Ugens oplevelser i biografmørket byder på en ny dansk komedie med Nikolaj Lie Kaas, Sidse Babett Knudsen og Søren Pilmark "Parterapi" (Nordisk Film) som jeg desværre kom for sent til. Jeg missede den første halve time, men tror ikke det gjorde den store forskel om jeg havde set hele filmen. Uinteressant og lige til glemmebogen. Der er også en ny film, "Invictus" (Sandrew Metronome), fra den hyperproduktive Clint Eastwood. Den autentiske historie om, hvordan Nelson Mandela fik hjælp fra et rugbyhold. Ser drivende banal og sentimental ud. Tror, jeg gemmer den til DVD.

Langt mere spændende ser franske Jacques Audiards fængselsdrama "Profeten" (Disney) ud. Fængselsfilm er ellers ikke ligefrem min kop te, men Audiard har det med at trylleuventede følelser og spænding ud af de mest usandsynlige ting. Fx i "Det slag mit hjerte sprang over". Den glæder jeg mig til at se.

God er ihvert fald Louie Psihoyos' dokumentarfilm "The Cove" (Miracle Film) om delfinslagteri i den lille japanske fiskerby Taiji og miljøaktivisten Ric O'Barry, der blev verdenskendt for at træne delfinerne til tv-serien "Flipper". Nu havde jeg godt nok varslet, at filmanmeldelser fra Fyens Stiftstidende ikke længere var online på fyens.dk, men det kan være, at redaktionen har ombestemt sig. I hvert fald kan mit review læses her: http://www.fyens.dk/article/1542810:Film--Den-blodige-bugt

I forbindelse med sidste uges biografpremiere på "Man tænker sit" landede der et par forundrede emails i min indbakke. Spørgsmålet var slet og ret: - Hvor er dine online-anmeldelser på fyens.dk blevet af? Du havde da anmeldt filmen i avisen, men vi kan ikke finde den online.

De er der skam stadigvæk. Men skjult for folk, der ikke har abonnement på avisen. Mine filmanmeldelser optræder oftest i torsdagens NU (kulturtillæget) og fremover er det nok primært det man skal ha' fat i, hvis man vil læse, hvad jeg har skrevet. Sagen er nemlig den, at nyhedssiderne faa.dk og fyens.dk fra dags dato bliver slået sammen. Man har fra webredaktionens side opprioriteret det stof, der generer allerflest hits, hvilket i praksis betyder at filmanmeldelserne er blevet skåret væk fra Fyens Stiftstidendes online-del. De ligger som arkiverede artikler, der er tilgængelige for abonnenter. Desværre.

En pensioneret og fraskilt CIA-agent (Liam Neeson) får brug for alt, hvad han har lært i tjenesten da datteren bliver nappet (ikke nappet som i kidnappet, men nappet som i brugt i hvid slavehandel) under en rejse gennem Europa. Knap er tøsen og veninden ankommet til Paris før de antastes af en flink ung fyr, der lokker deres opholdsadresse ud af pigerne. En time senere er de begge i kløerne på albanske gangstere. Farmand er ond i sulet og iværksætter sin egen redningsaktion og forsøger at opspore pigerne inden de sendes af sted til Østeuropa.

"Taken" er simpel, ensporet actionunderholdning, der ikke uventet fik den samlede danske anmelderstab på nakken da den kort var oppe at vende i de danske biografer. Negativt ladede ord som indpakket racisme, grufuld og uinspireret haglede ned over filmen, og medgivet, der er ikke mange nuancer at komme efter, men i det rette humør er det rart med en hævnfilm, der målrettet går efter at udradere så mange badguys som muligt. Den slags ser vi efterhånden meget sjældent, fordi nutidens maskuline helte skal fremstilles som komplekse, følsomme mænd i krise og helst ikke skal fremstå alt for afstumpede og usympatiske.

I bund og grund er der tale om en cautionary tale - en slags moderne "Rødhætte og ulven"… en af filmens figurer læser sågar højt af Grimm-brødrenes kanoniserede folkeeventyr - hvor jægeren (Neeson) skal redde tøsen, som til gengæld får sig en livslektion, hun sent glemmer: Du må nok hellere høre på, hvad mor og far siger! Manden med kameraet er franskmanden Pierre Morel. En god actionfilmhåndværker, der stod bag den beslægtede "District B13" og har signeret den kommende "From Paris with Love" og eftersigende skulle være ombord på det kommende remake af Frank Herberts "Dune".

"Taken", Frankrig 2008. Instr.: Pierre Morel. Prod.: Didier Horarau. Manus.: Luc Besson, Robert Mark Kamen. Foto: Michel Abramowicz. Klip: Frédéric Thoraval. Musik: Nathaniel Mechaly. Medv.: Liam Neeson, Leland Orser, Maggie Grace, Famke Jannsen, Olivier Rabourdin, m.fl. Spilletid: 91 min. DK-dist.: Scanbox. Set på DVD.

Det sære svenske ensembledrama "Man tænker sit" vil ikke rigtig slippe mig. Et godt tegn på at filmen er et gensyn værd. Anyway, jeg snusede lidt rundt online og faldt tilfældigvis over filmens komponists myspace-side. Du kan lytte med og læse mere om Erik Enocksson her: http://www.myspace.com/erikenocksson Desuden har filmen et dansk website her: www.mantænkersit.dk

Filmpremiererne i uge 7 byder på et par gode oplevelser i biografmørket. Mest interessant er nok instruktørikonet Martin Scorseses comeback med thrillergyset "Shutter Island" (UIP), der ser spændende og anderledes ud. Scorsese har nu aldrig lagt skjul på, at han holder meget af genren, men tilstår, at der bliver lavet umådeligt mange ringe gysere. Nu må vi se, hvad han selv kan præstere, men at filmen i en årrække har ligget på hylden hos produktionsselskabet, lover jo ikke ligefrem godt. Håber på en positiv overraskelse.

Anderledes er det svenske forstadsdrama "Man tænker sit", som jeg har anmeldt her (kræver abonnement): http://www.fyens.dk/shop?aid=1425268, helt sikkert. Personligt kommer jeg til at tænke på østrigeren Ulrich Seidl og amerikaneren Harmony Korine, der også holder af at vende vrangen ud på de falske fællesskaber og eksistenser i de små forstadssamfund. Bestemt en biograftur værd, hvis man er til den slags. Filmen distribueres i øvrigt af den nye danske biografdistributør Scandinavian Culture Distribution. Scancult for short. Velkommen og tak for en spændende debut.

Desuden er der Armando Iannuccis skøre politiske komedie "In the Loop" (Sunrise Film), som jeg vil prøve at fange, hvis den på et tidspunkt vender i Odense.

Cinemateket i København viser i øvrigt Duncan Jones' "Moon" i denne uge. Stærkt seværdigt sci-fi-drama, der altså ikke får bred dansk biografdistribution og har DVD/Blu-Ray-premiere i næste uge (Pan Vision), men som helst skal ses i biografen, hvis man altså har mulighed for det.

Både John Goodman og Tommy Lee Jones er bogstaveligt talt forfriskende usminkede i Bertrand Taverniers hæderlige filmatisering af James Lee Burkes kriminalroman med den mystiske og pirrende titel ”In the Electric Mist with Confederate Dead” (DK=”Genfærdsgeneralen”), der så vidt jeg kan se er den sjette bog i romanrækken om strømeren Dave Robicheaux. Goodman ligner en sæk lort og Jones en gammel nedslidt cowboysaddel, men det matcher fint stemningen og den afslappede, realistiske (europæiske) tone i dette lille krimidrama, der udspilles i New Orleans og de omkringliggende sumpområder.

Plottet åbner da et filmhold (hold øje med en lille cameorolle af instruktøren John Sayles som gnaven filminstruktør) som skyder en film om borgerkrigen i sumpene opdager et opløst lig i lænker. Der væves tråde til Robicheaux barndom og snart er det ikke kun en seriemorder, der dræber unge prostituerede, som plager ham, men også nogle mærkværdige syner af gamle sydstatssoldater.

Jeg kan ikke hævde, at jeg har set mange af Taverniers film, men det er blevet til et par thrillerdramaer fra 90’erne, mest interessant var ”L627: Gadens lov”, samt den fascinerende sci-fi-drama-hybrid ”Deathwatch” fra 1980. ”In the Electric Mist” indfriede mine forventninger til filmen, men jeg var et eller andet sted glad for, at jeg på forhånd var forberedt på instruktørens afdæmpede stil.

Er man stor fan af poleret, hårdtslående amerikansk krimi med dramatisk schwung og æstetisk lir, bør man nok styre udenom Taverniers film, men var ”The Three Burials” og ”No Country for Old Men”s misantropiske stemning og adstadige tempo lige noget for filmtænderne, så kan jeg anbefale, at man ved lejlighed giver ”In the Electric Mist” et kig. I hvert fald er denne meget bedre end den elendige Robicheaux-filmatisering "Besat af fortiden", hvor 90'er-ikonerne Alec Baldwin og Eric Roberts kæmpede en ulige kamp om, hvem der formåede at fremstå mest karismaforladt.

Hannibal Lecter-figuren fik efter "Ondskabens øjne" for alvor fat i publikum og gjorde filmene baseret på Thomas Harris' bøger til massive blockbusters. Der er ingen tvivl om, at Anthony Hopkins har en umådelig karisma, der klædte karakteren, men især Peter Webbers "Hannibal Rising" og Ridley Scotts "Hannibal" gav indtrykket af, at figurens popularitet skulle malkes, hvilket betød at filmene bød på mere Hannibal og mindre troværdighed og trak historierne ud hinsides enhver narrativ troværdighed. Måske allerværst, betød de mange udtømmende fabler om den gode doktor Lecter, at figuren blev drænet for uhygge. Nu var han pludselig et monster, vi skulle have sympati med.

Harris' første bog med Lecter, "Den røde drage", blev sågar genindspillet af Brett Ratner i 2002, hvor Hopkins overstrålede både Ralph Fiennes og Edward Norton i de egentlige hovedroller. Vil man se en bedre filmatisering af "Den røde drage", kan man jo gå tilbage til Michael Manns fremragende og vildt stemningsfyldte "Manhunter" fra 1986. Slutningen er justeret, så filmen ikke benytter bogens effektive twistslutning, men jeg tror, man skal læse bogen for at regne ud, hvorfor det ikke fungerer på film. Mere skal jeg ikke røbe her.

William Petersen (nok bedst kendt fra "CSI", hvor han spiller en lignende rolle) giver en flot præstation som den tidligere FBI-agent Will Graham, der hentes ind for at fange seriemorderen The Toothfairy (Tom Noonan), som har slagtet to familier og ved næste fuldmåne givetvis vil udradere en tredje. Undervejs forsøger Graham at få hjælp af Lecter (her spillet af Brian Cox), som uventet leder The Toothfairy på sporet af Grahams familie.

Filmen er flot, køligt uhyggelig og ganske spændende. Fokuserer indledningsvis på efterforskningen, men hen mod slutningen kammer filmen over i Manns karakteristiske maleriske billeder og omfattende brug af musik i de mange langsomme scener lige inden konfrontationen. Men det fungerer og synes at binde filmen sammen på en poetisk måde.

Universals danske udgivelse skulle være identisk med biografudgaven. Amerikanske Anchor Bay Entertainment har udgivet en 2 disc-dvd med et længere "director's cut" af filmen.

"Manhunter", USA 1986. Instr.: Michael Mann. Prod.: Dino De Laurentiis, Richard Roth. Manus.: Michael Mann efter Thomas Harris' roman "The Red Dragon". Foto: Dante Spinotti. Klip: Dov Hoening. Musik: Michael Rubini. Medv.: William Petersen, Kim Greist, Joan Allen, Dennis Farina, Tom Noonan, Brian Cox, m.fl. Spilletid: 90 min. DK-dist.: Universal. Set på DVD.

Først og fremmest byder uge 6 på Disneys med længsel ventede animationsfilm "Prinsessen og frøen" (Buena Vista). Selskabet droppede efter den svage "De frygtløse - The Muuhvie" fra 2004 den klassiske håndtegnede animation. Efter en årrække med computeranimerede film leverer de nu en klassisk eventyrfortælling med prinsesser (både en sort og en lyserød en af slagsen) og det er svært ikke at lade sig rive med af begejstreing alene fordi det er kvalitetstegnefilm af den gode gamle slags.

 Min datter på fem vil elske den. Hun er i dag inde at se den med bedstemor og jeg melder tilbage i morgen, hvordan det forløb. Men jeg er helt sikker på, at den går rent ind i pigesindet.

Desuden byder filmugen på voksen romantik i form af Garry Marshalls romantiske ensembledrama "Valentine's Day" (Sandrew Metronome) samt en lidt mere dyster romance i hollænderen Jan Kounens franske "Coco Chanel & Igor Stravinsky" (Camera Film) med danske Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Turen går til "Harry Potter"-land i eventyrfilmveteranen Chris Columbus' "Percy Jackson & Lyntyven" (20th Century Fox), hvor en ganske almindelig amerikansk teenager opdater at han er halvt gud halvt menneske. Ser overdådig og lidt fjollet ud. Sikkert lige noget for mig.

Desuden er der Joe Johnstons lidt for actionfyldte og lidt for skuffende genindspilning af "The Wolfman". En middelmådig actiondrevet gyserfilm, der dog beviser at det er gode gamle makeupeffekter, der fungerer bedst, og byder på en rigtig flot varulv, som det meste af tiden er af hår, latex og plastiktænder. Pointen om at det næsten altid er fysiske specialeffekter, som gør størst indtryk er fint illustreret i scenen, hvor vi møder en computergenereret bjørn. Og er lige ved at grine i stedet for at gyse.

Jeg har anmeldt "Prinsessen og frøen" i fyens stiftstidende her: http://www.fyens.dk/article/1421095:Film--Tilbage-til-de-klassiske-dyder og "The Wolfman" her: http://www.fyens.dk/article/1421106:Film--Ulvemanden-hyler-igen

Ugens film er ikke ligefrem noget jeg personligt spæner ned til det laokale biografmultipleks for at få set, men Martin Campbells "Edge of Darkness" (Nordisk Film) baseret på BBC's miniserie fra 80'erne var en anstændig hævn-thriller af den gode gamle slags. Ikke mange overraskelser undervejs, men hæderlige præstationer fra Mel Gibson som hævn- og retfærdighedstørstende alenefar, der mister sit eneste barn, og Ray Winstone som regeringens ekspert, der sendes ind for at lægge røgslør over sagen, men plages af samvittighedskvaler. Og så er det i øvrigt forfriskende at se en thriller, der ikke i sidste øjeblik kyler en 'åh vi er så smarte'-drejning i fjæset på publikum. Lige ud ad landevejen på den gode måde.

Desuden er der sociale problemer i den pænt anmelderroste "Precious" (Miracle Film) og familiehygge i den knap så anmelderroste "Far til fire på japansk" (Scanbox).

Jeg har anmeldt "Edge of Darkness" her: http://www.fyens.dk/article/1416484:Film--Farmand-paa-haevntogt