Kandidaten

Så dumpede den endelig ind i min indbakke, promotion-emailen for Kasper Barfoeds danske thriller ”Kandidaten”. Filmen havde premiere d. 29. august, hvor jeg anmeldte den i Fyens Stiftstidende, men den obligatoriske email fra distributøren SF Film udeblev. SF Film plejer ellers altid at være på pletten med reklamerne i filmenes åbningsweekend, men var det virkelig så svært at skrabe stjerner og positive anmeldercitater sammen til en email for denne danske thriller? Åbenbart. Eller måske havde SF Film valgt at holde lav profil med denne film.

Allerede inden ”Kandidaten”s premiere havde filmen fået dårlig presse, da Lars Bukdahls udskældte anmeldelse i filmmagasinet Ekko (#42 august-oktober 2008) blev hot news i mange medier. Bukdahls anmeldelse fokuserede næsten ikke på filmens handling, men røbede alligevel filmens væsentlige plotdrejninger og hvem morderen var. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, da jeg læste det, men nu var thrillet ligesom gået lidt af thrilleren. Og det er jo ikke usædvanligt at man får røbet hele vejen rundt om filmen, når man læser anmeldelser/filmkritik af d’herrer Lars Bukdahl og Bo Green Jensen, som jeg efterhånden aldrig læser anmeldelser af før jeg har set en film.

Jeg glemmer ikke min forbavselse, da Jensen i et nummer af Weekendavisen afslørede de væsentligste pointer fra både Spielbergs ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” (jævnt overvurderet) og Haggis’ ”Valley of Elah” (fremragende krigsfilm uden krig). Det virker krukket, højrøvet og, synes jeg, helt unødvendigt. Mere om det senere.

SF Films distributionschef Sune Lind Thomsen skrev til Ekkos redaktør og forlangte en undskyldning for Bukdahls famøse anmeldelse. Den fik han ikke. Måske håbede man, at både den jævne biografgænger og kritikerne nu ville kaste sig over den formastelige Bukdahl og så i øvrigt glemme, at man stod med en ikke særlig god film, der altså var ude i over 70 kopier og tilmed var åbningsfilm i den eftertragtede Biografklub Danmark.

Men ”Kandidaten” var altså ikke ret god. Så måske gjorde SF Film klogt i at holde lav profil i filmens åbningsweekend og først udsende deres reklame-email nu, hvor mange måske har glemt den dårlige presse og ikke kan vente med at få brugt deres halvpriskupon fra biografklubben. Personligt brød jeg mig ikke om Bukdahls selvfede anmelderstil - særlig irriterende i dette tilfælde - men synes nu alligevel at SF Film ikke håndterede situationen særlig professionelt. At en film får dårlig presse er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at publikum slet ikke gider se den. Se bare ”Far til fire”-filmene (de nye) og ”Guldhornene”, som folk valfartede til biograferne for at se. Ro på, SF film! ”Kandidaten” har Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen, er en del af den føromtalte biografklub og rider på bølgen af nye, smarte danske genrefilm. Den skal sgu nok få skrabet nogle skejser hjem.

Jeg har bestemt ikke noget imod anmeldelser og filmkritik, der kommer hele vejen rundt om værket. Bukdahl og Jensen ville sikkert indvende, at man ikke kan give et stykke kultur seriøs kritik uden at komme HELE VEJEN rundt. Hvilket altså indbefatter at afsløre diverse plotmekanismer og dermed ofte filmens slutning. Så sandt, men for tusindvis af danskere, står og falder en filmoplevelse med handlingen og at de ikke ved hvordan den ender. Hvis du fortæller dem om Jorden går under, om helten får ram på skurken eller det plagede par finder sammen igen, har du åbenbart ødelagt hele filmen for dem. Fortæller du om klipning, kameraarbejdet eller de flotte kostumer, er de bedøvende ligeglade. Handlingen - og overraskelserne - er altså altafgørende for den jævne biografgænger. Også selvom vi i langt de fleste tilfælde, kender udfaldet på forhånd. Men det er jo her at den gode historiefortæller og instruktør, der kan få krogen i os, kommer ind i billedet, og så kan det altså ikke hjælpe noget, at kritikerne yderligere spænder ben for spændingen ved at afsløre væsentlige hemmeligheder og drejninger.

Læser man Weekendavisen kan stilen måske forsvares, da jeg i højere grad betragter Jensens anmeldelser som filmkritik (som borer dybt, kontekstualiserer og kommer hele vejen rundt om værket). Han uddeler ikke stjerner og der står ingen steder (så vidt jeg husker), at der er tale om anmeldelser. Så hvis man ikke vil ha’ afsløret noget kan man jo bare lade være med at læse mandens skriblerier. Take it or leave it! Mere tvivlsomt ser det ud med Bukdahls filmskriblerier for Ekko. Hans filmkritik ER placeret i bladets sektion for anmeldelser og der uddeles stjerner (fagets største uskik, men det er nok kommet for at blive) på en skala fra et til seks til de enkelte film.

Som film- og kulturanmelder må man tage hensyn til både det anmeldte og målgruppen for det enkelte værk. Jeg tror ikke, at mange vil blive stødte over en dækkende anmeldelse af en kunstudstilling, men hvis man må kritisere skulpturer og malerier hele vejen rundt uden at advare om spoilers, hvorfor så ikke bøger og film? Fordi der er tale om en anden genre, hvor en del af det sjove er at gætte med på mysteriet. Det sjove er ganske enkelt ikke længere sjovt, hvis man ikke får lov at thrille med, når filmen flimrer over lærredet. At afsløre væsentlige plotvendinger i en italiensk giallo-thriller, hvor hele filmen ofte kredser om netop morderens identitet og lægges ud som et puslespil, som publikum skal lege med på, ville jo være helt forrykt.

Det der i mine øjne er galt, er, at anmelderne må gøre op med sig selv, og deres redaktører, om de skriver forbrugerinformation, filmkritik eller (nogenlunde læservenlige) anmeldelser. Eller en mellemting. Bukdahl og Jensen har gjort det til en personlig stil at udbene udvalgte dele af værket på kryds og tværs, men den slags hører efter min mening kun hjemme i filmkritik (i bøger og åbenbart også i Weekendavisen) og ikke i et filmblad, der burde kunne læses af alle og enhver. En god anmeldelse skal i mine øjne åbne værket for læseren. Problemet er at Bukdahls anmeldelser (og for så vidt også Jensens filmkritik) på næsvis og uforskammet vis lukker værket inden vi selv har fået lov at opleve det.