Alting bliver godt igen

Var i går til presseforestilling på Christoffer Boes seneste spillefilm, thrilleren "Alting bliver godt igen" - mærkeligt hvordan danske thrillers synes at have problemer med at finde mundrette titler - og forlod biografen positivt overrasket.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke holder meget af instruktørens tidligere film, der ikke synes at være kommet meget videre end filmskolefilmen "Anxiety" fra 2001, men denne gang har instruktøren ramt plet med en historie, der både er spændende, udfordrende og æstetisk fuldendt. Instruktøren trak på sine sædvanlige tricks, men det hele synes mere afbalanceret og modent. På den gode måde.

Denne gang er der mere i spil end den sædvanlige kunstner-og filmentusiastonani, hvor forbillederne tankeløst og unødvendigt skal hyldes. Fellini, Tarkovskij, franskmændenes ny bølge, Chris Markers "År nul" med den ventende mand i lufthavnen. Manden fanget i limbo. Et tilbagevendende billede hos Boe, der viste lidt mere tænder med den intense "Offscreen", men endnu havde til gode at vise, hvad han selv havde at byde på som filminstruktør. Med "Alting bliver godt igen" fornemmede man at det var Hitchcock og thrillerformatet, der skulle malkes, ikke mindst takket være filmplakathyldest til designeren Saul Bass, men heldigvis overrasker filmen positivt idet at man for første gang virkelig fornemmer, at Boe faktisk har noget på hjerte og formår at tøjle sin egen begejstring over hvordan mediet formår at forføre og manipulere publikum.

Fra instruktørens side er der de sædvanlige refleksioner over hvordan genrens leg med publikum spejler aktørernes forsøg på at afdække det mysterium, der rulles ud for dem. Dørene skal åbnes, for måske skjuler den næste nøglen, der åbner op for det mysterium, som unddrager sig hovedpersonen og publikums intellekt og driller vores ønske om at forstå verden. Hele verden. I filmens sjoveste (og mest foruroligende scene) går Albinus amok i en offentlig bygning, hvor han forsøger at optrævle mysteriet: - Hvorfor er den dør låst? Hvad gemmer I bag den dør?, brøler han i en desperation, der elegant afspejler publikums eget ønske om at nå til bunds i sagen, men også giver os fornemmelsen af filminstruktørens egen tragedie.

Og bare rolig. "Alting bliver godt igen" byder på en forklaring. En nøgle til mysteriet. Ikke en forklaring, der føles som et mindfuck, men en forklaring, som alligevel favner mediets muligheder og poetisk planter billeder og metaforer, de fleste kan forstå. Vi føler os afklarede, og alligevel er der plads til lidt mystik og uafsluttede tråde. Sådan skal det være med en god thriller.

"Alting bliver godt igen", Danmark 2010. Instr.: Christoffer Boe. Prod.: Tine Grew Pfeiffer. Manus.: Christoffer Boe. Foto: Manuel Alberto Claro. Klip: Peter Brandt. Musik: Sylvain Chauveau. Medv.: Jens Albinus, Marijana Jankovic, Igor Radosavljevic, Özlem Saglanmak, Paprika Steen, Nicolas Bro, Olaf Johannessen, Søren Malling, m.fl. Spilletid: 90 min. DK-dist.: SF Film. Set i biografen.