I ugen op til påskeugen er biograferne pakket med nye film. Ikke mindre end seks danske biografpremierer er det blevet til, men filmene er delt pænt ud over alle familiesegmenterne. Noget for børnene, noget for far, noget for mor og noget for de gammeldags.

Øverst på min egen hitliste er Roman Polanskis stærke thriller-comeback "Skyggen" (sf film) med Ewan McGregor og Pierce Brosnan. Sigtet er godt nok politiske, men filmen føles som en intim og personlig fortælling. Fremragende. På actionfronten er der Paul Greengrass lidt skuffende "Green Zone" (UIP), hvor Matt Damon spiller frustreret amerikansk officer, der forgæves leder efter masseødelæggelsesvåben i det nyligt invaderede Irak. Kan det være at USA og deres allierede er blevet sendt i krig på en løgn? Thomas Vinterberg gør også comeback med narkomanfilmen "Submarino" (Sandrew Metronome), der skulle være stærkt seværdig. Må nok hellere fange den ved lejlighed.

For ungerne er der "Karla og Jonas" (Nordisk Film), 3D-animationsfilmen "Sådan træner du din drage" (UIP) og til tøserne er der komedien "The Bounty Hunter" (Disney) med Jennifer Aniston og Gerard Butler.

Jeg har anmeldt "Green Zone" og "Skyggen" i Fyens Stiftstidende her http://www.fyens.dk/shop?aid=1565280 og her http://www.fyens.dk/shop?aid=1565359. Links kræver abonnement.

Hvorfor regner ulykkerne ned over den stakkels Larry Gopnik? Det er et godt spørgsmål, men der er ingen lette svar i Joel og Ethan Coens herlige og kulsorte forstadskomedie om professoren (Michael Stuhlbarg), der synes at befinde sig i et slags limbo, hvor prøvelser og fristelser vælter i en lind strøm ned over staklen og hans jødiske familie bosat i de amerikanske 60'er-forstæder med perfekt klippede plæner og hårdtarbejdende familiefædre: Konen vil skilles, jobbet hænger i en tynd tråd, den homoseksuelle onkel Arthur (fantastisk spillet af Richard Kind) dukker op, datteren vil have en næseoperation, nabokonen er perfekt solbrændt og en desperat fader forsøger at bestikke Gopnik. Der godt kan bruge pengene til sønnens bar mitzvah.

Som altid med Coen-brødrene er det ikke en film, der opfordrer til latterorkaner. Humoren er sort og den bibelske parallel til Jobs bog giver stof til eftertanke. Stemningen er tænksom, stilfærdig og mindre rørstrømsk end vi kender den fra traditionelle Hollywood-komedier: Som f.eks. i scenen, hvor det efterhånden må være gået op for familien, at forældrene skal skilles. Sønnen kaster sig ikke tårevædet i armene på faderen eller klager over livets uretfærdigheder, men brokker sig blot højlydt over, at fjernsynet ikke kan modtage krigskomedieserien "F Troop".

"A Serious Man", USA / England / Frankrig 2009. Instr.: Joel Coen, Ethan Coen. Prod.: Joel Coen, Ethan Coen. Manus.: Joel Coen, Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. Klip: Joel Coen, Ethan Coen. Musik: Carter Burwell. Medv.: Michael Stuhlbarg, Richard Kind, Fred Melamed, Sari Lennick, m.fl. Spilletid: 102 min. DK-dist.: SF Film. Set på DVD.

Blandt mange filmentuaster er der der en udbredt fetich for videokassetter og videoomslag fra de gode gamle dage, hvor videomutter havde slibrige og hårrejsende sager som "Årgang 1984", "Karatepanseren" og "Blodig voldtægt" på hylderne. Jeg vil ikke betegne mig selv som samler, men har svært ved at lade være at købe noget med, når man passerer en stak snuskede kassetter på et loppemarked eller i en genbrugsbutik, der ikke er gået over til dvd og blu-ray.

Videosamler Hans-Jørn Reimer (også kendt på Diabolik) har været en tur i Go' morgen Danmark for at præsentere de gode gamle kassetter fra før den digitale tidsalder og internettet. Du kan besøge Diabolik på hans hjemmeside www.diabolik.dk (han har også en facebook-gruppe: http://www.facebook.com/pages/Danish-Ex-rental-VHS-Appreciation-Group-DEVAG/106406262713995
) og der er masser af videosnak på forummet forum.uncut.dk

Du kan se klippet fra Go' morgen Danmark her: http://go.tv2.dk/video.php/id-29490748.html

Mørkere og mere tjekket. "Det vamle filmskur" bedre kendt som "Det blodbestænkte skrækskur" (eller bare "Skrækskuret") har flyttet adresse fra smartlog til wordpress og har i den anledning fået en ansigtsløftning. Stilfuldt! Man får jo næsten lyst til at læse det hele igen. Tjek Kranie Lars' og Zombie Munks (begge kendte skribenter fra uncut.dk) kyndige, entusiastiske og intelligente gyserskriblerier ud på Skrækskuret: vammel.wordpress.com

Biouge nummer 11 bød på tre premierer i de danske biografer. Der var actiongyseren "Legion" (Disney), som jeg godt gad have set, men tilsyneladende er der kun er en kopi ude i Danmark, og Camera Film byder på Philippe Liorets franske "Welcome" om en ung illegal indvandrer, der vil gøre alt for at komme til England og blive genforenet med sin søster. Skal ses lige så snart jeg har en fridag.

Men først og fremmest er der genindspilningen af Susanne Biers småkunstige og følelsespumpede efterkrigsdrama "Brødre" fra 2005. Remaket, "Brothers" (UIP), er genindspillet af Jim Sheridan og filmen holder bedre end Biers udgave låg på konflikten i den lille familie. Jeg har anmeldt filmen her: http://www.fyens.dk/article/1560618:Film--De-amerikanske-broedre

Flere læsere har efterlyst links til mine anmeldelser fra avisens online-udgave, så jeg vil frem over samle links til anmeldelser fra fyens.dk på Filmkavalkaden for et par uger ad gangen. Så slipper du for at lede efter dem på sitet, for et typisk argument har været, at sitet er uoverskueligt og man ikke ved, hvor man skal kigge.

Her en håndfuld DVD reviews fra uge 9 og 10: Jacob Bitsch' danske komediedrama "Camping" (Sandrew Metronome) http://www.fyens.dk/article/1556294:Film--Soergmunter-komedie, Kathryn bigelows Oscar-belønnede krigsfilm "The Hurt Locker" (Nordisk Film), http://www.fyens.dk/article/1556347:Film--Moed-soldaterne-i-oejenhoejde, Steven Soderberghs sære og lidt krævende fødevareindustrikomedie "The Informant" (Warner), http://www.fyens.dk/article/1556293:Film--Let-fordoejelig-komedie, Duncan Jones' fremragende science fiction "Moon" (Pan Vision), http://www.fyens.dk/article/1549894:Film--Staerkt-sevaerdig-sci-fi, den computeranimerede apokalypse-sci-fi "9" (Sandrew Metronome), http://www.fyens.dk/article/1548631:Film--Jordens-fascinerende-undergang og endelig den uartige "Jomfruen og Menneskedyret" (Another World Entertainment) http://www.fyens.dk/article/1550520:Film--Berygtet-skandalefilm-nu-paa-dvd.

Uge 10 bød på et par tunge og triste filmoplevelser. Det var ikke ligefrem film, jeg havde gruet for, men både Peter Jacksons "The Lovely Bones" (UIP) og Pierre Morels franske actionknallert "From Paris with Love" (Nordisk Film) (sjov slaglinje: Two agents. One city. No merci.) var begge film, der på alle måder burde have været bedre.

Jackson serverer uoverbevisende en fortælling om en række barnemord og offeret, den 14. årige Susie Salmon, der ender i limbo mellem himmel og helvede efter det bestialske mord. Brian Enos musik er fremragende, men ellers er filmens brug af musik (og andre virkemidler) uoverbevisende, overgjort og ubalanceret. Morels film er mere helstøbt, men samtidig er den unuancerede fortælling om to agenter på terroristjagt i Paris så snæversynet og smårascistisk, at man næsten kryber ned under biografsædet. Travoltas agent med eyeliner, skaldepande, ørering og lokumsbræt (skæg om munden) er så afstumpet, at man ikke ved om man skal grine eller græde. I det mindste er han så opmærksomhedskrævende, at du næppe falder i søvn.

Desuden havde Sherry Hormans engelske komediedrama "Ørkenblomst" (Miracle Film) premiere. Filmen byder på et gensyn med søde Sally Hawkins og Timothy Spall, men ellers skulle historien om den somaliske pige, der bliver supermodel i London ikke være videre sindsoprivende. Snupper den på DVD eller Blu-Ray senere.

Mht. Jacksons og Morels film er mit bedste bud at du springer dem over og i stedet kigger i instruktørernes bagkatalog efter noget mere interessant. Se fx Jacksons beslægtede "Engel min engel" fra 1994 eller Morels "District B13" eller "Taken".

I en tidlig scene i partneractionfilmen "From Paris with Love" rydder CIA-agenten Wax (John Travolta) ud blandt svært bevæbnede gangstere i en kinesisk restaurant. Her sælges kokain, som finansierer international terrorisme, så alle, der kommer i skudlinjen, må være skyldige. Hans forståeligt chokerede partner Reece (Jonathan Thys Meyers) spørger om der monstro er flere. - Ved sidste folketælling omkring en milliard, svarer en tydelig fornøjet Wax.

Ideen er at man skal grine og springe med på filmens massive opbud af action rettet mod absolut laveste fællesnævner. Det er der som udgangspunkt heller ikke noget galt i, men det er svært at lade sig overbevise af så ucharmerende og unuanceret et setup som "From Paris with Love" serverer, så i stedet giver filmens actionvold og forløsende jokes en dårlig smag i munden. I en anden ubegribelig scene, sprænges franske politifolk til leverpostej fordi Wax ikke gider diskutere med dem: - De her fyre dør måske, men vi redder tusinder, argumenterer han uoverbevisende.

Wax er i Paris for at skaffe nogle pakistanske terrorister af vejen, og som uventet hjælp får han så Reese, der indtil videre har fungeret som assistent til den amerikanske ambassadør, som partner. fra Ambassadørassistent til ferm terroristjæger i løbet af nul komma fem. Man fornemmer et glimt i øjet. Det ligner til forveksling begavet, selvironisk action, men er i virkeligheden tunge doseringer af ærkeamerikansk xenofobi, mandschauvinisme, smårascistiske vittigheder og snæversynede mandfolk med så meget machooverskud og testosteron, at publikum gror kraftig brystbehåring under forestillingen. Det er ikke ligefrem elementer, man med det samme forbinder med europæisk action, men som desværre får lov til at styre og spolere en ellers ganske udmærket actionfilm fra franskmanden Pierre Morel, der tidligere gav os de ganske hæderlige "District B13" og "Taken". Disse leverede simpel og kontant action, men med en smule mere raffinement.

Filmteknisk er der ikke en finger at sætte på "From Paris with Love". Filmfolkene kan deres kram, og billedsiden er leveret med en lækker, jordnær professionalisme. Selvom den aldrig når samme høje niveau som hos actionkollegaen John Woo i hans Hongkong-periode, er det tydeligt at se, hvor inspirationen kommer fra.

I stedet for Woos voldelige mænd med moral, charme og hjerte får vi i Morels film afstumpede, selvhøjtidelige individer, man får lyst til at træde ind i filmen og tæve. Og det er vel næppe meningen, når det nu faktisk er de her fyre, vi skal takke for, vi kan sove nogenlunde roligt om natten?

Anmeldelsen er oprindeligt bragt på fyens.dk d. 11. marts 2010. Avisens onlineudgave af anmeldelsen kan læses her: http://www.fyens.dk/article/1555680:Film--I-Europa-spraenger-de-bomber

"From Paris with Love", Frankrig 2010. Instr.: Pierre Morel. Prod.: India Osborne, Luc Besson. Manus.: Adi Hasak, Luc Besson. Foto: Michel Abramowicz. Klip: Frédéric Thoraval. Musik: David Buckley. Medv.: Jonathan Rhys Meyers, John Travolta, Kasia Smutniak, Richard Durden, m.fl. Spilletid: 92 min. DK-dist.: Nordisk Film. Set i biografen.

Filmentusiaster, der har fulgt newzealænderen Peter Jackson siden de tidlige groteske gyserfarcer til gigantsucceserne med filmene i ”Ringenes herre”-trilogien og genindspilningen af ”King Kong”, ved, at der er tale om en herre, som er sjældent begejstret for den filmiske legetøjskasse og mediets muligheder for at bringe fantasien helt derud, hvor det næsten bliver alt, alt for meget.

Hos Jackson kan man virkelig mærke legelysten i billederne, og filmisk mådeholdenhed har aldrig været mandens stærke side. Den hysterisk overproppede stil og det absurd overgjorte fungerer fint i splatterier som ”Bad taste” og ”Braindead”, der i høj grad trækker på seerens lyst til at se scenerierne kastet langt ud over kanten. Mere tvivlsomt er det, om Jacksons ellevilde leg med mediet formår at fortælle en nænsom historie om en myrdet teenagepige og hendes tid i et limbo mellem Jorden og himlen på overbevisende facon.

Indledningsvis fungerer Jacksons ”The Lovely Bones” faktisk ganske godt. Også selvom instruktøren lynhurtigt afslører de to plotelementer, der i den traditionelle filmoptik ville give en thriller fremdrift og mystik: Vil pigen blive myrdet? Og hvem er morderen? Ja, pigen, den fjortenårige, smaskforelskede Susie Salmon (Saoirse Ronan) slagtes af den stille, gemytlige mand (Stanley Tucci) i det grønne hus nede af gaden. Mordet på Suzie er uopklaret og bliver hurtigt en besættelse for faderen, der slider den lille familie op i forsøget på at finde liget eller opklare pigens forsvinden.

Ligesom Susie og hendes fader (Mark Wahlberg) er morderen fascineret af miniaturer og idylverdener. Han bygger dukkehuse, mens Susie og faderen har kastet deres kærlighed på flaskeskibe. Fulde af liv, i modsætning til morderens, der virker livløse og uhyggelige. Efterfølgende forsøger han at fylde tomrummet ud med pigemord i en sindrig, underjordisk hyttekonstruktion under majsmarken. Efter døden havner Susie i sin egen miniatureverden i evig forvandling mellem jordisk mørke, himmelske toner (af Brian Eno) og ungpigefantasier.

Selvom der spilles stift på diverse stereotyper og følelserne stryges på med den lidt for store pensel rammer Jackson og cheffotograf Andrew Lesnie det tidlige 70’er-miljø og den knugende lillebystemning efter sådan en uhyrlighed lige på kornet. Men med to væsentligheder afsløret inden for det første kvarter, er det oplagt, at filmen omlægger sin strategi og kommer i dybden andre steder. For eksempel i familiens krise og traume omkring det formodede mord og tvivlen, der nager. Eller den mystiske boble af teendrømme, Susie befinder sig i. Men i dybden kommer den aldrig.

Den lange, tunge midterdel synes statisk og uinteresseret i stoffet, men i sidste del vågner Jackson pludselig op og leverer tre-fire følelsesmæssige klimakser i streg. Og ikke bare nydeligt afrundende emotionelle klimakser som i hvilken som helst anden thriller, men sammenpakkede følelsesbomber, der tvinges unænsomt ned i halsen på publikum. Når en film med al vold og magt forsøger at få os til at føle noget, har det sjovt nok ofte den stik modsatte effekt. Man ender med at blive indifferent over for det, man sidder og kigger på fordi det ikke anerkender publikums intelligens. Og måske mere end nogen anden genre er thrillergenren afhængig af mådeholdenhed og elegance.

Anmeldelsen er oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende 11. marts 2010

Det er kun blevet til to premierer i biografen i denne uge, men de skal begge to ses, når jeg har et hul i kalenderen. Tim Burton er tilbage med gendigtningen af Lewis Carrolls "Alice i eventyrland" (Disney) og det ser selvfølgelig ganske spændende ud. Det særlige ved denne udgave er, at Alice er blevet voksen (19 år) og vender tilbage til det uberegnelige eventyrland for at tage kampen op mod Den Røde Dronning. Desuden er tøjdesigneren Tom Ford biografaktuel og spillefilmsdebuterende med 60'er-dramaet "A Single Man" (SF Film) om en homoseksuel, britisk universitetsprofessor (Colin Firth), der overvejer at tage sit eget liv efter kærestens død.

Nick Vallelongas simple hævnfilm fremstår som prototypen på en dårlig actionfilm af den type, man finder frem lørdag formiddag, når hovedet dunker af tømmermænd og skriger på cola og grillsnask. Men undervejs sker der noget mærkeligt. Man kommer til at holde af karaktererne og - vigtigst af alt - bekymrer sig efterfølgende også for, hvad der mon skal ske. Også selv om Vallelongas instruktion er uinspireret og farveløs og Paul Sloans manuskript tramper rundt i genrens allerværste klicheer. At filmen fungerer må være skuespillernes fortjeneste. Alle spiller røven ud af bukserne, hvilket uden tvivl giver denne lille, ellers ganske anonyme og uinteressante genrefilm et nydeligt løft. Der er rutineprægede, hæderlige præstationer fra de gamle arbejdsheste Tom Berenger, William Forsythe og Tom Sizemore, men særligt gode er gamle Michael Biehn og søde Amanda Brooks (som i hvert fald i mine ører overbevisende håndterer en klingende London-accent). De er glimrende som håndlangere, der fortrænger irritationen over at være overgangsterens skødehunde med småkæresterier.

Til gengæld virker Stana Katic (kendt fra tv-serien "Castle") en anelse fejlcastet i hovedrollen som den iskolde hitman (woman?) Raina, der i bedste "Kill Bill"-stil pløjer sig gennem gangsterunderverdenen som en varm kniv gennem smør. Troværdig i de scener, hvor der ikke kræves meget andet end øretæver, actionkoreografi og simpel posering, men det kniber når der skal vises følelser. Paul Sloan, som også har stået for filmens manuskript, er ganske effektiv som strømer, der er dybt i lommen på gangsteren Virgil Vadalos (Berenger) og hyres til at finde Raina, inden hun (igen) jager en kniv i røvhullet.

Omslaget til Warners DVD-release angiver billedratio til 1,78:1, men filmen gengives korrekt i OAR 2,35:1. Derudover er billedkvaliteten ikke prangende, men for en film af denne kaliber går det såmænd nok an. Lydsporet er i enten Dolby Digital 2.0 eller DTS 5.1.

Det er altid rart, når filmselskaberne vælger at genudsende ældre filmtitler i fine nye udgaver til hjemmebiografen. John Guillermins småselvhøjtidelige, tunge, gammeldags, men også ganske fornøjelige og robuste skyskraberkatastrofefilm "The Towering Inferno" har fået kongebehandlingen af Warner Bros. Entertainment, som har udsendt filmen i en laber 2-disc release med alt, hvad hjertet kan begære, hvis man som undertegnede er en hund efter solide katastrofefilm af ældre dato. Altså den type, der gør brug af miniaturer, optiske effekter og kulisser med en fysisk fremtoning frem for den slags ufarlige, computergenerede effekter, som dominerer genren i dag.

Manuskriptet, baseret på bøgerne "The Tower" og "The Glass Inferno", er måske ikke det mest sindsoprivende, og følger katastrofegenrens regler til punkt og prikke ligesom den underliggende mismodige atmosfære og pessimistiske tone, der vender efterkrigstidens teknologioptimisme på hovedet, svært lader sig strække ud over den 158 minutter lange film. Alligevel er det ikke rigtig til at stå for det imponerende galleri af stjerner, der i hvert fald i min optik gør filmen ekstra seværdig. Især Paul Newman og veteranen William Holden yder glimrende pingpongspil i rollerne som arkitekt og entreprenør, der ser deres skabning (og en masse mennesker) gå op i røg på åbningsaftenen af den uhyrlige hightech-skyskraber.

Redningen kommer i form af Steve McQueen. Gravalvorlig og hærdet i rollen som San Franciscos brandchef, der iværksætter en sindrig plan, hvor han vil sprænge bygningens vandreserver i toppen. Det vil sandsynligvis slukke ilden, men så er der til gengæld også gode chancer for at de mange stakler fanget i bygningen drukner, skylles ud af vinduerne eller bliver mast af faldende murbrokker.

"Det tårnhøje helvede" (Originaltitel: "The Towering Inferno"), USA 1974. Instr.: John Guillermin. Prod.: Irwin Allen. Manus.: Sterling Silliphant baseret på Richard Martin Sterns "The Tower" og Thomas N. Scortias "The Glass Inferno". Foto: Fred J. Koenekamp. Klip: Harold Kress, Carl Kress. Musik: John Williams. Medv.: Steve McQueen, Paul Newman, William Holden, Faye Dunaway, Fred Astaire, Susan Blakely, Richard Chamberlain, Jennifer Jones, O.J. Simpson, Robert Vaughn, Robert Wagner, m.fl. Spilletid: 158 min. DK-dist.: Warner. Set på DVD.

De fleste danske distributører af film til hjemmebiografen satser på nyheder. Fint nok, men hvad med alle os, der rent faktisk også holder af film af ældre dato? De store selskaber målretter deres markedsføring mod aktuelle titler og udsender spredt en klassiker fra bagkataloget i ny og næ. For blot fem-seks år siden så det sjovt nok anderledes ud. Masser af spændende film fra bagkataloget, mens der i dag primært satses på nye film, der isagens natur er lette at sælge. Det er sikkert (også) finanskrisen skyld.

Et af de små danske selskaber som målrettet går efter at udsende ældre film på det danske DVD-marked er Another World Entertainment. I mange anmelderes øjne associeres selskabet med splatter og patter, men det er altså en sandhed med modifikationer. AWE-gutterne har givet os bagkatalogfilm af filmskabere som Andrej Tarkovskij, Mika Kaurismaki, Christian Braad Thomsen, Vittorio De Sica, Pier Paolo Pasolini. Og det er der altså ingen af de store selskaber, der kan prale af.

Nu udsender selskabet så tre af den franske filminstruktør Francois Truffauts senere film, "Bruden var i sort" (1968), "Den falske brud" (1970) og "Manden der elskede kvinder" (1977). Forvent omtale af udvalgte titler på filmkavalkaden lige så snart filmene lander i butikkerne.

Besøg AWE på websitet http://www.anotherworldent.com