From Paris with Love
11. Mar 2010 10:25, Vang
I en tidlig scene i partneractionfilmen "From Paris with Love" rydder CIA-agenten Wax (John Travolta) ud blandt svært bevæbnede gangstere i en kinesisk restaurant. Her sælges kokain, som finansierer international terrorisme, så alle, der kommer i skudlinjen, må være skyldige. Hans forståeligt chokerede partner Reece (Jonathan Thys Meyers) spørger om der monstro er flere. - Ved sidste folketælling omkring en milliard, svarer en tydelig fornøjet Wax.
Ideen er at man skal grine og springe med på filmens massive opbud af action rettet mod absolut laveste fællesnævner. Det er der som udgangspunkt heller ikke noget galt i, men det er svært at lade sig overbevise af så ucharmerende og unuanceret et setup som "From Paris with Love" serverer, så i stedet giver filmens actionvold og forløsende jokes en dårlig smag i munden. I en anden ubegribelig scene, sprænges franske politifolk til leverpostej fordi Wax ikke gider diskutere med dem: - De her fyre dør måske, men vi redder tusinder, argumenterer han uoverbevisende.
Wax er i Paris for at skaffe nogle pakistanske terrorister af vejen, og som uventet hjælp får han så Reese, der indtil videre har fungeret som assistent til den amerikanske ambassadør, som partner. fra Ambassadørassistent til ferm terroristjæger i løbet af nul komma fem. Man fornemmer et glimt i øjet. Det ligner til forveksling begavet, selvironisk action, men er i virkeligheden tunge doseringer af ærkeamerikansk xenofobi, mandschauvinisme, smårascistiske vittigheder og snæversynede mandfolk med så meget machooverskud og testosteron, at publikum gror kraftig brystbehåring under forestillingen. Det er ikke ligefrem elementer, man med det samme forbinder med europæisk action, men som desværre får lov til at styre og spolere en ellers ganske udmærket actionfilm fra franskmanden Pierre Morel, der tidligere gav os de ganske hæderlige "District B13" og "Taken". Disse leverede simpel og kontant action, men med en smule mere raffinement.
Filmteknisk er der ikke en finger at sætte på "From Paris with Love". Filmfolkene kan deres kram, og billedsiden er leveret med en lækker, jordnær professionalisme. Selvom den aldrig når samme høje niveau som hos actionkollegaen John Woo i hans Hongkong-periode, er det tydeligt at se, hvor inspirationen kommer fra.
I stedet for Woos voldelige mænd med moral, charme og hjerte får vi i Morels film afstumpede, selvhøjtidelige individer, man får lyst til at træde ind i filmen og tæve. Og det er vel næppe meningen, når det nu faktisk er de her fyre, vi skal takke for, vi kan sove nogenlunde roligt om natten?
Anmeldelsen er oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende 11. marts 2010. Avisens onlineudgave af anmeldelsen kan læses her: http://www.fyens.dk/article/1555680:Film--I-Europa-spraenger-de-bomber
"From Paris with Love", Frankrig 2010. Instr.: Pierre Morel. Prod.: India Osborne, Luc Besson. Manus.: Adi Hasak, Luc Besson. Foto: Michel Abramowicz. Klip: Frédéric Thoraval. Musik: David Buckley. Medv.: Jonathan Rhys Meyers, John Travolta, Kasia Smutniak, Richard Durden, m.fl. Spilletid: 92 min. DK-dist.: Nordisk Film. Set i biografen.

Filmentusiaster, der har fulgt newzealænderen Peter Jackson siden de tidlige groteske gyserfarcer til gigantsucceserne med filmene i ”Ringenes herre”-trilogien og genindspilningen af ”King Kong”, ved, at der er tale om en herre, som er sjældent begejstret for den filmiske legetøjskasse og mediets muligheder for at bringe fantasien helt derud, hvor det næsten bliver alt, alt for meget.
Nick Vallelongas simple hævnfilm fremstår som prototypen på en dårlig actionfilm af den type, man finder frem lørdag formiddag, når hovedet dunker af tømmermænd og skriger på cola og grillsnask. Men undervejs sker der noget mærkeligt. Man kommer til at holde af karaktererne og - vigtigst af alt - bekymrer sig efterfølgende også for, hvad der mon skal ske. Også selv om Vallelongas instruktion er uinspireret og farveløs og Paul Sloans manuskript tramper rundt i genrens allerværste klicheer. At filmen fungerer må være skuespillernes fortjeneste. Alle spiller røven ud af bukserne, hvilket uden tvivl giver denne lille, ellers ganske anonyme og uinteressante genrefilm et nydeligt løft. Der er rutineprægede, hæderlige præstationer fra de gamle arbejdsheste Tom Berenger, William Forsythe og Tom Sizemore, men særligt gode er gamle Michael Biehn og søde Amanda Brooks (som i hvert fald i mine ører overbevisende håndterer en klingende London-accent). De er glimrende som håndlangere, der fortrænger irritationen over at være overgangsterens skødehunde med småkæresterier.
Det er altid rart, når filmselskaberne vælger at genudsende ældre filmtitler i fine nye udgaver til hjemmebiografen. John Guillermins småselvhøjtidelige, tunge, gammeldags, men også ganske fornøjelige og robuste skyskraberkatastrofefilm "The Towering Inferno" har fået kongebehandlingen af Warner Bros. Entertainment, som har udsendt filmen i en laber 2-disc release med alt, hvad hjertet kan begære, hvis man som undertegnede er en hund efter solide katastrofefilm af ældre dato. Altså den type, der gør brug af miniaturer, optiske effekter og kulisser med en fysisk fremtoning frem for den slags ufarlige, computergenerede effekter, som dominerer genren i dag.
De fleste danske distributører af film til hjemmebiografen satser på nyheder. Fint nok, men hvad med alle os, der rent faktisk også holder af film af ældre dato? De store selskaber målretter deres markedsføring mod aktuelle titler og udsender spredt en klassiker fra bagkataloget i ny og næ. For blot fem-seks år siden så det sjovt nok anderledes ud. Masser af spændende film fra bagkataloget, mens der i dag primært satses på nye film, der isagens natur er lette at sælge. Det er sikkert (også) finanskrisen skyld.