I en tidlig scene i partneractionfilmen "From Paris with Love" rydder CIA-agenten Wax (John Travolta) ud blandt svært bevæbnede gangstere i en kinesisk restaurant. Her sælges kokain, som finansierer international terrorisme, så alle, der kommer i skudlinjen, må være skyldige. Hans forståeligt chokerede partner Reece (Jonathan Thys Meyers) spørger om der monstro er flere. - Ved sidste folketælling omkring en milliard, svarer en tydelig fornøjet Wax.

Ideen er at man skal grine og springe med på filmens massive opbud af action rettet mod absolut laveste fællesnævner. Det er der som udgangspunkt heller ikke noget galt i, men det er svært at lade sig overbevise af så ucharmerende og unuanceret et setup som "From Paris with Love" serverer, så i stedet giver filmens actionvold og forløsende jokes en dårlig smag i munden. I en anden ubegribelig scene, sprænges franske politifolk til leverpostej fordi Wax ikke gider diskutere med dem: - De her fyre dør måske, men vi redder tusinder, argumenterer han uoverbevisende.

Wax er i Paris for at skaffe nogle pakistanske terrorister af vejen, og som uventet hjælp får han så Reese, der indtil videre har fungeret som assistent til den amerikanske ambassadør, som partner. fra Ambassadørassistent til ferm terroristjæger i løbet af nul komma fem. Man fornemmer et glimt i øjet. Det ligner til forveksling begavet, selvironisk action, men er i virkeligheden tunge doseringer af ærkeamerikansk xenofobi, mandschauvinisme, smårascistiske vittigheder og snæversynede mandfolk med så meget machooverskud og testosteron, at publikum gror kraftig brystbehåring under forestillingen. Det er ikke ligefrem elementer, man med det samme forbinder med europæisk action, men som desværre får lov til at styre og spolere en ellers ganske udmærket actionfilm fra franskmanden Pierre Morel, der tidligere gav os de ganske hæderlige "District B13" og "Taken". Disse leverede simpel og kontant action, men med en smule mere raffinement.

Filmteknisk er der ikke en finger at sætte på "From Paris with Love". Filmfolkene kan deres kram, og billedsiden er leveret med en lækker, jordnær professionalisme. Selvom den aldrig når samme høje niveau som hos actionkollegaen John Woo i hans Hongkong-periode, er det tydeligt at se, hvor inspirationen kommer fra.

I stedet for Woos voldelige mænd med moral, charme og hjerte får vi i Morels film afstumpede, selvhøjtidelige individer, man får lyst til at træde ind i filmen og tæve. Og det er vel næppe meningen, når det nu faktisk er de her fyre, vi skal takke for, vi kan sove nogenlunde roligt om natten?

Anmeldelsen er oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende 11. marts 2010. Avisens onlineudgave af anmeldelsen kan læses her: http://www.fyens.dk/article/1555680:Film--I-Europa-spraenger-de-bomber

"From Paris with Love", Frankrig 2010. Instr.: Pierre Morel. Prod.: India Osborne, Luc Besson. Manus.: Adi Hasak, Luc Besson. Foto: Michel Abramowicz. Klip: Frédéric Thoraval. Musik: David Buckley. Medv.: Jonathan Rhys Meyers, John Travolta, Kasia Smutniak, Richard Durden, m.fl. Spilletid: 92 min. DK-dist.: Nordisk Film. Set i biografen.

Filmentusiaster, der har fulgt newzealænderen Peter Jackson siden de tidlige groteske gyserfarcer til gigantsucceserne med filmene i ”Ringenes herre”-trilogien og genindspilningen af ”King Kong”, ved, at der er tale om en herre, som er sjældent begejstret for den filmiske legetøjskasse og mediets muligheder for at bringe fantasien helt derud, hvor det næsten bliver alt, alt for meget.

Hos Jackson kan man virkelig mærke legelysten i billederne, og filmisk mådeholdenhed har aldrig været mandens stærke side. Den hysterisk overproppede stil og det absurd overgjorte fungerer fint i splatterier som ”Bad taste” og ”Braindead”, der i høj grad trækker på seerens lyst til at se scenerierne kastet langt ud over kanten. Mere tvivlsomt er det, om Jacksons ellevilde leg med mediet formår at fortælle en nænsom historie om en myrdet teenagepige og hendes tid i et limbo mellem Jorden og himlen på overbevisende facon.

Indledningsvis fungerer Jacksons ”The Lovely Bones” faktisk ganske godt. Også selvom instruktøren lynhurtigt afslører de to plotelementer, der i den traditionelle filmoptik ville give en thriller fremdrift og mystik: Vil pigen blive myrdet? Og hvem er morderen? Ja, pigen, den fjortenårige, smaskforelskede Susie Salmon (Saoirse Ronan) slagtes af den stille, gemytlige mand (Stanley Tucci) i det grønne hus nede af gaden. Mordet på Suzie er uopklaret og bliver hurtigt en besættelse for faderen, der slider den lille familie op i forsøget på at finde liget eller opklare pigens forsvinden.

Ligesom Susie og hendes fader (Mark Wahlberg) er morderen fascineret af miniaturer og idylverdener. Han bygger dukkehuse, mens Susie og faderen har kastet deres kærlighed på flaskeskibe. Fulde af liv, i modsætning til morderens, der virker livløse og uhyggelige. Efterfølgende forsøger han at fylde tomrummet ud med pigemord i en sindrig, underjordisk hyttekonstruktion under majsmarken. Efter døden havner Susie i sin egen miniatureverden i evig forvandling mellem jordisk mørke, himmelske toner (af Brian Eno) og ungpigefantasier.

Selvom der spilles stift på diverse stereotyper og følelserne stryges på med den lidt for store pensel rammer Jackson og cheffotograf Andrew Lesnie det tidlige 70’er-miljø og den knugende lillebystemning efter sådan en uhyrlighed lige på kornet. Men med to væsentligheder afsløret inden for det første kvarter, er det oplagt, at filmen omlægger sin strategi og kommer i dybden andre steder. For eksempel i familiens krise og traume omkring det formodede mord og tvivlen, der nager. Eller den mystiske boble af teendrømme, Susie befinder sig i. Men i dybden kommer den aldrig.

Den lange, tunge midterdel synes statisk og uinteresseret i stoffet, men i sidste del vågner Jackson pludselig op og leverer tre-fire følelsesmæssige klimakser i streg. Og ikke bare nydeligt afrundende emotionelle klimakser som i hvilken som helst anden thriller, men sammenpakkede følelsesbomber, der tvinges unænsomt ned i halsen på publikum. Når en film med al vold og magt forsøger at få os til at føle noget, har det sjovt nok ofte den stik modsatte effekt. Man ender med at blive indifferent over for det, man sidder og kigger på fordi det ikke anerkender publikums intelligens. Og måske mere end nogen anden genre er thrillergenren afhængig af mådeholdenhed og elegance.

Anmeldelsen er oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende 11. marts 2010

Det er kun blevet til to premierer i biografen i denne uge, men de skal begge to ses, når jeg har et hul i kalenderen. Tim Burton er tilbage med gendigtningen af Lewis Carrolls "Alice i eventyrland" (Disney) og det ser selvfølgelig ganske spændende ud. Det særlige ved denne udgave er, at Alice er blevet voksen (19 år) og vender tilbage til det uberegnelige eventyrland for at tage kampen op mod Den Røde Dronning. Desuden er tøjdesigneren Tom Ford biografaktuel og spillefilmsdebuterende med 60'er-dramaet "A Single Man" (SF Film) om en homoseksuel, britisk universitetsprofessor (Colin Firth), der overvejer at tage sit eget liv efter kærestens død.

Nick Vallelongas simple hævnfilm fremstår som prototypen på en dårlig actionfilm af den type, man finder frem lørdag formiddag, når hovedet dunker af tømmermænd og skriger på cola og grillsnask. Men undervejs sker der noget mærkeligt. Man kommer til at holde af karaktererne og - vigtigst af alt - bekymrer sig efterfølgende også for, hvad der mon skal ske. Også selv om Vallelongas instruktion er uinspireret og farveløs og Paul Sloans manuskript tramper rundt i genrens allerværste klicheer. At filmen fungerer må være skuespillernes fortjeneste. Alle spiller røven ud af bukserne, hvilket uden tvivl giver denne lille, ellers ganske anonyme og uinteressante genrefilm et nydeligt løft. Der er rutineprægede, hæderlige præstationer fra de gamle arbejdsheste Tom Berenger, William Forsythe og Tom Sizemore, men særligt gode er gamle Michael Biehn og søde Amanda Brooks (som i hvert fald i mine ører overbevisende håndterer en klingende London-accent). De er glimrende som håndlangere, der fortrænger irritationen over at være overgangsterens skødehunde med småkæresterier.

Til gengæld virker Stana Katic (kendt fra tv-serien "Castle") en anelse fejlcastet i hovedrollen som den iskolde hitman (woman?) Raina, der i bedste "Kill Bill"-stil pløjer sig gennem gangsterunderverdenen som en varm kniv gennem smør. Troværdig i de scener, hvor der ikke kræves meget andet end øretæver, actionkoreografi og simpel posering, men det kniber når der skal vises følelser. Paul Sloan, som også har stået for filmens manuskript, er ganske effektiv som strømer, der er dybt i lommen på gangsteren Virgil Vadalos (Berenger) og hyres til at finde Raina, inden hun (igen) jager en kniv i røvhullet.

Omslaget til Warners DVD-release angiver billedratio til 1,78:1, men filmen gengives korrekt i OAR 2,35:1. Derudover er billedkvaliteten ikke prangende, men for en film af denne kaliber går det såmænd nok an. Lydsporet er i enten Dolby Digital 2.0 eller DTS 5.1.

Det er altid rart, når filmselskaberne vælger at genudsende ældre filmtitler i fine nye udgaver til hjemmebiografen. John Guillermins småselvhøjtidelige, tunge, gammeldags, men også ganske fornøjelige og robuste skyskraberkatastrofefilm "The Towering Inferno" har fået kongebehandlingen af Warner Bros. Entertainment, som har udsendt filmen i en laber 2-disc release med alt, hvad hjertet kan begære, hvis man som undertegnede er en hund efter solide katastrofefilm af ældre dato. Altså den type, der gør brug af miniaturer, optiske effekter og kulisser med en fysisk fremtoning frem for den slags ufarlige, computergenerede effekter, som dominerer genren i dag.

Manuskriptet, baseret på bøgerne "The Tower" og "The Glass Inferno", er måske ikke det mest sindsoprivende, og følger katastrofegenrens regler til punkt og prikke ligesom den underliggende mismodige atmosfære og pessimistiske tone, der vender efterkrigstidens teknologioptimisme på hovedet, svært lader sig strække ud over den 158 minutter lange film. Alligevel er det ikke rigtig til at stå for det imponerende galleri af stjerner, der i hvert fald i min optik gør filmen ekstra seværdig. Især Paul Newman og veteranen William Holden yder glimrende pingpongspil i rollerne som arkitekt og entreprenør, der ser deres skabning (og en masse mennesker) gå op i røg på åbningsaftenen af den uhyrlige hightech-skyskraber.

Redningen kommer i form af Steve McQueen. Gravalvorlig og hærdet i rollen som San Franciscos brandchef, der iværksætter en sindrig plan, hvor han vil sprænge bygningens vandreserver i toppen. Det vil sandsynligvis slukke ilden, men så er der til gengæld også gode chancer for at de mange stakler fanget i bygningen drukner, skylles ud af vinduerne eller bliver mast af faldende murbrokker.

"Det tårnhøje helvede" (Originaltitel: "The Towering Inferno"), USA 1974. Instr.: John Guillermin. Prod.: Irwin Allen. Manus.: Sterling Silliphant baseret på Richard Martin Sterns "The Tower" og Thomas N. Scortias "The Glass Inferno". Foto: Fred J. Koenekamp. Klip: Harold Kress, Carl Kress. Musik: John Williams. Medv.: Steve McQueen, Paul Newman, William Holden, Faye Dunaway, Fred Astaire, Susan Blakely, Richard Chamberlain, Jennifer Jones, O.J. Simpson, Robert Vaughn, Robert Wagner, m.fl. Spilletid: 158 min. DK-dist.: Warner. Set på DVD.

De fleste danske distributører af film til hjemmebiografen satser på nyheder. Fint nok, men hvad med alle os, der rent faktisk også holder af film af ældre dato? De store selskaber målretter deres markedsføring mod aktuelle titler og udsender spredt en klassiker fra bagkataloget i ny og næ. For blot fem-seks år siden så det sjovt nok anderledes ud. Masser af spændende film fra bagkataloget, mens der i dag primært satses på nye film, der isagens natur er lette at sælge. Det er sikkert (også) finanskrisen skyld.

Et af de små danske selskaber som målrettet går efter at udsende ældre film på det danske DVD-marked er Another World Entertainment. I mange anmelderes øjne associeres selskabet med splatter og patter, men det er altså en sandhed med modifikationer. AWE-gutterne har givet os bagkatalogfilm af filmskabere som Andrej Tarkovskij, Mika Kaurismaki, Christian Braad Thomsen, Vittorio De Sica, Pier Paolo Pasolini. Og det er der altså ingen af de store selskaber, der kan prale af.

Nu udsender selskabet så tre af den franske filminstruktør Francois Truffauts senere film, "Bruden var i sort" (1968), "Den falske brud" (1970) og "Manden der elskede kvinder" (1977). Forvent omtale af udvalgte titler på filmkavalkaden lige så snart filmene lander i butikkerne.

Besøg AWE på websitet http://www.anotherworldent.com