» Filmkavalkaden » afgangsfilm
Opret egen blog | Næste blog »

OFF 2009 [3]

20. Aug 2009 12:25, Vang

Panser (Roni Ezra, 2009)Ærgerligt, at Roni Ezras novellefilm ”Panser” ikke nåede avisens daglige festivalomtaler, men jeg fik desværre kopien af filmen lidt for sent til at den kunne komme med. Sådan er det desværre med deadlines og et presset program. "Panser" er et glimrende, stemningsladet politidrama om novicen og den hårde, garvede veteran, der hver især repræsenterer to af samfundets holdninger til ungdomskriminalitet, indvandring og hærværk. En slags dansk ”Training Day”-light, om samfundets moralske gråzoner og panserliv, Roni Ezra har iscenesat som afgangsfilm på Super 16-uddannelsen.

 

I centrum af fortællingen står den velspillende Thomas Voss som den nyudklækkede betjent, Jacob. Idealisten, der snart skal komme på andre tanker. Jacobs frustrationer hober sig op: En enlig mor, der plages af sin eksmand. Småkriminelle, der slipper med small talk og en advarsel. Politifolk, der selv laver ’uskyldige småforbrydelser’. Han er fast besluttet på, at være en god panser. Den smårascistiske, homofobe partner (Morten Hauch-Fausbøll) dyrker mandomsklicheerne og vælger den lette vej, hvor man bare erkender, at en eller anden skal sgu’ være syndebuk. Så kommer det hele ud, og man kan sove godt om natten.

 

Bægeret flyder over da en 14-årig dreng i nabolaget har fået bank og er røget i koma. - Forbandede abekatte, snerrer Jacobs partner og nu ligger det ligesom i luften, at nogen må bøde for betjentenes afmagt.

 

Som i novellefilmen ”Instinkt” om en selvtægtsmand, der uventet får fingrene i en pædofil, kigger Ezra nærmere på, hvad der sker, når en ganske normal mand pludselig lander på en moralsk glidebane og gør det utænkelige. Hvordan sker forvandlingen og hvorfor? Virkemidlerne er enkle og helt fri for prætentiøse stilistiske tiltag. Hvis der er nogen retfærdighed til, er Ezras spillefilmsdebut lige om hjørnet, og lad os håbe, at han holder sig i samme afdæmpede spor, hvor ubehagelighederne får lov at ligge og sitre under overfladen. Undertegnede krydser i hvert fald fingre.

 

Og husk, at hvis du er hurtig, kan du stadig nå at fange filmen på festivalen i dag. Den vises på Cafebiografen klokken 15:00. God fornøjelse.

 

"Panser”, Danmark 2009. Instr.: Roni Ezra. Prod.: Lars Valentin, Julie Rix. Manus.: Roni Ezra. Foto: Søren Bay. Musik: Obi. Klip: Bodil Kjærhauge. Medv.: Thomas Voss, Morten Hauch-Fausbøll, Henok Bereket, Henning Valin, Søren Vejby. Spilletid: 26 min. Super 16. Koproduceret i samarbejde med Odense Film Værksted og Nordisk Film.