes første møde som mennesker, Ponyos fascination af et grædende babyansigt og knægtens morsebeskeder til faderen på havet, der fylder i tankerne efter filmen, kan man vist konkludere, at Miyazaki her har skabt, hvad der føles som verdens mildeste undergangsfilm.

Med "Ponyo" er det rart at se nyt fra Miyazaki på de danske biograflærreder. Sidst det skete var med "Det levende slot", der havde premiere tilbage i 2005. Siden har Camera Film fisket i Miyazakis bagkatalog og fundet "Min nabo Totoro", "Kiki den lille heks" og "Porco Rosso" (alle varmt anbefalelsesværdige) frem til de danske biografer. Premiere på andre bagkatalogtitler er blevet udsat flere gange, men Camera Film har købt rettighederne til både "Laputa: Castle in the Sky" og "Nausicaä of the Valley of the Wind", så dem kan vi frem til over de næste par år.

Du kan læse min anmeldelse af "Ponyo" HER. Mon ikke det er den, du skal vælge, når du en af de næste par uger skal i biografen og se en af denne uges katastrofefilmspremierer?

”Ponyo på klippen ved havet” (Originaltitel: "Gake no ue no Ponyo"), Japan 2008. Instr.: Hayao Miyazaki. Prod.: Toshio Suzuki. Manus.: Hayao Miyazaki. Foto: Atsushi Okui.Klip: Hayao Miyazaki, Takeshi Seyama. Musik: Joe Hisaishi. Spilletid: 103 min. DK-dist.: Camera Film. Set i biografen.

I morgen har ”Peter Pedal på nye eventyr” premiere i de danske biografer. I den anledning havde jeg tøsen, Isabella på snart fem år, med som medanmelder, så for en gang skyld måtte farmand holde sin mund mens pigen sagde sin uforbeholdne mening om filmen og delte stjerner og bananer ud.

Originaltitlen er i øvrigt ”Curious George 2: Follow That Monkey” og så vidt jeg kan se, er den produceret direkte til dvd og blu-ray i USA, men herhjemme kommer den altså op i biografen. Og det skal de yngste bare være glade for. Det er nemlig farverige, fornøjelige og letfordøjelige eventyr Peter Pedal, Manden med den gule hat og den blå trylleelefant kommer på.

Isabellas anmeldelse (med hjælp fra far) kan læses i dagens avis, Fyens Stiftstidende (9/7), eller online (uden foto af glad pige) her: http://www.fyens.dk/article/1279136:Film--Slap-af-med-abekatten

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er ”Mænd der hader kvinder” den Nordjyske filminstruktør Niels Arden Oplevs filmatisering af den svenske journalist og forfatters Stieg Larssons succeskriminalroman om makkerparret Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander.

Filmen udspiller sig om begivenhederne i den første bog og lidt af den anden. Blomkvist (Michael Nyqvist) hyres af finansmanden Henrik Vanger til at finde ud af, hvad der skete med hans niece, Harriet, som forsvandt sporløst for godt og vel fyrre år siden. Blomkvis rejser til den lille svenske ø, hvor familien har forskanset sig mod omverdenen, og kradser op i fortidens synder, hvilket selvsagt ikke falder i god jord hos alle i familien. Sideløbende overvåges Blomkvis af den umyndiggjorte hacker Wasp, bedre kendt som Lisbeth Salander, som vælger at assistere Blomkvist i efterfoskningen, da han har besvær med at knække væsentlige spor. Spor som peger på en seriemorder og bestialske kvindemord med nazistiske og racistiske motiver.

68.000 kroner spørgsmålet, der ligger på de flestes læber er naturligvis: Er den ligesom bogen. Hvortil jeg kort og godt kan svare: Jeg ved det ikke. Jeg befinder mig i den lejr af danskere, der endnu ikke har læst trilogien. Men det er en udmærket thriller i den grundige skandinaviske tradition, der giver plads til (små) karakternuancer og nogenlunde afmålte sidespor udenom hovedhistorien. Filmen virker ikke synderlig litterær, hvilket nok er de danske manuskriptgulddrenge Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterbergs (”Kongekabale”) fortjeneste. De har tilsyneladende skåret alt det indadskuende sniksnak væk og tilbage står en film, der på trods af en spilletid på 150 minutter hopper forbløffende hurtigt afsted. Jeg savnede lidt mere bid i Blomkvist-karakteren, men jeg kan forstå, at i romanen afspejler hans kvindesyn, han knepper sig stort set igennem det kvindelige persongalleri fra ende til anden, i en eller anden grad spejler en mildere udgave af morderens ’kvinder som skrald’-mentalitet. Interessant. Her er de mange kvinder skåret væk for at gøre båndet mellem Lisbeth og Blomkvist stærkere, men det gør også Blomkvist karakteren en smule uinteressant og fjerner den konflikt, der (også) kunne have været mellem Blomkvist og Salander.

Okay, der er meget fokus på handling og plot, og jeg tror faktisk, at jeg ville have kedet mig lidt, hvis jeg på forhånd vidste præcis, hvad der skulle ske. Men for dem, der allerede har læst bøgerne, er der selvfølgelig en særlig fascinationskraft i at se de karakterer man holder af levendegjort på lærredet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at ”Mænd der hader kvinder” vil blive en kanonsucces. Filmen alle bare skal se. Og det fortjener den. Oplevs kriminalfilm er en fin og ferm thriller, der åbner spændende og grusomt, og gennem fortællingen (særlig efter hovedplottet er slut) bevæger sig lige ud til kanten af det utroværdige. Og (heldigvis) ikke længere. Jeg glæder mig til at se den endnu længere tv-udgave, der skulle komme på et tidspunkt, for mon ikke der her bliver plads til mere character og flere kvinder til Blomkvist.

Lige en sjov detalje. I kriminalfilm er der tradition for at politiet opfører sig som idioter. Således også her, hvor der er mindst en scene, der i hvert fald efterlader denne filmnørd flad af grin. Det lykkes Blomkvist at opstøve Harriets bibel og på bagerste side finder han nogle navne og en række tal. Et vigtigt spor. Tal bag i en bibel, tal bag i en bibel... gad vide, hvad det kan være? Der skal vist ikke nogen Frank Black eller Fox Mulder til at regne den ud, men politiet er af den overbevisning at det er telefonnumre. Og da det ikke passer på deres teori, lader de sporet ligge. Spade, mand!, for nu at parafrasere Finn fisseskæg i Niels Arden Oplevs sorte komedie "Fukssvansen".

”Mænd der hader kvinder” (Originaltitel: ”Män som hatar kvinnor”), Sverige, Danmark, 2009. Spilletid: 150 min. Instr.: Niels Arden Oplev. Dist.: Nordisk Film. Set i biografen.

Forleden fik jeg lige en kryptisk bemærkning i forbifarten. - Nå, jeg kan se, at distributøren har voldbollet din anmeldelse af ”Klassen”. Hvabehar? Den kunne jeg så lige tygge lidt på, indtil jeg nysgerrigt vovede mig ind på Camera Films (den danske distributør af Laurent Cantets suverænt gribende, stilfærdige drama) hjemmeside og fandt en fil med pressecitater, der bliver sendt til aviser og biografer til promoveringen af filmen.

Jeg stod øverst i rækken af citerede anmeldere. ”Mesterværk” og seks stjerner. Sådan! Dejligt, for det er da altid rart at se, at nogen læser ens anmeldelser, men når man som skribent nu bevidst forsøger at gå uden om de mest udtrådte anmelderklicheer og uopfindsomme superlativer - mesterværk etc. - der efterhånden klaskes på hvad som helst, så er det dybt beklageligt, at distributøren vælger at udsende en række skamrosende pressecitater, hvor man åbenbart selv finder på roserne.

Derfor måtte jeg også trække en ekstra gang på smilebåndet, da jeg så pressecitaterne. Problemet er nemlig, at jeg aldrig har brugt ordet mesterværk i anmeldelsen af filmen (som kan læses på fyens.dk HER), men de flinke folk hos Camera Film er åbenbart så gode til at læse mellem linjerne, at de er i stand til at kondensere en, synes jeg selv, relativt lang og nuanceret anmeldelse ned til et enkelt ord. Som slet ikke figurerer i anmeldelsen. Flot.

Nu kan det godt være, jeg hidser mig op over ingenting, men er det ikke fair, at man ikke digter selv, når man bruger andres navn og skriverier til at sælge et produkt? Uanset fejlcitering (skam jer, Camera Film) og forretningsmæssig uskik er Cannes-filmfestivalens guldpalmevinder ”Klassen” en film, man bør unde sig selv at se. Efter en relativt stilfærdig første del, hvor vi lærer fransklæreren Marin (spillet af François Bégaudeau, der også har skrevet filmens manuskript) og hans elever at kende, kommer dramaet lige så stille og roligt snigende og den sidste time holder filmen publikum i et jerngreb som om det handlede om liv eller død. Marin underviser ud fra sokratiske principper, hvor han udfordrer eleverne på følelserne, hvilket giver noget igen, men også skaber konfrontationer. Varmt, varmt anbefalet.

Det kan naturligvis være, at der er noget jeg har overset et eller andet sted, men hvis du opklarer "Mesterværk"-mysteriet om det, for mig, uforstålige citat, hører jeg naturligvis gerne fra dig.