Jeg havde forleden fornøjelsen af at se Hayako Miyazakis spritfriske animationsfilm "Ponyo på klippen ved havet" til presseforestilling, og skrev efterfølgende en meget positiv anmeldelse til Fyens Stiftstidende. En helt fantastiskbørnefilm, der sagtens kan nydes af animationsnørder i alle aldre. Jeg skal i hvert fald helt sikkert se den igen med resten af familien. Minus den mindste på tre, der må vente et par år.

I dag har Roland Emmerichs verdensundergangsfilm "2012" også premiere. Først i aftes kom jeg pludselig i tanker om, at "Ponyo" også er en undergangsfilm. Godt nok er det genfortællingen af H.C. Andersens "Den lille havfrue", der bliver hængende, men i bund og grund er "Ponyo" (også) en katastrofefilm. Og den slags kommer jo helst i sci-fi-horror-indpakning med angribende rumvæsner og andre trusler fra himmelrummet.

Faktisk er undergangselementerne, Månen går ud af kredsløb og nærmer sig faretruende Jorden, satellitter regner fra himlen og vandstanden stiger og efterlader blot små øer hist og pist, så underspillede, nærmest hverdagsagtige, at "Ponyo" overhovedet ikke føles som en katastrofefilm. Slet ikke. Fokus er på kærligheden mellem børnehaveknægten og Ponyo, så det er forholdet mellem figurerne, ikke ødelæggelserne, der bliver hængende i hukommelsen.

Når det er kærlige øjeblikke, fx børnenes første møde som mennesker, Ponyos fascination af et grædende babyansigt og knægtens morsebeskeder til faderen på havet, der fylder i tankerne efter filmen, kan man vist konkludere, at Miyazaki her har skabt, hvad der føles som verdens mildeste undergangsfilm.

Med "Ponyo" er det rart at se nyt fra Miyazaki på de danske biograflærreder. Sidst det skete var med "Det levende slot", der havde premiere tilbage i 2005. Siden har Camera Film fisket i Miyazakis bagkatalog og fundet "Min nabo Totoro", "Kiki den lille heks" og "Porco Rosso" (alle varmt anbefalelsesværdige) frem til de danske biografer. Premiere på andre bagkatalogtitler er blevet udsat flere gange, men Camera Film har købt rettighederne til både "Laputa: Castle in the Sky" og "Nausicaä of the Valley of the Wind", så dem kan vi frem til over de næste par år.

Du kan læse min anmeldelse af "Ponyo" HER. Mon ikke det er den, du skal vælge, når du en af de næste par uger skal i biografen og se en af denne uges katastrofefilmspremierer?

”Ponyo på klippen ved havet” (Originaltitel: "Gake no ue no Ponyo"), Japan 2008. Instr.: Hayao Miyazaki. Prod.: Toshio Suzuki. Manus.: Hayao Miyazaki. Foto: Atsushi Okui.Klip: Hayao Miyazaki, Takeshi Seyama. Musik: Joe Hisaishi. Spilletid: 103 min. DK-dist.: Camera Film. Set i biografen.

I dag har multitalentet Anders Matthesens spillefilmsdebut, ”Sorte kugler” dansk biografpremiere. Og i går var jeg inviteret i studiet hos TV2 Fyn (kulturhjørnet Flux/AOS - Alt om Syddanmark) for at give den to minutters kritik lige fra hoften.

Det var meget hyggeligt at være i studiet, men det havde været sjovere, hvis man havde valgt en film, jeg kunne lide. Fx Henry Selicks suveræne stopmotion-animationseventyr ”Coraline”, der også har premiere i denne weekend. Men det er jo Matthesens komedie ”Sorte kugler”, mange har været spændt på, så det var den vi skulle tale om.

”Sorte kugler”s filmplakat signalerer lystspil fra 60’erne, men filmen ligner nu mere 90’ernes selvransagende komedier. Ja, den er morsom. Matthesen er kanongod til sarkasme og til at belyse de små ting, der irriterer os i hverdagen. Man kan godt se, han er stand-up-komiker. Men desværre knaldes filmens pointer om at middelklassens jævne danske mand generelt er kørt af sporet i falskhed, et facademenneske, som aldrig tør være sig selv, i med syvtommersøm. Den moderne danske mand er en knude af angst der lever i evig selvfornægtelse, for sæt nu man signalerede de forkerte ting over for vennerne og samfundet! Når man nu hellere vil synge Video Video og Tue West end at høre smart elektro a la Trentemøller. Hvad så? Vi ved godt der skal finde en indre kamp, en forvandling og en erkendelse sted, men hen mod de sidste tyve minutter mases man nærmest flad af alvorstunge pointer.

Når ”Sorte kugler” fungerer, er den let og dynamisk i tonen. Bedst i familiescenerne, hvor både Linda P som svigerinde, men også Iben Dorner som kæresten, er velfungerende. Når den er værst er den tung og belærende, hvilket løftes en anelse af Søren Rislund som den drilske quizvært Lurifax, der i et limbo udfordrer Alex Kleins dårlige og gode sider. Med mindre røret med sorte kugler bliver fyldt først, kan Klein vinde livet tilbage (han ligger i koma efter et biluheld) igen. Rislund kører sin rolle på rutinen og det fungerer, mens Matthesen som Klein klemmer pointerne for hårdt i gennem, og det får filmen til at fremstå temmelig selvhøjtidelig.

Men er den alligevel ikke værd at se? Tja, hvis du i forvejen synes, at der er for mange jævne danske komedier, så spring den over. En biograftur for to plus det løse løber jo gerne op over 400 dask efterhånden og det kan man altså få mange gode film til hjemmebiografen for. Men hører du til dem, der er ved at falde ned af stolen, bare Anden åbner munden, så kyl bare spareskillingerne gennem billetlugen.

Du kan besøge AOS’ hjemmeside på www.aos.dk og TV2Fyn på www.tv2fyn.dk. Indslaget fra tv skulle vist nok ligge der som mediastream et eller andet sted. God jagt. Du kan også besøge ”Sorte kugler”s hjemmeside på www.sortekugler.dk. Du kan også læse min anmeldelse af ”Sorte kugler” på www.fyens.dk/nu

”Sorte Kugler”, Danmark 2009. Instr.: Anders Matthesen. Spilletid: 82 min. Dist.: Sandrew Metronome. Set i biografen.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er ”Mænd der hader kvinder” den Nordjyske filminstruktør Niels Arden Oplevs filmatisering af den svenske journalist og forfatters Stieg Larssons succeskriminalroman om makkerparret Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander.

Filmen udspiller sig om begivenhederne i den første bog og lidt af den anden. Blomkvist (Michael Nyqvist) hyres af finansmanden Henrik Vanger til at finde ud af, hvad der skete med hans niece, Harriet, som forsvandt sporløst for godt og vel fyrre år siden. Blomkvis rejser til den lille svenske ø, hvor familien har forskanset sig mod omverdenen, og kradser op i fortidens synder, hvilket selvsagt ikke falder i god jord hos alle i familien. Sideløbende overvåges Blomkvis af den umyndiggjorte hacker Wasp, bedre kendt som Lisbeth Salander, som vælger at assistere Blomkvist i efterfoskningen, da han har besvær med at knække væsentlige spor. Spor som peger på en seriemorder og bestialske kvindemord med nazistiske og racistiske motiver.

68.000 kroner spørgsmålet, der ligger på de flestes læber er naturligvis: Er den ligesom bogen. Hvortil jeg kort og godt kan svare: Jeg ved det ikke. Jeg befinder mig i den lejr af danskere, der endnu ikke har læst trilogien. Men det er en udmærket thriller i den grundige skandinaviske tradition, der giver plads til (små) karakternuancer og nogenlunde afmålte sidespor udenom hovedhistorien. Filmen virker ikke synderlig litterær, hvilket nok er de danske manuskriptgulddrenge Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterbergs (”Kongekabale”) fortjeneste. De har tilsyneladende skåret alt det indadskuende sniksnak væk og tilbage står en film, der på trods af en spilletid på 150 minutter hopper forbløffende hurtigt afsted. Jeg savnede lidt mere bid i Blomkvist-karakteren, men jeg kan forstå, at i romanen afspejler hans kvindesyn, han knepper sig stort set igennem det kvindelige persongalleri fra ende til anden, i en eller anden grad spejler en mildere udgave af morderens ’kvinder som skrald’-mentalitet. Interessant. Her er de mange kvinder skåret væk for at gøre båndet mellem Lisbeth og Blomkvist stærkere, men det gør også Blomkvist karakteren en smule uinteressant og fjerner den konflikt, der (også) kunne have været mellem Blomkvist og Salander.

Okay, der er meget fokus på handling og plot, og jeg tror faktisk, at jeg ville have kedet mig lidt, hvis jeg på forhånd vidste præcis, hvad der skulle ske. Men for dem, der allerede har læst bøgerne, er der selvfølgelig en særlig fascinationskraft i at se de karakterer man holder af levendegjort på lærredet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at ”Mænd der hader kvinder” vil blive en kanonsucces. Filmen alle bare skal se. Og det fortjener den. Oplevs kriminalfilm er en fin og ferm thriller, der åbner spændende og grusomt, og gennem fortællingen (særlig efter hovedplottet er slut) bevæger sig lige ud til kanten af det utroværdige. Og (heldigvis) ikke længere. Jeg glæder mig til at se den endnu længere tv-udgave, der skulle komme på et tidspunkt, for mon ikke der her bliver plads til mere character og flere kvinder til Blomkvist.

Lige en sjov detalje. I kriminalfilm er der tradition for at politiet opfører sig som idioter. Således også her, hvor der er mindst en scene, der i hvert fald efterlader denne filmnørd flad af grin. Det lykkes Blomkvist at opstøve Harriets bibel og på bagerste side finder han nogle navne og en række tal. Et vigtigt spor. Tal bag i en bibel, tal bag i en bibel... gad vide, hvad det kan være? Der skal vist ikke nogen Frank Black eller Fox Mulder til at regne den ud, men politiet er af den overbevisning at det er telefonnumre. Og da det ikke passer på deres teori, lader de sporet ligge. Spade, mand!, for nu at parafrasere Finn fisseskæg i Niels Arden Oplevs sorte komedie "Fukssvansen".

”Mænd der hader kvinder” (Originaltitel: ”Män som hatar kvinnor”), Sverige, Danmark, 2009. Spilletid: 150 min. Instr.: Niels Arden Oplev. Dist.: Nordisk Film. Set i biografen.